torsdag den 19. februar 2009

Åååh nej!

Så skete det endelig.
 
Bedst som vi følte os på den sikre side af 2 ugers grænsen (indenfor hvilket tidsrum statistikken udtaler sig om at det er mere sandsynligt at få tornadotarm end ikke) er vi blevet ramt.
4 mand nede med symptomer på madforgiftning af den grimme art. I går var rigtig slem, men nu er vi vist alle ved at bounce ovenpå igen med hjælp fra diverse medikamenter. I hører fra os igen så snart vi kan tåle at være væk fra vores værelser i mere end et kvarter.
 
Martin beder om at få understreget, at han ikke er helt ligeså meget nede som os andre, men det skyldes nok, at han er på penicilin allerede (tøsedreng).
 
mange hilsener fra det noget svækkede rejsehold

torsdag den 12. februar 2009

Halong Bay (Jeg elsker dig, Frankrig)

Dette indlæg skal handle om hvad, der sker, når man tager et smut til den ultimative turistfælde i Vietnam.
Allerede på vej hjem i toget faldt varslet om, at vi skulle holde øjnene åbne, da vi efter en fantastisk nat i toget (ja denne gang havde vi jo bestilt sovekupeer, sikke vi kan) blev vækket med tilbuddet om the eller kaffe. Småtrætte og uforkuserede som vi var (helt modsat hvordan vi plejer at være i Danmark, det ved vi godt) sagde vi tak til tilbuddet, da vi regnede med at de varme drikke var inkluderet i prisen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, og vi blev nødt til at slippe 40.000 dong (13-14 kr).
Nu skal det hele jo ikke kun handle om hvor meget vi bliver snydt, så derfor skal i have at vide, hvordan vi kom til Halong Bay.
Efter at have forladt toget, prøvede vi at lure hvorvidt der gik et tog til den så omtalte bugt. Det viste sig, at det var helt umuligt at finde ud af, eftersom alle, der kunne snakke engelsk ikke var stået op kl. 4.45 for at forklare os det. Dog gav Lonely Planet-bibelen os et praj om noget med en togafgang fra Long Bien station (den østlige del af Hanoi), så vi fik fat i en pålidelig taxachauffør, der kørte os til den føromtalte station. Her fik vi at vide, at toget gik kl. 9 til Haiphong, hvor vi skulle rejse videre med bus. På daværende tidspunkt var udsigten til at skulle vente i 3 timer ikke tilfredsstillende, så vi besluttede os for at tage en bus. Med diversen håndtegn, thailandske gloser (Nam-nam betyder åbenbart femoghalvtreds) og flinke lokale mennesker (de engelsktalende af dem sov stadigvæk) fik vi kæmpet os ombord, først i den ene og dernæst i den anden bus - endelig på vej mod Halong
 
Da vi ankom til Halong Bay var det første vi gjorde, at spise noget mad. Dernæst smuttede vi ned på havnen og prøvede at finde et godt tilbud på et 2 dages, 1 overnatning cruise rundt i bugten. Det gik rigtig godt og vi fik krejlet os godt ned i pris (fra 79 dollars til 65 dollars pr. mand)
Da vi kom ombord på junken, var det første vi blev konfronteret med en lamineret skrivelse, der tørt konstaterede at vi skam gerne måtte drikke vores medbragte drikkevarer, vi skulle bare betalte en "servicepris" - åbenbart lidt ligesom prop-pris på champagne i en Limousine.
Eftersom vi ikke mente at junken levede op til limousine-standard hvad angår kabineindretning, mente vi heller ikke vi skulle betale servicepris - ergo blev 8 dåser Cola senere smuglet ned til vores kabiner (hæhæ).
Inden vi forlod havnen blev vores pas indkrevet under påskud om at dette skam var loven i Halong bay (....ja som om), dette blev en forhindring for en gruppe med 4 engelske drenge på vores alder, eftersom de havde lagt et af deres pas i pant på deres hostel. Resultatet var at vi først kom afsted kl. halv tre, to en halv time forsinket.
 
