Efter et besøg i Singapore virker alle andre Sydøstasien lidt – usle. Det er m]ske ikke det passende ord, men det er meget den følelse, man står med. Da vi landede i Kota Kinabalu Airport sent blev vi kørt til Borneo Global Backpackers hostel. Så langt så godt, men herfra begyndte problemerne at melde sig.
De oprindelige planer for Borneo (og når jeg nu skriver oprindelige, kan i sikkert gætte, at det ikke er helt sådan, tingene er kommet til at forløbe) var at bestige det flotte Mount Kinabalu, på opfordring fra Trine og Lærke. Desværre fandt vi ud af, at en 2 dages bjergbestigning kostede den nette sum af 1.800 kr. (og må vi lige minde selskabet om, at dette er prisen på en Roskilde-billet), så vi besluttede, at denne mulighed ville vi ikke benytte os af. Den næste del af planen, var, noget med at tage til Brunei som er et lille sultanat (eller sådan noget. Det er i hvert fald en mand med turban, der bestemmer) hvor prinsen har imponerende 3000-6000 biler. Men bortset fra en ret stor koncentration af dyre biler, hørte vi, at der ikke var så meget spændende at komme efter i Brunei. Derudover ville vi gerne have været ude og dykke på Sipadan, som er en ø på østsiden af Borneo og eftersigende en af de top 3 bedste dykkersteder i verden. Dette kunne dog heller ikke lade sig gøre, erfarede vi, i og med, at man skulle have haft en reservation en måned i forvejen, da der kun er tilladt et bestemt antal dykkere på revet om dagen.
Da vi havde afdækket alle disse oplysninger, var vi lige ved at tage en flyver tilbage til Singapore, men i stedet tog vi til Sepilok, en lille by uden for Sandakan, hvor der ligger et Orangutang-center. Her fik vi set aberne blive fodret midt ude i junglen på et platform, mens alle vi andre aber stod og tog billeder. Efter fodringen gik vi en tur i junglen, men den blev ikke så lang, da vi blev udsat for et gigantisk igleangreb. Følgende samtale (monolog?) er et uddrag fra turen i junglen:
Jakob: ”ååååååårrh!! Jeg er lige blevet bidt af en kæmpeigle.
Thomas og Martin: vi blev også bidt lige før
Jakob: JA! Men min var en MEEEEGEEET stor igle og jeg har et stort blødende sår efter den – hvor mange blødende sår har du måske Martin??
Vi besluttede efter gåturen at det var lige lovligt turistet og at vi derfor ville skynde os videre til Sukau. For at vise hvor kloge vi er blevet kan vi fortælle at Orangutang faktisk staves Orang Utan og betyder Menneske-abe, hvilket jo giver meget god mening, så ved i det.
Sukau ligger midt ude i Junglen og vi boede for enden af den eneste vej, der fører ud til den lille by. Nær ved byen ligger en stor flod, som man sejler op og ned af, for at kigge på fine fugle og aber. Dette gjorde vi også - 3 gange endda. En morgentur, en eftermiddagstur og en aftentur. Alt sammen meget fint med flotte billeder (som vi forhåbentlig lægger op i morgen eller en af dagene). Her fik vi også set en lille krokodille, som vi var meget imponerede af. En Malaymand, der var forsker i miljøkommunikation og på rundtur til de malaysiske floder, fortalte at der et stykke op ad floden var blevet ædt en mand af krokodillens mor, derefter havde vi ikke så meget lyst til at sejle på floden.
Vi boede et meget billigt sted (vi har i løbet af 2 dage brugt omkring 100 kr. pr. dag inkl. mad, ture og overnatning) og fik nudler til morgenmad. Vi fik også spillet fodbold med nogle af ejerens 12 sønner, som var meget søde og bad om svingture hele tiden.
I dag er vi ankommet til Semporna (det er her Sipadan ligger lidt uden for kysten) og skal i morgen ud til en ø, der hedder Mabul og dykke, når nu ikke Sipadan var en mulighed.
