Øv. Hvis nogen skulle være i tvivl er det rigtig irriterende at lægge sig til at sove omkring kl. 22, for at blive vækket igen omkring kl. 4 og smidt ud af toget, men sådan er det når man tager nattoget fra Nha Trang til Saigon. Den opmærksomme samt geografisk bevidste læser vil også bemærke at afstanden fra Nha Trang til Saigon er væsentlig mindre end de andre nattogture vi har taget. Nå, men vi fik en taxa og blev kørt ind til centrum af byen. Det med centrum af byen er tit lidt svært at lure, for i dette tilfælde endte vi i den meget dyre del af byens centrum, og da vi ikke var interesserede i at øge vores sovebudget fra 4$ pr. nat pr. mand til omkring 20$ besluttede vi os for at vente lidt med at lede efter hoteller og i stedet prøve at finde den internationale SOS-klinik (ja Martin skulle jo lappes ordentlig sammen - ikke det der med at blive syet med tandtråd, eller hvad dælen det nu var de brugte). Belfe skulle have tjekket sin tand og Martin skulle have kigget på sit sår, for det så ikke helt godt ud. Det var også vores kære hjemmelæge Magdalenas (Belfes mor, for de uvidende) professionelle vurdering. Vi skylder vist nok en buket blomster og en chokolade når vi kommer hjem, for alle de medicinske råd, der har været brug for fra hjemmefronten, så tak til Dennis og Magdalena :)
Nå, men mens drengene sad og ventede på omsorg, måtte mændene jo ud og finde husly, så Razz og jeg tog vores tasker på og smuttede og prajede en taxa. På klinikken havde vi nemlig været så snedige at spørge hvor der var billigt at bo, og vi var blevet anvist til en anden del af byen, hvor backpackerne holder til - yes!
Vi smuttede rundt i små snørklede gader og fandt ret hurtigt ud af, at de der storbyvietnamesere ikke er lige så nemme at krejle med som ude på landet. Så vi endte med at måtte betale det samme som for vores værelser i Nha Trang (8$ pr. nat. pr. rum) for nogle værelser, der var mildest talt spartanske. Hvis vi ville have aircon skulle vi betale 2$ mere - aldrig i livet - så hellere svede.
Vi brugte de 3 dage vi var i Saigon på at se lidt turistattraktioner - War remnants museum og unification palace for at nævne to. Sidstnævnte er det sted hvor de nordvietnamesiske soldater pløjede igennem hegnet med et par tanks og plantede et stort kommunistflag oppe på balkonen. Det var ikke noget helt vildt sight, men meget fedt at have været et så markant historisk sted.
Efter et par dage i byen (med intens medicinsk overvågning af Martin - både fra SOS-klinikken og fra hjemmefronten) besluttede vi at tage ned til Mekongdeltaet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar