Efter vores helt vidunderlige ophold paa Koh Tao satte vi kursen mod Koh Samui. Her sagde vi farvel til Laerke og Trine som skulle videre nordpaa. Da vi havde fundet et hyggeligt (det betyder billigt) guesthouse og havde gaaet lidt rundt i byen blev vi ret hurtig enige om at Koh Samui nok ikke lige var os, og vi besluttede os for hurtigts muligt at komme videre. Dagen efter, tidligt om morgenen, gik rejsen derfor videre mod Phuket. Vi havde faaet at vide, at rejsen til Phuket ville tage omkring ni timer, men saadan kom det selvfoelgelig ikke til at gaa. Vi var i godt humoer og glaedede os bare til at komme til Phuket. Da vi naaede til det sted hvor vi skulle skrifte bus, skriftede vores humoer dog lidt. Damen i rejsebureauet paastod at vi var kommet forsent til den bus der skulle koere os til Phuket, og vi skulle vente to enhalv time paa den naeste bus. Hun tilboed os dog at kunne komme med en minibus lige nu, det ville dog koste os halvtreds kroner per mand. Det stod rimelig klart at hun bare proevede at faa os til at betale noget mere, men hun fik os ikke. Vi faestede os med taalmodighed og ventede paa vores minibus to enhalv time. Turen til Phuket kom til at tage os gode fjorten time og da vi ankom var vi godt traette. Chauffoeren smed os af ved siden af resturant Thai-Danish grillhouse, og det maa siges at vaere en oplevelse. Resturanten var praecis som man kunne forstille sig. Der var tykke, stive, skaldede maend med smaa thaipiger, roede poelser med broed og Kim Larsens "Midt om natten" kom fra hoejtalerne. Selvom vi rynkede lidt paa naesen af det altsammen, blev vi alligevel lidt fristet af stegte poelser og endte faktisk med at leje et vaerelse hos dem. Efter at havde stillet vores tasker skyndte vi os ud i byen for at se om det var muligt at komme ud at dykke dagen efter. Paa vores tur gennem byen fik vi desvaerre bekraeftet alle vores fordomme omkring nogle turister i Thailand. Der var tykke europaeiske maend med thaipiger paa skoedet lige meget hvor man kom hen. Og tilraab som "Hallo Handsome boy", "You like massage" osv. fulgte os hele vejen hjem til vores vaerelse. Vores noget daarlige indtryk af byen fik os til hurtigt at beslutte os for at komme videre mod Koh Phi Phi . Vi naaede dog lige at komme i vandet og se de mange fede maend i alt for smaa badebukser der laa og blev roede paa stranden, det var faktisk ogsaa en stor oplevelse. Turen gik derefter videre med baad til Koh Phi Phi hvor vi er lige nu, men det kan i laese en helt masse om i vores naeste blogindlaeg.
Kaerlig hilsen os allesammen.
lørdag den 25. april 2009
fredag den 17. april 2009
Koh Phangan og Koh Tao
Bum! Så blev det tid til at opdatere hjemmefronten.
Det er jo lidt tid siden i er blevet opdateret om vores gøremål. Da vi landede i Bangkok, skyndte vi os at tjekke ind på et lufthavnshotel. Vi landede kl. Ca. 18 og skulle tjekke ind igen omkring kl. 5 næste morgen. Sidst vi tog til Koh Phangan sov vi på gulvet i lufthavnen op ad vores tasker. Eftersom det ikke var en udpræget succes var vi meget glade for at slippe nogle penge for at se dyner, bare et par timer, inden vi skulle afsted igen.
Efter ankomst først til Koh Samui og derefter til Koh Phangan skulle vi prøve at finde det hotel Lærke og Trine havde fået os overtalt til at tjekke ind på. Den eneste downside ved vort midlertidige hjem, var, at det lå i den diamentralt modsatte ende af øen i forhold til Haadrin (stranden hvor Fullmoon Party bliver holdt), men da det gik ret vildt for sig sidst vi var på øen, gjorde det os ikke noget, at vi kunne få festlighederne lidt på afstand.