I hører mere :)
tirsdag den 19. maj 2009
onsdag den 13. maj 2009
Kuala Lumpur og Singapore
Så gik vores tur videre til Kuala Lumpur (Malaysias hovedstad), blandt de lokale kaldet KL . Efter mange dage ude på landet var det altså lidt rat at komme til en storby. Det eneste vi var helt sikre på vi skulle i KL, var at tage en tur op i verdens højste tvilligetårne Petronas tower. Man kunne selvfølgelig ikke komme helt til tops, ikke engang halvvejs, men det var meget sjovt alligevel. Om aftenen ville vi lige smutte på netcafe, det blev dog en noget speciel oplevelse. For på den netcafe vi kom ind på var der, må vi sige et noget afslappet forhold til porno. Mens vi sad og skrev hjem til familien, sad pæne almindelige mænd i slips og så nogle ret hardcore film, med et ansigstudtryk somom de læste avis. Det var ikke lige det vi havde forventet at se i et muslimsk land. Dagen efter ville vi tage ned og se Malaysias største moske, National moske. En rigtig sød muslimsk dame gav os en lang guidet tur rundt i mosken, det var skide spændende. Hun fortalte os, at hun var sikker på at vi ville blive fantastiske muslimer hvis vi konverterede, vi takkede for komplimentet. Vi tvivle dog lidt på at hun har ret, for der var vist lige noget om; at man ikke må spise flæskesteg og man skal tidligt op og be som muslim, vi vuderer det til at blive et longshot. Fra Kuala Lumpur skulle vi videre til Singapore og efter al vores køren i bus var vi fast besluttede på at tage toget videre. Det viste sig desværre at toget var fuldt, så endnu engang måtte vi hoppe på bussen. Bussen var selvfølgelig det rene luksus, så vores sure miner blev til fire glade ansigter. Grænseovergangen til Singapore gik helt perfekt, altså bortset fra, at en af os ikke lige kunne finde sit pas, der nævnes ingen navne:-) Det skal lige siges at passet selvfølgelig blev fundet, så alt endte godt.
Singapore er en meget speciel storby/land ingen skrald, ingen hjemløse, ingen trafikprop kun en masse stinkende rige mennesker. Vi fandt os heldigvis et rigtig hyggeligt og ikke mindst billigt (iforhold til at det er Singapore) sted at bo, hvor vi frit kunne bruge køkkenet, det har lige gjort vores aftensmad en hel del billigere og bedre, tak til kokken. Det man kan i Singapore er at shoppe og spise, og begge dele er pisse dyrt, så det er nok meget godt vi ikke skulle være her i Singapore i længere tid. Iaften går rejsen vi videre med fly til Borneo hvor vores sidste del af vores rejse skal tilbringes.
Kærlig hilsen fra os alle fire.
Singapore er en meget speciel storby/land ingen skrald, ingen hjemløse, ingen trafikprop kun en masse stinkende rige mennesker. Vi fandt os heldigvis et rigtig hyggeligt og ikke mindst billigt (iforhold til at det er Singapore) sted at bo, hvor vi frit kunne bruge køkkenet, det har lige gjort vores aftensmad en hel del billigere og bedre, tak til kokken. Det man kan i Singapore er at shoppe og spise, og begge dele er pisse dyrt, så det er nok meget godt vi ikke skulle være her i Singapore i længere tid. Iaften går rejsen vi videre med fly til Borneo hvor vores sidste del af vores rejse skal tilbringes.
Kærlig hilsen fra os alle fire.
fredag den 8. maj 2009
Perhentians og Taman Negara
Her I Malaysia har vi, efter vor egen mening, kørt alt for meget i minibus, så det var med lidt tunge sind at vi efter en kort visit i Cameron Highlands slæbte vores tunge tasker og kroppe ned for at vente på minibussen. Det skulle dog vise sig, at vi blev begunstiget med at køre den første del af turen, omkring et par timer, bare os 4 gutter i minibussen. Det var dejligt at få slanget sig og det gjorde det lidt nemmere at udholde de efterfølgende timer i den næste minibus under mindre luksuriøse forhold.
Vi ankom efter busturene til havneby Kuala Besut, som fungerer som bindeled mellem de berømte Perhentian Islands og det malaysiske fastland. Herfra tog vi en speedbåd ud til Pulau Perhentian Kecil, som er den mindste af de to Perhentian øer. Det skal understreges at vi tog en speedbåd, for der blev godt nok givet gas med 2 x 250 hestes udenbords motorer. Det er en af de sjovere færgeture, vi har haft hernede.