Første stop var på en ø med nogle meget flotte huler (som vietnameserne havde valgt at oplyse med forskellige charmerende neonfarver) herfra blev vi sejlet hen til et sted hvor vi tog på en lille kajaksejltur.
Det skal lige forklares hvor ekstremt flot der rent faktisk var i Halong Bay. Det var en enestående oplevelse at sejle rundt mellem de mange, mange små øer. Man forstår godt hvorfor området er så populært.
 
Næste dag fik vi en sparsom morgenmad (4 skiver toastbrød og en omelet til hver) og fik tilbuddet om en sejltur med de lokale i "Floating village" for 40.000 dong pr. mand. Vi tog med på turen, der viste sig at blive en opvisning i Vietnamesernes manglede evne til at manøvrere både. 4 sammenstød (med klipper og andre både) senere, stod vi igen på Junken og tog afsked med Floating Village.
Omkring kl. 11.30 var vi tilbage i Halong City. Her skulle vi lige pludselig til at betale for the og kaffe som vi havde drukket, selvom dette var inkluderet i prisen. Med en masse råberi og pinlig optræden slap vi udenom de ekstra dong, that's the game. Sammenlignet med de engelske drenge var vi meget heldige, eftersom de blev anklaget for at have stjålet et sengelinned (???) og fik at vide de skulle betale 250.000 dong (aaaarh kineser-hattemand et lagen koster vist ikke 70 kr. her i Vietnam?). Da de benægtede denne anklage og sagde at besætningen bare kunne tjekke deres rygsække blev dette afvist eftersom besætningen mente, at drengene havde smidt det overbord (?????).
Da vi kom tilbage til havnen måtte vi også slås for at komme med i den bus, firmaet havde arrangeret skulle køre alle fra junken tilbage til Hanoi, fordi de ikke troede på vi havde betalt. Sikke et gedemarkede. Det var i øvrigt på denne bustur Rasmus foldede sine franske gloser ud for alvor, da han stolt tiltalte et par (hvoraf manden, Pierre, var blevet Rasmus' store idol i løbet af vores cruise rundt i bugten, grundet sin flotte fysik og charmerende franske smil) med ordene
"Je m'apelle Rasmus - J'habite au Danemark - Je t'aime France"
den sidste glose vil vi lade de fransktalende af vores læsere afgøre rigtigheden i, men Rasmus fik i hvertfald et lidt spøjst blik fra Pierre, da han satte sig hen på sin plads.
 
Vi fandt desværre og mærkeligt nok ikke, manden vi havde booket turen hos, og kunne derfor ikke brokke os over alle de mærkelige optrin. Derfor bringer vi nu en efterlysning:
 
Efterlyses:
Vietnamesisk mand omkring 165 høj
Kendetegn: Gul i huden, skæve øjne, spiser ris, har dårlig tandhygiejne og snyder turister
 
Hvis du har set manden bedes du henvende dig til os via kommentarsystemet,
da vi snarest muligt ønsker en afklaring på sagen


Chuc suc khoe (tuk-tuk Q8)... SKÅL!!

Hej alle sammen

Først må vi lige undskylde det med billederne (altså manglen på disse), men det er nogle gange noget rod med det der teknik og de her asiatiske netcafeer. Vi satser på at lægge en bunke op næste gang vi er i nærheden af civilisation, hvis vi altså finder en netcafe, hvor forbindelsen er i stand til at uploade billeder. Vores nuværende netcafe her i Sa Pa (10. februar) har ikke noget internet overhovedet, så det ser lidt sort ud. Men I kan da lige få en update på hvad der er sket siden sidst.

