Chuc suc khoe (tuk-tuk Q8)... SKÅL!!

Hej alle sammen

Først må vi lige undskylde det med billederne (altså manglen på disse), men det er nogle gange noget rod med det der teknik og de her asiatiske netcafeer. Vi satser på at lægge en bunke op næste gang vi er i nærheden af civilisation, hvis vi altså finder en netcafe, hvor forbindelsen er i stand til at uploade billeder. Vores nuværende netcafe her i Sa Pa (10. februar) har ikke noget internet overhovedet, så det ser lidt sort ud. Men I kan da lige få en update på hvad der er sket siden sidst.

Tilbage på stationen i Hanoi var vi blevet noget skræmte af den amerikanske backpackers knap så fantastiske beskrivelse af togturen (“Horrible trip... be strong guys”). Vi valgte dog at lade være med at tage sorgerne på forskud og tilbragte eftermiddagen med at chille i varmen i en park ved noget der viste sig at være et bibliotek. Her mødte vi en masse lokale børn der tilsyneladende mente at vi så helt forkerte ud. Et par af dem snakkede en smule engelsk og vi fik spillet lidt fodbold med dem og endte med at blive accepteret (tror vi nok).

Klokken 11 om aftenen fandt vi vores tog og kom ombord i ro og mag som nogle af de første passagerer og tænkte at der var da ok med plads selvom det var de billige pladser på træbænke. Da vi nåede til afgang så det imidlertid noget anderledes ud (i hvert fald for Jakob og undertegnede), da der kravlet en familie ind under vores fødder og havde indrettet picnic på gulvet. Vi sad en overgang med benene svævende frit i luften, men det var ikke så meget en holdbar løsning i længden, så vi endte med at sidde med fødderne oven på de liggende mennesker. Søvn blev det vist ikke rigtig til for nogen af os. Til gengæld fik vi oplevet gamle mennesker uden tænder der bød os på hjemmebrænd og kvinder der (bogstaveligt talt) ammede mellem vores ben. Vi fik helt sikkert alle sammen rykket ved vores intimgrænser over for fremmede mennesker.

Fremme i Sa Pa tillod vi os at checke ind på et hotel i 25$-klassen og fik os som det første et par velfortjente timer med strakte ben. Resten af dagen gik med noget marked og en masse ivrige indfødte hmong-folk der ville sælge os hvad som helst.

Vores oprindelige plan for Nordvietnam var at leje knallerter (som er det helt store herovre), men det viste sig at der ikke findes noget der hedder forsikring i Vietnam, og da vores fancy Gouda-rejseforsikring ikke vil dække ved kørsel på motorkøretøj med over 10 HK ville vi være lidt på skideren omkring privatansvar osv., og vi ville helst undgå at lave en "Casper" (knallert+møbelforretning)... Derfor har vi indtil videre udskudt knallertkørsel til vi kommer til Thailand, og vi valgte at købe en 3-dages guidet tur gennem bjergene. Her har vi boet to nætter på homestay hos de lokale stammer ude i bjergene. Heroppe er der åbenbart tradition for at man tager en lille skarp til aftensmaden, i hvert fald når der er gæster. Derefter tager man endnu en, og fortsætter på den måde til flasken er tom. Dette stiller store krav til gruppens moral, da deres hjemmebrændte risvin, ”Happy Water”, smager som noget der er løgn og man mærker synet forsvinde allerede mens man drikker. Rasmus havde dog glemt sin moral hjemme hos mor og takkede gang på gang nej - selvfølgelig på resten af gruppens bekostning, så vi andre endte med at få en hel del ned. Til gengæld fremstod Rasmus super meget som en wuzz over for vores værtsfamilie og vores guide, Khu. Vi vil alle sammen gerne giftes med Khu.

Derudover bød turen bl.a. på badning i varme kilder og den røde flod, små stammelandsbyer og en million rismarker, vandfald og regnskov, og at drikke risvin og snakke med Khu og de andre guider. Det eneste der var for nederen var at vi alle sammen væltede rundt i mudderet (mest Thomas) og flere gange var halvvejs på vej ud over bjergsiden, mens vores guide på platteste vis gik gennem det hele uden at få så meget som en eneste klat mudder på sin traditionelle klædedragt, som hun påstod at de ikke kun gik med for vores skyld, men også når der ikke var turister. Men det ved vi ikke helt om vi kan stole på, for som Rasmus siger er hun jo fuldstændig uberegnelig.

I nat tager vi toget tilbage til Hanoi (denne gang i sovekupe, for det andet var simpelthen for sindssygt), og i morgen tager vi videre ud til kysten til Ha Long-bugten.

Mange hilsner herfra