Vi var fra Cameron Highlands blevet advaret om, at der muligvis ville blive problemer med at finde overnatning på øerne, fordi vi valgte at rejse lige midt i malayernes lille ferie, der lå omkring d. 1. maj. Vi havde dog besluttet, at (den slags) uheld ikke rammer os og tog derfor afsted i stedet for at blive en nat ekstra i højlandet. Profetien viste sig dog, mod vores forventning, at holde stik. Der var ikke et eneste lille værelse at opdrive på øen, selv alle de små telte, i ved den slags, som normalt bliver brugt til børnefødselsdage og strandture, var leget ud til ly-trængende backpackere.
Dog fandt vi, snarådige som vi er, en løsning, der gik ud på, at vi lånte et videolokale hos en af dykkercentrerne, og således blev vores billigste overnatning på denne tur, vores første overnatning på the Perhentians – 1 double and 2 single beds, air-con og tv for 0 penge.
De to dage vi var på Kecil, gik med volleyballspil med svenskere, film på en af de andre resorts ved stranden og en masse dykning. 4 dyk blev det til, 1. første dag efter vores gratis overnatning og 3 dyk den næste dag. Alle vores dyk var helt fantastiske og vi har ikke svært ved at forstå, hvorfor Perhentians er nævnt som et af de rigtig gode steder at tage hen, hvis man vil dykke. Særlig skal vi nok lægge vægt på vores dyk ved ”Sugar Wreck”, da det nemlig var vores første vrag-dyk hernede. ”Sugar Wreck” er et stort cargo-skib, der transporterede sukker (snedig navngivning), men desværre for sukkerfirmaet, heldigt for os, sank i 2001. Vraget var kæmpestort og meget svært at danne sig et overblik over til dels også pga. den dårlige sigtbarhed, men ikke desto mindre var det en kæmpe oplevelse at svømme ind og ud af det store vrag og stikke hovedet op i lufthullerne inde i skroget.
Efter et par dejlige dage på Kecil tog vi speedbåden tilbage til fastlandet og satte os igen (suk) ind i en minibus og kørte mod Taman Negara.
Taman Negara er en kæmpemæssig nationalpark ca. i midten af det malaysiske fastland. Parkens areal svarer ca. til Sjællands, så der er altså her tale om en ordentlig portion jungle, desuden skal det bemærkes at junglen i nationalparken samtidig er verdens ældste med den imponerende alder af 130 mio. år. Vi boede på et guesthouse et stykke op ad floden (den flod der afgrænser, hvor nationalparken starter) fra Kuala Tahan. Grundet vores noget stramme tidsplan her på fastland Malaysia, havde vi ikke tid til at blive mere end et par dage i Taman Negara, men det var dog nok til at vi fik gået os en ordentlig tur i Junglen.
Turen startede med at vi blev sejlet et lille stykke videre op ad floden, op til den såkaldte ”Canopy-walkway”. Konceptet er, at der har været nogle malayere oppe og binde nogle store wirer fast i de store jungletræer, for at lave nogle kæmpe gangbroer, som turisterne kan gå rundt på.
Det var da også en yderst interessant oplevelse at gå rundt oppe i 40 meters højde og kigge ind i trækronerne. Efter vi havde været trækronernes konger, gik vi nogle kilometer gennem junglen ud til et udsigtspunkt og derfra gik vi et par timer gennem junglen for at komme hjem igen. Alt i alt en rigtig god jungleoplevelse selvom den ikke var så intens. Det kommer når vi kommer til Borneo og skal op i Mount Kinabalus højder. Næste stop bliver Kuala Lumpur og Singapore
Vi ankom efter busturene til havneby Kuala Besut, som fungerer som bindeled mellem de berømte Perhentian Islands og det malaysiske fastland. Herfra tog vi en speedbåd ud til Pulau Perhentian Kecil, som er den mindste af de to Perhentian øer. Det skal understreges at vi tog en speedbåd, for der blev godt nok givet gas med 2 x 250 hestes udenbords motorer. Det er en af de sjovere færgeture, vi har haft hernede.