Tilbage på stationen i Hanoi var vi blevet noget skræmte af den amerikanske backpackers knap så fantastiske beskrivelse af togturen (“Horrible trip... be strong guys”). Vi valgte dog at lade være med at tage sorgerne på forskud og tilbragte eftermiddagen med at chille i varmen i en park ved noget der viste sig at være et bibliotek. Her mødte vi en masse lokale børn der tilsyneladende mente at vi så helt forkerte ud. Et par af dem snakkede en smule engelsk og vi fik spillet lidt fodbold med dem og endte med at blive accepteret (tror vi nok).

Klokken 11 om aftenen fandt vi vores tog og kom ombord i ro og mag som nogle af de første passagerer og tænkte at der var da ok med plads selvom det var de billige pladser på træbænke. Da vi nåede til afgang så det imidlertid noget anderledes ud (i hvert fald for Jakob og undertegnede), da der kravlet en familie ind under vores fødder og havde indrettet picnic på gulvet. Vi sad en overgang med benene svævende frit i luften, men det var ikke så meget en holdbar løsning i længden, så vi endte med at sidde med fødderne oven på de liggende mennesker. Søvn blev det vist ikke rigtig til for nogen af os. Til gengæld fik vi oplevet gamle mennesker uden tænder der bød os på hjemmebrænd og kvinder der (bogstaveligt talt) ammede mellem vores ben. Vi fik helt sikkert alle sammen rykket ved vores intimgrænser over for fremmede mennesker.

Fremme i Sa Pa tillod vi os at checke ind på et hotel i 25$-klassen og fik os som det første et par velfortjente timer med strakte ben. Resten af dagen gik med noget marked og en masse ivrige indfødte hmong-folk der ville sælge os hvad som helst.

Vores oprindelige plan for Nordvietnam var at leje knallerter (som er det helt store herovre), men det viste sig at der ikke findes noget der hedder forsikring i Vietnam, og da vores fancy Gouda-rejseforsikring ikke vil dække ved kørsel på motorkøretøj med over 10 HK ville vi være lidt på skideren omkring privatansvar osv., og vi ville helst undgå at lave en "Casper" (knallert+møbelforretning)... Derfor har vi indtil videre udskudt knallertkørsel til vi kommer til Thailand, og vi valgte at købe en 3-dages guidet tur gennem bjergene. Her har vi boet to nætter på homestay hos de lokale stammer ude i bjergene. Heroppe er der åbenbart tradition for at man tager en lille skarp til aftensmaden, i hvert fald når der er gæster. Derefter tager man endnu en, og fortsætter på den måde til flasken er tom. Dette stiller store krav til gruppens moral, da deres hjemmebrændte risvin, ”Happy Water”, smager som noget der er løgn og man mærker synet forsvinde allerede mens man drikker. Rasmus havde dog glemt sin moral hjemme hos mor og takkede gang på gang nej - selvfølgelig på resten af gruppens bekostning, så vi andre endte med at få en hel del ned. Til gengæld fremstod Rasmus super meget som en wuzz over for vores værtsfamilie og vores guide, Khu. Vi vil alle sammen gerne giftes med Khu.

Derudover bød turen bl.a. på badning i varme kilder og den røde flod, små stammelandsbyer og en million rismarker, vandfald og regnskov, og at drikke risvin og snakke med Khu og de andre guider. Det eneste der var for nederen var at vi alle sammen væltede rundt i mudderet (mest Thomas) og flere gange var halvvejs på vej ud over bjergsiden, mens vores guide på platteste vis gik gennem det hele uden at få så meget som en eneste klat mudder på sin traditionelle klædedragt, som hun påstod at de ikke kun gik med for vores skyld, men også når der ikke var turister. Men det ved vi ikke helt om vi kan stole på, for som Rasmus siger er hun jo fuldstændig uberegnelig.

I nat tager vi toget tilbage til Hanoi (denne gang i sovekupe, for det andet var simpelthen for sindssygt), og i morgen tager vi videre ud til kysten til Ha Long-bugten.