Et par timer efter vores ankomst ankom Katja og Ida (for de uindviede: piger vi har gået i gymnasiet med) og senere henunder aftenen ankom også Trine og Lærke (ligeså gymnasiebabes som vi har den fornøjelse at kende).
Koh Phangan bød på en omgang maniodepressive vejrforhold. Det ene øjeblik bankede solen ned og gjorde, at enkelte medlemmer af rejseholdet valgte at opholde sig i skyggen, men kun for at det umiddelbart efter væltede ned fra en kæmpe tordenbyge (og her snakker vi massive regnmængder på meget kort tid). Det samme gjorde sig faktisk gældende for Fullmoon aftenen hvor vandet også stod ned i massive mængder. Umiddelbart lagde dette en dæmper på festlighederne, men da alle folk først var blevet gennemblødte blev strandfesten endnu vildere end sidst vi var på øen også til dels fordi havet havde besluttet, at stranden skulle være væsentligt mindre end sidst.
Efter en masse fest og farver tog vi d. 11. en båd til Koh Tao hvor vi befinder os i skrivende stund.
Vi aftale med Lærke og Trine, at vi ville rejse videre sammen, da pigerne også gerne ville tage dykkerkursus og dermed få dykket lidt på den legendariske dykkerø. Vi besluttede os for, med det samme, at opgradere vores Open Water Diver licens til en Advanced Open Water Diver. Dette betyder i praksis at man må dykke ned til 30 m i stedet for 18. I løbet af kurset genneførte vi også et natdyk, hvor vi følte os meget James Bond agtige. Det har været helt fantastisk at dykke rundt hernede og vi må desværre indrømme, at de thailandske dybder har lidt mere at byde på en sluseholmen og amager strandpark. Vi har fået set barracudaer, tun, rokker og en masse andre eksotiske fisk. Vi tog vores kursus hos et finsk dykkersted hernede, hvilket også vil besvare eventuelle fremtidige spørgsmål om hvorfor der er et finsk flag som baggrund på vores billeder på vores dykkerbeviser. Vores instruktør, Erno, var en flinker fyr der gav os alle de gode tricks og med hvem vi også følte os i rigtig gode hænder. I morgen tager vi på en heldagstur ud til Sailrock, som efter sigende skulle være et af de, hvis ikke dét, bedste dykkersted på den østlige side af Thailand, så vi glæder os meget. Vi regner med at forlade Koh Tao på søndag til fordel for nogle af de andre Thailandske øer.
Til vi høres igen!
Drengene
Det er jo lidt tid siden i er blevet opdateret om vores gøremål. Da vi landede i Bangkok, skyndte vi os at tjekke ind på et lufthavnshotel. Vi landede kl. Ca. 18 og skulle tjekke ind igen omkring kl. 5 næste morgen. Sidst vi tog til Koh Phangan sov vi på gulvet i lufthavnen op ad vores tasker. Eftersom det ikke var en udpræget succes var vi meget glade for at slippe nogle penge for at se dyner, bare et par timer, inden vi skulle afsted igen.
Efter ankomst først til Koh Samui og derefter til Koh Phangan skulle vi prøve at finde det hotel Lærke og Trine havde fået os overtalt til at tjekke ind på. Den eneste downside ved vort midlertidige hjem, var, at det lå i den diamentralt modsatte ende af øen i forhold til Haadrin (stranden hvor Fullmoon Party bliver holdt), men da det gik ret vildt for sig sidst vi var på øen, gjorde det os ikke noget, at vi kunne få festlighederne lidt på afstand.
Et par timer efter vores ankomst ankom Katja og Ida (for de uindviede: piger vi har gået i gymnasiet med) og senere henunder aftenen ankom også Trine og Lærke (ligeså gymnasiebabes som vi har den fornøjelse at kende).