Vi var fra Cameron Highlands blevet advaret om, at der muligvis ville blive problemer med at finde overnatning på øerne, fordi vi valgte at rejse lige midt i malayernes lille ferie, der lå omkring d. 1. maj. Vi havde dog besluttet, at (den slags) uheld ikke rammer os og tog derfor afsted i stedet for at blive en nat ekstra i højlandet. Profetien viste sig dog, mod vores forventning, at holde stik. Der var ikke et eneste lille værelse at opdrive på øen, selv alle de små telte, i ved den slags, som normalt bliver brugt til børnefødselsdage og strandture, var leget ud til ly-trængende backpackere.
Dog fandt vi, snarådige som vi er, en løsning, der gik ud på, at vi lånte et videolokale hos en af dykkercentrerne, og således blev vores billigste overnatning på denne tur, vores første overnatning på the Perhentians – 1 double and 2 single beds, air-con og tv for 0 penge.
De to dage vi var på Kecil, gik med volleyballspil med svenskere, film på en af de andre resorts ved stranden og en masse dykning. 4 dyk blev det til, 1. første dag efter vores gratis overnatning og 3 dyk den næste dag. Alle vores dyk var helt fantastiske og vi har ikke svært ved at forstå, hvorfor Perhentians er nævnt som et af de rigtig gode steder at tage hen, hvis man vil dykke. Særlig skal vi nok lægge vægt på vores dyk ved ”Sugar Wreck”, da det nemlig var vores første vrag-dyk hernede. ”Sugar Wreck” er et stort cargo-skib, der transporterede sukker (snedig navngivning), men desværre for sukkerfirmaet, heldigt for os, sank i 2001. Vraget var kæmpestort og meget svært at danne sig et overblik over til dels også pga. den dårlige sigtbarhed, men ikke desto mindre var det en kæmpe oplevelse at svømme ind og ud af det store vrag og stikke hovedet op i lufthullerne inde i skroget.
Efter et par dejlige dage på Kecil tog vi speedbåden tilbage til fastlandet og satte os igen (suk) ind i en minibus og kørte mod Taman Negara.
Taman Negara er en kæmpemæssig nationalpark ca. i midten af det malaysiske fastland. Parkens areal svarer ca. til Sjællands, så der er altså her tale om en ordentlig portion jungle, desuden skal det bemærkes at junglen i nationalparken samtidig er verdens ældste med den imponerende alder af 130 mio. år. Vi boede på et guesthouse et stykke op ad floden (den flod der afgrænser, hvor nationalparken starter) fra Kuala Tahan. Grundet vores noget stramme tidsplan her på fastland Malaysia, havde vi ikke tid til at blive mere end et par dage i Taman Negara, men det var dog nok til at vi fik gået os en ordentlig tur i Junglen.
Turen startede med at vi blev sejlet et lille stykke videre op ad floden, op til den såkaldte ”Canopy-walkway”. Konceptet er, at der har været nogle malayere oppe og binde nogle store wirer fast i de store jungletræer, for at lave nogle kæmpe gangbroer, som turisterne kan gå rundt på.
Det var da også en yderst interessant oplevelse at gå rundt oppe i 40 meters højde og kigge ind i trækronerne. Efter vi havde været trækronernes konger, gik vi nogle kilometer gennem junglen ud til et udsigtspunkt og derfra gik vi et par timer gennem junglen for at komme hjem igen. Alt i alt en rigtig god jungleoplevelse selvom den ikke var så intens. Det kommer når vi kommer til Borneo og skal op i Mount Kinabalus højder. Næste stop bliver Kuala Lumpur og Singapore
torsdag den 7. maj 2009
Spencer og Stanley
Vores første destination i Malaysia var Penang. Vores plan var, at vi ville spare os selv for den 17 timer lange bustur fra Krabi til KL, og istedet starte i nordvestmalaysia, og derfra tage østover gennem Cameron highlands og så videre til Perhentian Islands.