Mange hilsner herfra

fredag den 6. februar 2009

We are rich and you are poor

Så er vi nået til Vietnam nærmere bestemt Hanoi. Før vi trådte ud af flyget var vi forberedte på at en række taxasvindlere ville prøve at snyde os, så vi begav os målrettet mod bus nr. 17 mod Hanoi centrum. Denne gang havde vi lidt mere held med os end vores bus tur i Bangkok. Det lykkedes os at komme med bussen hvor vi blev afkrævet hele 5000 dong pr. mand (ca. halvanden krone ) for en bustur paa en time. Man kan roligt sige at Hanoi er en stor omvældtning i forhold til Bangkok. Stort set ingen hoje huse kun knallerter, over det hele knallerter.
Lige da vi ankom til Hanoi centrum og trådte ud af bussen eksploderede et kæmpe kanonslag ved siden af os, men forskrækkelsen fik ikke lov til at lægge sig før vi nærmest blev overfaldt af vietnamesere der prøvede at få os til at køre med på deres kanallerter. Vi var fast besluttet på at opsøge vores hotel på gåben og denne gang havde vi heldet med os, vi fandt den næsten uden omveje. Efter mogenmaden dagen efter begav vi os ud i Hanois vanvittige trafik for at lege rigtige turister, og knap var vi gået ti minutter før vi røj i den første turistfælde. Fire vietnammesiske damer med stråhatte og kurve med frugt synes det var en fantasktisk ide at vi fik taget nogle billede med med deres stråhatte og kurve på. Dette kunne vi jo kun give dem ret i for sjovt så det jo ud. Da vi havde fået taget billederne gik det op for os at de selvfølgelig ville have penge, så vi endte med at betale dem en hel del bare for at få lov at gå videre.
Gennem vores rejseguidebøger var vi blevet gjort opmærksomme på at det var vigtigt, specielt som backpakker, at opførere sig ordentligt og ikke bare tro at man kunne prutte om prisen med alt og alle så da vi senere på aftenen mødte en venlig tjenerinde ville vi øve om lokalbefolkningen virklig syntes vi var sdan nogle idioter. Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan man skal opføre sig og tjernerinden der var lidt ældre end os kom med gode råd om hvordan vi skulle opføre os. Det var vigtigt for os at de forstod at vi så sandelig også havde arbejdet hårdt for at få råd til denne tur. Så mens vil snakkede om at de måske bare opfattede os som nogle rige svin udbryder Jakob; "It is like we are rich and you are poor" vi mådte bagefter forsøge det bedste var har lært at fortælle den staktels tjernerinde at vi ikke mendte noget ondt med det. De ansatte, på det hotel vi har boet på de sidste par dage, har været meget interessede i at arrangere ture for hos, men takket være vores sunde fornuft har vi ikke taget imod nogle af deres tilbud, de har da heller ikke vist sig at være de billigste. Så vi har på egen hånd bestilt togbilletter, her måtte vi så nøjes med hvad den vietnamesiske dame kaldte" hard seats", da en fransk backpakker hørte om vores planer ønskede han os held og lykke med ordende: "Be strong guys". Så nu gå turen mod bjergbyen Sapa hvor den stå på trecking og skøn natur.
 
I høre snart fra os igen. 
 
Hilsen drengene


torsdag den 5. februar 2009

Handsome but useless

Vi pr¢vede at sende dette indlæg igår, men det gik ikke ind, så nu får i det med en dags forsinkelse.
 
Her sidder vi så placeret ved 4 computere på en internet cafe i bangkok. Vi ankom mandag eftermiddag og besluttede os kort efter ankomsten for, ikke at være ligesom alle de andre dumme turister, der blev snydt af en taxa-mand, men i stedet tage bussen. Efter at have k¢rt rundt i lufthavnens shuttlebus i en halv time ("Hey drenge - vi skulle slet ikke betale noget for bussen - offentlig transport i bangkok er jo total fedt!" besluttede vi os for at stå af og praje en taxa. Ganske rigtigt 500 baht (ca. 200 baht i overpris). Det skulle dog  ikke ¢delægge vores hum¢r. Vi blev k¢rt til centrum af byen til "Central World", et meget stort shoppingcenter, hvor ligheden med et dansk et af slagsen, bortset fra st¢rrelsen, var meget nem at få ¢je på.