Koh Phangan bød på en omgang maniodepressive vejrforhold. Det ene øjeblik bankede solen ned og gjorde, at enkelte medlemmer af rejseholdet valgte at opholde sig i skyggen, men kun for at det umiddelbart efter væltede ned fra en kæmpe tordenbyge (og her snakker vi massive regnmængder på meget kort tid). Det samme gjorde sig faktisk gældende for Fullmoon aftenen hvor vandet også stod ned i massive mængder. Umiddelbart lagde dette en dæmper på festlighederne, men da alle folk først var blevet gennemblødte blev strandfesten endnu vildere end sidst vi var på øen også til dels fordi havet havde besluttet, at stranden skulle være væsentligt mindre end sidst.
Efter en masse fest og farver tog vi d. 11. en båd til Koh Tao hvor vi befinder os i skrivende stund.
Vi aftale med Lærke og Trine, at vi ville rejse videre sammen, da pigerne også gerne ville tage dykkerkursus og dermed få dykket lidt på den legendariske dykkerø. Vi besluttede os for, med det samme, at opgradere vores Open Water Diver licens til en Advanced Open Water Diver. Dette betyder i praksis at man må dykke ned til 30 m i stedet for 18. I løbet af kurset genneførte vi også et natdyk, hvor vi følte os meget James Bond agtige. Det har været helt fantastisk at dykke rundt hernede og vi må desværre indrømme, at de thailandske dybder har lidt mere at byde på en sluseholmen og amager strandpark. Vi har fået set barracudaer, tun, rokker og en masse andre eksotiske fisk. Vi tog vores kursus hos et finsk dykkersted hernede, hvilket også vil besvare eventuelle fremtidige spørgsmål om hvorfor der er et finsk flag som baggrund på vores billeder på vores dykkerbeviser. Vores instruktør, Erno, var en flinker fyr der gav os alle de gode tricks og med hvem vi også følte os i rigtig gode hænder. I morgen tager vi på en heldagstur ud til Sailrock, som efter sigende skulle være et af de, hvis ikke dét, bedste dykkersted på den østlige side af Thailand, så vi glæder os meget. Vi regner med at forlade Koh Tao på søndag til fordel for nogle af de andre Thailandske øer.
Til vi høres igen!
Drengene
mandag den 6. april 2009
Kampucha
Så er tiden blevet moden til at indvie jer allesammen i et par af vores oplevelser i Cambodia.
Vores flytur gik ganske glimrende selvom Lao Airlines blakkede ry bekymrede os en smule - Rasmus indskød med forvrængetradiostemme: "Et fly styrtede ned i morges dansk tid på grænsen mellem Laos og Cambodia. Udenrigsministeriet oplyser at der var fire danske rygsækturister ombord"
Men vi kan med glæde fortælle at vi alle er okay og at det ikke var så slemt at flyve med Lao Airlines.
Vi landede i Siem Reap omkring middag ca. en time før den bus, vi ellers skulle have taget dagen før, ankom til byen.
Der er ca. 2 mio. turister på besøg i Cambodia hvert år og stort set dem alle sammen tager et smut forbi Siem Reap og får set de meget berømte Angkor templer. Det betyder at der er et ret stort flow af udenlandsk valuta til landet, som gør, at der i området omkring Siem Reap er investeret mange penge i at gøre det bekvemt for turisterne. Siem Reaps lufthavn er et stående bevis på dette, for selvom der ikke er tale om en særlig stor lufthavn, så er der dunket en masse penge i at få lufthavnen til at ligne noget vi kender fra Kastrup. Men bortset fra den velholdte lufthavn og de meget pæne (og fuldstændigt snorlige) veje, der går til og fra templerne, må vi også tilføje, at vi har set rigtig mange fattige mennesker hernede. Som et par af stederne i Vietnam og Laos er den drivende kraft mange steder her turismen, hvilket man godt kan mærke når man er på besøg.