Georgetown, som er en by på størelse med {rhus og ca. samme status, viste sig at være en fed by at slendre rundt i, dog uden de store turistatraktioner. Da vi ankom sent på eftermiddagen gik vi ned for at hæve penge, og derefter ud at finde et sted at spise og overnatte. Vi fandt et kombineret spise-sovested, og kunne derefter begive os ud på opdagelse i byen. Voldsspiralen.
Næste dag gik vi også rundt i byen, hvor vi besøgte et kinessisk tempel og en moske. Vi bestemte os for at tage en bus videre til Cameron highlands den følgende morgen. Dette er et højland lidt sydøst for Penang. Vi havde på forhånd læst, at der kunne forekomme trafikkaos pga. lokale turister der kom for at holde weekend i højlandet, der er kendt for dets behageligt kølige klima, golffaciliteter, theplantager, jordbærmarker og jungle. Bussen kørte allerede kl. 6 om morgenen, og ankom ca. 4 timer efter. Bussens speedometer var som det tit er tilfældet hernede >istykker<, og buschaufføren kørte fucking sindsygt!
Da vi ankom til hovedbyen Tanah Rata var vi godt trætte, og efter vi havde spist en let frokost brugte vi derfor hele formiddagen på en middagslur. Senere om eftermiddagen gik Martin, Rasmus og undertegnede ud for at udforske det omkringliggende område. Med et primitivt kort i hænde, begav vi os ud på et kort jungletrek. I starten var det svært at finde den afmærkede tur, men med lidt hjælp fra en taxachauffør fandt vi den endelig. På daværrende tidspunkt var klokken blevet 19:00, og solen var allerede på vej ned, men vi tænkte at turen kun ville tage 45 min., og at vi sagtens kunne nå at gå den inden solen var væk. Det kunne vi ikke. Efter flere gange at have overvejet at gå hele vejen tilbage, besluttede vi efter 45 min., hvor det næsten var totalt mørkt og hvor vi ikke anede hvor vi var længere at gå tilbage. Voldsspiral slut.
Den følgende dag tog vi på trekking tur ud i junglen, hvor vi skulle besøge de indfødte malajer, se verdens største blomst og ud i de berømte Cameron highlands theplantager. Turen startede kl. 8:45 og skulle slutte kl. 18:00, pga. trfikpropper sluttede turen dog først kl. 22:30, og vi nåede ingengang at se alle de ting vi skulle have nået. Det var imidlertid en rigtig hyggelig tur, og vores guide Spencer var meget engageret, og gjorde alt hvad der stod i hans magt for at gøre turen så god som muligt for os. Turen startede med at vi tog et stykke ud i junglen, hvor Stanley, en junglemand der levede af at opspore blomster guidede os ud til verdens største blomst. Senere gik turen forbi de indfødte malayer, der viste os deres landsby og lærte os at skyde med pusterør. Dette udviklede sig til en Danmark-Frankrigkamp mellem os, og nogle franskmænd der ogsa var med på turen. Der var tæt løb, og det var svært at besteme hvem der skød bedst.
Næste morgen tog vi en bus videre til Perhentian Islands.
Georgetown, som er en by på størelse med {rhus og ca. samme status, viste sig at være en fed by at slendre rundt i, dog uden de store turistatraktioner. Da vi ankom sent på eftermiddagen gik vi ned for at hæve penge, og derefter ud at finde et sted at spise og overnatte. Vi fandt et kombineret spise-sovested, og kunne derefter begive os ud på opdagelse i byen. Voldsspiralen.
Næste dag gik vi også rundt i byen, hvor vi besøgte et kinessisk tempel og en moske. Vi bestemte os for at tage en bus videre til Cameron highlands den følgende morgen. Dette er et højland lidt sydøst for Penang. Vi havde på forhånd læst, at der kunne forekomme trafikkaos pga. lokale turister der kom for at holde weekend i højlandet, der er kendt for dets behageligt kølige klima, golffaciliteter, theplantager, jordbærmarker og jungle. Bussen kørte allerede kl. 6 om morgenen, og ankom ca. 4 timer efter. Bussens speedometer var som det tit er tilfældet hernede >istykker<, og buschaufføren kørte fucking sindsygt!