Efter at undertegnede havde ledt gruppen på vildspor (det er da ikke min skyld at Bangkok er så svær at finde rundt i?) fik vi vores livs tuk-tuk tur. Det så tilsyneladende sjovt ud at presse 4 h¢je vesterlændinge og 4 store backpacker-rygsække ind i en lille tuk-tuk, at d¢mme på de reaktioner vi fik fra folk, vi passerede, i hvertfald. Tilsyneladende var Bangkok også svær at finde rundt i for vores chaff¢er, da han ikke k¢rte os til det sted vi bad om, men et hotel i den anden ende af byen, men på daværende tidspunkt var vi lidt for trætte (af pis), til at brokke os, så vi smuttede ind og fik 2 fine værelser med (meget larmende) aircondition-ventilatorer. Efter at have pakket ud (læs: stillet vores tasker på gulvet) smuttede vi ud i byen for at drikke en bajeurs. På vejen m¢dte vi en Thai-mand ved navn Paul (han hed noget fancy, men for vores skyld præsenterede han sig bare som Paul). Vi fik os en ¢l og aftalte at spise middag dagen efter.

Vores anden dag var meget stille og rolig, men det vigtigste at nævne, er, at vi pr¢vede vores f¢rste taxatur med stop. Konceptet er i korte træk, at man får en billigere pris påa taxaturen, mod at holde ind hos en af taxa-mandens sponsorer, typisk jakkesætskræddere. Idet vi trådte ind i skrædderbutikken, var der straks 4 sælgere, een til hver, der kastede sig over os. Sælgerne bemærkede at folk fra Danmark er meget h¢je, hvortil Rasmus tilf¢jede "and handsome!". Efter lidt snak frem og tilbage (vi var ret bevidste om, at vi ikke skulle have lavet noget jakkesæt) besluttede vi os for at gå (Whaaat? You dont have to minutes for me to take measure?!). Vi forlod vi etablissementet med ordene "Yes handsome but useless" i ryggen. Der er stadig splid i gruppen om hvorvidt dette kæelenavn var tiltæenkt Rasmus eller os alle sammen (forel¢big er stemmer 3 mod 1 på Rasmus).

Vores aften forl¢b med middag og byrundvisning af Paul. Vi udvekslede skikke, traditioner, talemåder og historie og havde en virkelig spæendende aften. Vi fik vist chinatown, og her skal det tilf¢jes, at New Yorks chinatown godt kan gå hjem og lægge sig, chinatown i Bangkok er virkelig stort! Vi fik set kinesisk opera og bes¢gt templer. Altsammen med kyndig vejledning af Paul. Vi fik bla. pr¢vet nogle skæbnepinde, som i korte træk går ud på, at man sp¢rger (gud eller en eller anden) om et sp¢rgsmaal, ryster en kop med en mase pinde i indtil der falder een ud og finder det tilh¢rende svar til nummeret på pinden. Dog havde enkelte medlemmer af gruppen (Rasmus) svært ved at tilpasse sig de religi¢se remedier og fik kastet med skæbnepinde ud over hele templet (tsk tsk turister)

Om nogle timer sætter vi os påa et fly mod Vietnam, hvor det egentlige eventyr starter, forhåbentlig uden så meget sod, smog og snavs, men forhåabentlig med samme varme folkefærd og endnu flere oplevelser.

Rejsen er begyndt



torsdag den 29. januar 2009

Crepes & Bøf

Det sidste rejsemøde inden afgang bliver holdt torsdag aften over en middag på restaurant Crepes & Bøf.

fredag den 16. januar 2009

Første indlæg

Så er der ikke lang tid tilbage...