Vi tog fra lufthavnen en minibus sammen med to svenske blondiner (man må altså gerne kigge - det må man altså godt) som foreslog os at tage til "Happy Guesthouse", da de havde fået det anbefalet. Og da vi jo er kendt for at være meget "happy" og da vi jo sådan set også var på udkig efter et guesthouse, passede denne anbefaling os ganske glimrende.
Happy House viste sig også at være et rigtig, rigtig hyggeligt sted, primært båret oppe af personalet gode humør og meget venlige indstilling til de besøgende. De sørgede for, at vi fik en tuk-tuk chauffør til dagen efter, hvor vi (ligesom alle de andre turister) skulle ud og spytte penge i Angkor Wat pengemaskinen.
Den følgende morgen tog vi afsted omkring kl. 9 med vores tuk-tuk-driver, der hed Lacky (eller noget i den stil, han reagerede i hvert fald på den lyd) og herfra gik det ellers over stok og sten ud og se på alle templerne. Og vi skal da lige love for (sagt på sønderjysk) at der er mange templer på de her kanter. Så vores tempelsightseeing fortsatte til kl. ca. 16 hvor vi ankom til solnedgangsbjerget kun for at konstatere, at der var en masse skyer i vejen for solen. I stedet tog vi med Lacky ned i hans lokale træningscenter og skubbede til en masse støbejern. Vi kan stolt berette, at de lokale var meget imponerede over hvor meget jern vi sådan kunne gå og skubbe rundt.
Næste startede kl. 5 om morgenen med kørsel til Angkor Wat for at se den, eftersigende, meget smukke solopgang. Endnu engang - skyer, skyer og skyer, men vi fik nogle pæne billeder af alle de andre turister, der stod og tog billeder af skyerne.
Vi bliver dog alligevel nøædt til at indskyde, at templerne i Angkor er noget af det mest imponerende vi nogensinde har set. Disse 1000 år gamle religiøse monumenter er de eneste efterladenskaber fra det kæmpe byområde, der lå i området i omkring 800-1400 og husede omkring 1 mio. mennesker! til sammenligning kan vi tilføje, at London på samme tid havde omkring 50.000 indbyggere. Angkor Wat er desuden verdens største religiøse monument (ca. 1,3 kilometer på hvert led) med sin citadelopbygning og mange søer og græsarealer. Rasmus tilføjede "jeg føler mig så dejligt hjemme her - det minder mig om dyrehaven" - vi andre kan kun være enige.
I går eftermiddag ankom vi så her til Phnom Penh og brugte dagen på at finde os et guesthouse og se de berømte killing fields. Sidstnævnte kræver lidt psykisk forberedelse, erfarede vi. The Killing Fields, der ligger omkring 13 km udenfor Phnom Penh, er et af de steder hvor Pol Pots folk henrettede lærere, advokater, politikere, højtstående militærmænd osv. osv. I det område, der ligger udenfor Phnom Penh estimeres det, at der blev henrettet omkring 20.000 heriblandt mange børn og kvinder. Der er på området opført et monument som huser og samtidig fremviser de 8985 kranier fra de massegrave, der allerede er blevet åbnet. Oplevelsen var ret speciel i og med, at man gik omkring i området og stadig kunne se knogler og tøj fra de henrettede.
Oplevelsen blev forstærket af, at vi besøgte S.21 som er den skole Khmer Rouge ombyggede til at være et center for deres toturgerninger og afhøringer.
Khmer Rouge henrettede i omegnen af 1.700.000 mennesker i en periode på 3 år og 8 måneder, fra 1975-79. Det har virkelig været gjort et stort indtryk på os, at komme herned og se, at der praktisk talt ikke er mennesker, der er over 60 år gamle.
Nu har vi prøvet at ryste lidt af uhyggen af os og smutter ud og finder et godt sted at spise om lidt. I morgen tager vi flyet til Bangkok og derfra videre ned til Koh Phangan, hvor vi skifter sol ud med måne og skal hygge os med Ida, Katja, Trine og Lærke.
Håber i alle har det rigtig godt (bortset fra at i selvfølgelig savner os).