Da vi ankom til hovedbyen Tanah Rata var vi godt trætte, og efter vi havde spist en let frokost brugte vi derfor hele formiddagen på en middagslur. Senere om eftermiddagen gik Martin, Rasmus og undertegnede ud for at udforske det omkringliggende område. Med et primitivt kort i hænde, begav vi os ud på et kort jungletrek. I starten var det svært at finde den afmærkede tur, men med lidt hjælp fra en taxachauffør fandt vi den endelig. På daværrende tidspunkt var klokken blevet 19:00, og solen var allerede på vej ned, men vi tænkte at turen kun ville tage 45 min., og at vi sagtens kunne nå at gå den inden solen var væk. Det kunne vi ikke. Efter flere gange at have overvejet at gå hele vejen tilbage, besluttede vi efter 45 min., hvor det næsten var totalt mørkt og hvor vi ikke anede hvor vi var længere at gå tilbage. Voldsspiral slut.
Den følgende dag tog vi på trekking tur ud i junglen, hvor vi skulle besøge de indfødte malajer, se verdens største blomst og ud i de berømte Cameron highlands theplantager. Turen startede kl. 8:45 og skulle slutte kl. 18:00, pga. trfikpropper sluttede turen dog først kl. 22:30, og vi nåede ingengang at se alle de ting vi skulle have nået. Det var imidlertid en rigtig hyggelig tur, og vores guide Spencer var meget engageret, og gjorde alt hvad der stod i hans magt for at gøre turen så god som muligt for os. Turen startede med at vi tog et stykke ud i junglen, hvor Stanley, en junglemand der levede af at opspore blomster guidede os ud til verdens største blomst. Senere gik turen forbi de indfødte malayer, der viste os deres landsby og lærte os at skyde med pusterør. Dette udviklede sig til en Danmark-Frankrigkamp mellem os, og nogle franskmænd der ogsa var med på turen. Der var tæt løb, og det var svært at besteme hvem der skød bedst.
Næste morgen tog vi en bus videre til Perhentian Islands.
Farvel Buddha, goddag Allah
Med baad i regn og boelger kom vi fra Phuket til Phi Phi-oeerne, hvor vi efter at have tjekket 4-5 hostels ud fandt et billigt sted hvor vi sov alle sammen i samme rum. Der er ingen biler paa Phi Phi, saa byen/oeen er gaagade med skiftevis restaurant, bar, netcafe, dykkershop, hostel, 7eleven og selvfoelgelig en haandfuld thaimassagesteder. Der er masser af backpackere, isaer svenskere og englaendere, og stemningen er meget dyk/strand om dagen, fest om natten-agtig.
Vi havde hoert at dykningen paa Phi Phi var noget af det bedste i Thailand, saa selvfoelgelig skulle vi ud med flasken et par gange. Desvaerre lod det ikke til at boelgerne ville laegge sig paa kort sigt, saa det blev ikke til dykning saa mange steder som vi havde haabet paa - Rasmus er typen der vender vrangen ud paa maven i den flyvende kuffert :) Dog kom vi afsted en af dagene til to rev der laa i lae af sydoeen, saa det var muligt at faa nogle nogenlunde rolige dyk - virkelig flot sted, og vi fik set vores foerste hajer her. Derudover var vi ude paa den strand hvor "The Beach" blev optaget (I ved, den med Leonardo) hvor vi ogsaa overnattede. Det var muligvis den flotteste strand vi har vaeret forbi, og det var super fedt at vaagne op paa stranden og have det helt for os selv, de 10-12 stykker vi var med paa turen. Da vinden stadig ikke saa ud til at laegge sig og give mulighed for mere dykning, valgte vi at tage videre til Krabi efter 4 dages tid.
