Ninh Binh

Fra Ha Long bugten tog vi tilbage til Hanoi, hvor vi efter en nats søvn, gode råd og vejledning fra Hotellet, købte en åben sovebusbillet til Hue. Planen var at tage et stop på en dag eller to i den lille by Ninh Binh for at gøre turen nemmere, og derefter tage videre mod syd. Vores Ninh Binh ophold blev dog længere end nogen af os k u nne have forudset.. Samme aften som vi skulle afsted, satte vi os ind på en mellemting mellem en restaurant og et gadekøkken. Rasmus ville bestille stegte ris med små stykker kyllingekød og grøntsager i. Han bestilte imidlertid en hel hane, klippet i tilfældige stykker og derefter stegt (der var både hanekam og fødder med), med ris. Efter tre lange skeptiske timer i en helt normal (ikke sovebus) ankom vi i Ninh Binh. Straks efter udstigning blev vi omringet af hotelpushere der vidste at vi kom, og ville sælge os et hotel. Klokken var på dette tidspunkt blevet noget nær 00:00, og vi var allesammen trætte og udmattede. Vi syntes dog, at der es tilbud var så dyre, at vi begav os på vandring i det mørke Ninh Binh, hvilket førte os til the Vinh hotel, som vi stadigvæk har kontakt til. Følgende morgen, ville vi ikke spilde tiden, og lejede straks efter morgenmad fire scootere. Vi var allesammen enige om, at hvis vi skulle kaste os ud i den vietnamesiske trafik, ville dette lidt afsides sted af en provinsby, uden alt for meget trafik osv. være et godt udgangspunkt. Efter at have tanket begav vi os således ud på eventyr, hvilket man roligt kan sige det blev til. Ninh Binhs opland har nemlig en skøn blanding af rismarker og ukuelige smukke kalkstenssøjler, der rejser sig mellem de frodigt grønne ris marker. Vi valgte, at søge lidt væk fra hovedvejen, og tog et smut ind ad en lille jordvej, hvor vi kom i kontakt med nogle bønder, der sejlede os ned ad en en å og gennem nogle huler i kalkbjergene, som er meget karakteristiske for dette område. Efter en begivenhedsrig dag, besluttede vi os for at finde et sted at spise frokost på vej hjem til Ninh Binh by. Vi nåede aldrig så langt. Martin lagde sig nemlig ned i et sving, og der skete en del skade. Både på scooteren og Martin. Skadestuen i Ninh Binh bestod af eet rum, hvor man havde venteværelse, reception og operationsstue. Martin blev henvist til en blodig briks der lå lige op ad et vindue, og man kunne se vietnamesere side på en bænk udenfor og følge interesseret med i og diskutere hvad der foregik på briksen. Vietnams sygehusvæsen har dog vist sit værd. Helt uden ventetid og ganske gratis blev Martin tilset af tre forskellige læger samt en man nurse. Han blev syet i løbet af et kvarters tid, og derefter udskrevet til at opholde dig i ro på hotellet. Samme aften udbrød Martin ‘Orhh, og nu kommer smerten..’. Vi besluttede at forlænge vores ophold, og blive tre nætter mere på the Vinh hotel. Næste dag gik meget stille og roligt. Specielt for Martin. Resten af rejseselskabet stod nemlig overfor en svær opgave. Der skulle skaffes et handiride til Martin, der var for handicappet til at bevæge sig ud fra hotellet. Thomas og jeg tog ned på skadestuen, hvor vi efter en del vanskeligheder fik komunikeret os frem til, at vi skulle bruge en kørestol, og det vigtigste af alt, at vi var villige til at betale for den. Efter at have ventet ca. en halv time, tog skadestuelægen mig med på sin motorcykel ud for at hente kørestolen.
Nu med kørestol, var vi stand til at tage Martin med ud på restaurant og på computercafee. De næste dage i Ninh Binh gik så med at gå lidt rundt i byen, spise nogle forskellige lokale steder og spille counterstrike sammen med den yngre del af den mandlige vietnamesiske befolkning. Dette var rigtig sjovt, og vi faldt til i byen og oplevede den på en helt anden måde end vi havde gjort hvis vi kun var et par dage. Specielt var det rart at være sammen med vores værtsfamilie, familien Vinh, som var meget gæstfrie og venlige overfor os.