Mange hilsener
Vores flytur gik ganske glimrende selvom Lao Airlines blakkede ry bekymrede os en smule - Rasmus indskød med forvrængetradiostemme: "Et fly styrtede ned i morges dansk tid på grænsen mellem Laos og Cambodia. Udenrigsministeriet oplyser at der var fire danske rygsækturister ombord"
Men vi kan med glæde fortælle at vi alle er okay og at det ikke var så slemt at flyve med Lao Airlines.
Vi landede i Siem Reap omkring middag ca. en time før den bus, vi ellers skulle have taget dagen før, ankom til byen.
Der er ca. 2 mio. turister på besøg i Cambodia hvert år og stort set dem alle sammen tager et smut forbi Siem Reap og får set de meget berømte Angkor templer. Det betyder at der er et ret stort flow af udenlandsk valuta til landet, som gør, at der i området omkring Siem Reap er investeret mange penge i at gøre det bekvemt for turisterne. Siem Reaps lufthavn er et stående bevis på dette, for selvom der ikke er tale om en særlig stor lufthavn, så er der dunket en masse penge i at få lufthavnen til at ligne noget vi kender fra Kastrup. Men bortset fra den velholdte lufthavn og de meget pæne (og fuldstændigt snorlige) veje, der går til og fra templerne, må vi også tilføje, at vi har set rigtig mange fattige mennesker hernede. Som et par af stederne i Vietnam og Laos er den drivende kraft mange steder her turismen, hvilket man godt kan mærke når man er på besøg.
Vi tog fra lufthavnen en minibus sammen med to svenske blondiner (man må altså gerne kigge - det må man altså godt) som foreslog os at tage til "Happy Guesthouse", da de havde fået det anbefalet. Og da vi jo er kendt for at være meget "happy" og da vi jo sådan set også var på udkig efter et guesthouse, passede denne anbefaling os ganske glimrende.
Happy House viste sig også at være et rigtig, rigtig hyggeligt sted, primært båret oppe af personalet gode humør og meget venlige indstilling til de besøgende. De sørgede for, at vi fik en tuk-tuk chauffør til dagen efter, hvor vi (ligesom alle de andre turister) skulle ud og spytte penge i Angkor Wat pengemaskinen.
Den følgende morgen tog vi afsted omkring kl. 9 med vores tuk-tuk-driver, der hed Lacky (eller noget i den stil, han reagerede i hvert fald på den lyd) og herfra gik det ellers over stok og sten ud og se på alle templerne. Og vi skal da lige love for (sagt på sønderjysk) at der er mange templer på de her kanter. Så vores tempelsightseeing fortsatte til kl. ca. 16 hvor vi ankom til solnedgangsbjerget kun for at konstatere, at der var en masse skyer i vejen for solen. I stedet tog vi med Lacky ned i hans lokale træningscenter og skubbede til en masse støbejern. Vi kan stolt berette, at de lokale var meget imponerede over hvor meget jern vi sådan kunne gå og skubbe rundt.
Næste startede kl. 5 om morgenen med kørsel til Angkor Wat for at se den, eftersigende, meget smukke solopgang. Endnu engang - skyer, skyer og skyer, men vi fik nogle pæne billeder af alle de andre turister, der stod og tog billeder af skyerne.
Vi bliver dog alligevel nøædt til at indskyde, at templerne i Angkor er noget af det mest imponerende vi nogensinde har set. Disse 1000 år gamle religiøse monumenter er de eneste efterladenskaber fra det kæmpe byområde, der lå i området i omkring 800-1400 og husede omkring 1 mio. mennesker! til sammenligning kan vi tilføje, at London på samme tid havde omkring 50.000 indbyggere. Angkor Wat er desuden verdens største religiøse monument (ca. 1,3 kilometer på hvert led) med sin citadelopbygning og mange søer og græsarealer. Rasmus tilføjede "jeg føler mig så dejligt hjemme her - det minder mig om dyrehaven" - vi andre kan kun være enige.