I Krabi boede vi inde i byen, hvor vi fik spist nogle rugbroedsmadder paa den danske restaurant vi havde laest laa der. Laekkert, laekkert. Vi fik ogsaa besteget de 1237 trin op til Tigertemplet paa toppen af en af Krabis mange klipper, og ellers ligget lidt paa stranden paa Rayleh og Ao Nang - begge steder kan bestemt anbefales... En af aftenerne havde vi en noget ubehagelig oplevelse, da vi ganske uskyldigt gik ind paa en restaurant og bestilte aftensmad og en oel. Foerst efter skraemmende lang tid gaar det op for os at vi er saa godt som de eneste gaester paa den forholsvis store restaurant - til gengaeld er vi omringet af de foerste 20 glaedespiger der danser for os. Det var ikke et bordel, nej nej, men det var vist heller ikke helt hvad vi plejer at forstaa ved en restaurant. Denne oplevelse bekraeftede endnu engang at vi ikke altid er maalgruppen for alle steder de steder vi kommer i Thailand (hertil har vi endnu 30 aar, en oelmave og et fremskredent haartab til gode). Derfor bookede vi den foelgende dag en bus (paa trods af at Jakob mente vi skulle tage et fly, da bus simpelthen ikke var komfortabelt nok) til den malaysiske graense, og derfra videre til Georgetown, Penang. Her blev vi sat af i Chulia Street, byens svar paa Bangkoks Khao San Road, hvor der var masser af hostels, kopitoej, billig indisk mad og hvad hjertet ellers begaerer af den slags. Klokken bliver en time mere naar man tager til Malaysia, saa inden laenge blev det hen ad den tid hvor man gaar i seng, og vi faldt i soevn til lyden af dagens sidste boennekald fra vores nye nabo, moskeen.
Vi havde hoert at dykningen paa Phi Phi var noget af det bedste i Thailand, saa selvfoelgelig skulle vi ud med flasken et par gange. Desvaerre lod det ikke til at boelgerne ville laegge sig paa kort sigt, saa det blev ikke til dykning saa mange steder som vi havde haabet paa - Rasmus er typen der vender vrangen ud paa maven i den flyvende kuffert :) Dog kom vi afsted en af dagene til to rev der laa i lae af sydoeen, saa det var muligt at faa nogle nogenlunde rolige dyk - virkelig flot sted, og vi fik set vores foerste hajer her. Derudover var vi ude paa den strand hvor "The Beach" blev optaget (I ved, den med Leonardo) hvor vi ogsaa overnattede. Det var muligvis den flotteste strand vi har vaeret forbi, og det var super fedt at vaagne op paa stranden og have det helt for os selv, de 10-12 stykker vi var med paa turen. Da vinden stadig ikke saa ud til at laegge sig og give mulighed for mere dykning, valgte vi at tage videre til Krabi efter 4 dages tid.
I Krabi boede vi inde i byen, hvor vi fik spist nogle rugbroedsmadder paa den danske restaurant vi havde laest laa der. Laekkert, laekkert. Vi fik ogsaa besteget de 1237 trin op til Tigertemplet paa toppen af en af Krabis mange klipper, og ellers ligget lidt paa stranden paa Rayleh og Ao Nang - begge steder kan bestemt anbefales... En af aftenerne havde vi en noget ubehagelig oplevelse, da vi ganske uskyldigt gik ind paa en restaurant og bestilte aftensmad og en oel. Foerst efter skraemmende lang tid gaar det op for os at vi er saa godt som de eneste gaester paa den forholsvis store restaurant - til gengaeld er vi omringet af de foerste 20 glaedespiger der danser for os. Det var ikke et bordel, nej nej, men det var vist heller ikke helt hvad vi plejer at forstaa ved en restaurant. Denne oplevelse bekraeftede endnu engang at vi ikke altid er maalgruppen for alle steder de steder vi kommer i Thailand (hertil har vi endnu 30 aar, en oelmave og et fremskredent haartab til gode). Derfor bookede vi den foelgende dag en bus (paa trods af at Jakob mente vi skulle tage et fly, da bus simpelthen ikke var komfortabelt nok) til den malaysiske graense, og derfra videre til Georgetown, Penang. Her blev vi sat af i Chulia Street, byens svar paa Bangkoks Khao San Road, hvor der var masser af hostels, kopitoej, billig indisk mad og hvad hjertet ellers begaerer af den slags. Klokken bliver en time mere naar man tager til Malaysia, saa inden laenge blev det hen ad den tid hvor man gaar i seng, og vi faldt i soevn til lyden af dagens sidste boennekald fra vores nye nabo, moskeen.
Abonner på:
Opslag (Atom)