I går eftermiddag ankom vi så her til Phnom Penh og brugte dagen på at finde os et guesthouse og se de berømte killing fields. Sidstnævnte kræver lidt psykisk forberedelse, erfarede vi. The Killing Fields, der ligger omkring 13 km udenfor Phnom Penh, er et af de steder hvor Pol Pots folk henrettede lærere, advokater, politikere, højtstående militærmænd osv. osv. I det område, der ligger udenfor Phnom Penh estimeres det, at der blev henrettet omkring 20.000 heriblandt mange børn og kvinder. Der er på området opført et monument som huser og samtidig fremviser de 8985 kranier fra de massegrave, der allerede er blevet åbnet. Oplevelsen var ret speciel i og med, at man gik omkring i området og stadig kunne se knogler og tøj fra de henrettede.
Oplevelsen blev forstærket af, at vi besøgte S.21 som er den skole Khmer Rouge ombyggede til at være et center for deres toturgerninger og afhøringer.
Khmer Rouge henrettede i omegnen af 1.700.000 mennesker i en periode på 3 år og 8 måneder, fra 1975-79. Det har virkelig været gjort et stort indtryk på os, at komme herned og se, at der praktisk talt ikke er mennesker, der er over 60 år gamle.
Nu har vi prøvet at ryste lidt af uhyggen af os og smutter ud og finder et godt sted at spise om lidt. I morgen tager vi flyet til Bangkok og derfra videre ned til Koh Phangan, hvor vi skifter sol ud med måne og skal hygge os med Ida, Katja, Trine og Lærke.
Håber i alle har det rigtig godt (bortset fra at i selvfølgelig savner os).
Mange hilsener
onsdag den 1. april 2009
Si Phan Don og Pakse
Så er det blevet tid til endnu en opdatering fra det varme Laos. Efter Vangvieng tog vi til Vientiane som er hovedstaden på disse kanter. Det skal lige indskydes, at jo!, vi synes også alle byerne hedder det samme hernede. Men jeg har ladet mig fortælle, at google earth er meget nådig mht. forkert stavede bynavne.
Vientiane var en fantastisk by, og som lonelyplanet ganske rigtigt bemærker, er det sandsynligvis den mest afslappede hovedstad i hele verden. Den franske kolonisering af landet har sat sine spor tydeligst der. Overalt (læs: på den gade vi boede på) var der cafeer, hvor man kunne få sig en god kop kaffe (så god som den nu engang bliver hernede) og en lækker croissant. Derfor fik vi et par timer til at gå med at sidde og læse bøger og drikke kaffe og hygge os.
Efter halvandet døgn i Vientiane tog vi en bus videre sydpå. Som den opmærksomme bloglæser vil bemærke, bruger vi ikke så meget tid i hver enkel by her i Laos. Det ærger vi os lidt over, men vi er, tro det eller ej, en lille smule pressede mht. tiden. Derfor kører vi et lidt hårdt program, som givetvis også kommer til at gøre sig gældende igennem Cambodia. Vi fik taget en natbus fra Vientiane mod Pakse. Den førnævnte opmærksomme bloglæser vil huske, at vores sidste natbusoplevelse ikke var en udpræget succes, så vi var en smule skeptiske. Dog fik vi kilet og ned i vores liggepladser:
”Thomas!! Vi ligger Ass-To-Ass – jeg gider ikke ligge i ske” citat Rasmus
Men trætheden nedbryder selv de mest homofobiske principper og Rappers og jeg endte med at tilbringe natten skiftevis som store og lille ske.
Da vi ankom til Pakse hoppede vi i en minibus og blev kørt til Si Phan Don. Si Phan Don betyder (åbenbart) ”4000 øer” og er et af de smukkeste steder vi længe har været. Her har Mekongfloden skiftet farve fra brun til grøn og så meget mere indbydende ud end tidligere. Ergo – 4 danskere i fuldspring ud i mekongfloden på opdagelse mellem øerne. Vi var på en af de 4000 øer (en af de større vel at mærke) ved navn Dong Det. Det er eftersigende backpackernes foretrukne sted og det lod til at være tilfældet.
Ydermere skal det tilføjes, at alle danske piger vi møder, rejser i par og er fra Fyn nærmere bestemt Odense. Således havde vi en hyggelig aften med Carina og Iben på reggaebar. Nu er vi tilbage i Pakse, fordi vi er blevet ”trætte af pis” og ikke gider køre mere i bus. Derfor sætter vi os imorgen i en propelflyver og bliver fragtet til Siem Reap (Cambodia) hvor vi skal bruge de næste par dage. Dagen i dag er gået med kortspil og hygge. Vi har desuden været ude på en farm, hvor vi prøvede at skyde med AK47 og kaste en håndgranat. Et enkelt medlem af gruppen prøvede også at skyde en vandbøffel med en raketkaster. Dette lyder super usmageligt (det ved vi godt) men det var altså en vild oplevelse på trods af de 400$ vi måtte slippe.
Til vi skrives igen
Vientiane var en fantastisk by, og som lonelyplanet ganske rigtigt bemærker, er det sandsynligvis den mest afslappede hovedstad i hele verden. Den franske kolonisering af landet har sat sine spor tydeligst der. Overalt (læs: på den gade vi boede på) var der cafeer, hvor man kunne få sig en god kop kaffe (så god som den nu engang bliver hernede) og en lækker croissant. Derfor fik vi et par timer til at gå med at sidde og læse bøger og drikke kaffe og hygge os.
Efter halvandet døgn i Vientiane tog vi en bus videre sydpå. Som den opmærksomme bloglæser vil bemærke, bruger vi ikke så meget tid i hver enkel by her i Laos. Det ærger vi os lidt over, men vi er, tro det eller ej, en lille smule pressede mht. tiden. Derfor kører vi et lidt hårdt program, som givetvis også kommer til at gøre sig gældende igennem Cambodia. Vi fik taget en natbus fra Vientiane mod Pakse. Den førnævnte opmærksomme bloglæser vil huske, at vores sidste natbusoplevelse ikke var en udpræget succes, så vi var en smule skeptiske. Dog fik vi kilet og ned i vores liggepladser:
”Thomas!! Vi ligger Ass-To-Ass – jeg gider ikke ligge i ske” citat Rasmus
Men trætheden nedbryder selv de mest homofobiske principper og Rappers og jeg endte med at tilbringe natten skiftevis som store og lille ske.
Da vi ankom til Pakse hoppede vi i en minibus og blev kørt til Si Phan Don. Si Phan Don betyder (åbenbart) ”4000 øer” og er et af de smukkeste steder vi længe har været. Her har Mekongfloden skiftet farve fra brun til grøn og så meget mere indbydende ud end tidligere. Ergo – 4 danskere i fuldspring ud i mekongfloden på opdagelse mellem øerne. Vi var på en af de 4000 øer (en af de større vel at mærke) ved navn Dong Det. Det er eftersigende backpackernes foretrukne sted og det lod til at være tilfældet.
Ydermere skal det tilføjes, at alle danske piger vi møder, rejser i par og er fra Fyn nærmere bestemt Odense. Således havde vi en hyggelig aften med Carina og Iben på reggaebar. Nu er vi tilbage i Pakse, fordi vi er blevet ”trætte af pis” og ikke gider køre mere i bus. Derfor sætter vi os imorgen i en propelflyver og bliver fragtet til Siem Reap (Cambodia) hvor vi skal bruge de næste par dage. Dagen i dag er gået med kortspil og hygge. Vi har desuden været ude på en farm, hvor vi prøvede at skyde med AK47 og kaste en håndgranat. Et enkelt medlem af gruppen prøvede også at skyde en vandbøffel med en raketkaster. Dette lyder super usmageligt (det ved vi godt) men det var altså en vild oplevelse på trods af de 400$ vi måtte slippe.
Til vi skrives igen
Abonner på:
Opslag (Atom)