Efter vores helt vidunderlige ophold paa Koh Tao satte vi kursen mod Koh Samui. Her sagde vi farvel til Laerke og Trine som skulle videre nordpaa. Da vi havde fundet et hyggeligt (det betyder billigt) guesthouse og havde gaaet lidt rundt i byen blev vi ret hurtig enige om at Koh Samui nok ikke lige var os, og vi besluttede os for hurtigts muligt at komme videre. Dagen efter, tidligt om morgenen, gik rejsen derfor videre mod Phuket. Vi havde faaet at vide, at rejsen til Phuket ville tage omkring ni timer, men saadan kom det selvfoelgelig ikke til at gaa. Vi var i godt humoer og glaedede os bare til at komme til Phuket. Da vi naaede til det sted hvor vi skulle skrifte bus, skriftede vores humoer dog lidt. Damen i rejsebureauet paastod at vi var kommet forsent til den bus der skulle koere os til Phuket, og vi skulle vente to enhalv time paa den naeste bus. Hun tilboed os dog at kunne komme med en minibus lige nu, det ville dog koste os halvtreds kroner per mand. Det stod rimelig klart at hun bare proevede at faa os til at betale noget mere, men hun fik os ikke. Vi faestede os med taalmodighed og ventede paa vores minibus to enhalv time. Turen til Phuket kom til at tage os gode fjorten time og da vi ankom var vi godt traette. Chauffoeren smed os af ved siden af resturant Thai-Danish grillhouse, og det maa siges at vaere en oplevelse. Resturanten var praecis som man kunne forstille sig. Der var tykke, stive, skaldede maend med smaa thaipiger, roede poelser med broed og Kim Larsens "Midt om natten" kom fra hoejtalerne. Selvom vi rynkede lidt paa naesen af det altsammen, blev vi alligevel lidt fristet af stegte poelser og endte faktisk med at leje et vaerelse hos dem. Efter at havde stillet vores tasker skyndte vi os ud i byen for at se om det var muligt at komme ud at dykke dagen efter. Paa vores tur gennem byen fik vi desvaerre bekraeftet alle vores fordomme omkring nogle turister i Thailand. Der var tykke europaeiske maend med thaipiger paa skoedet lige meget hvor man kom hen. Og tilraab som "Hallo Handsome boy", "You like massage" osv. fulgte os hele vejen hjem til vores vaerelse. Vores noget daarlige indtryk af byen fik os til hurtigt at beslutte os for at komme videre mod Koh Phi Phi . Vi naaede dog lige at komme i vandet og se de mange fede maend i alt for smaa badebukser der laa og blev roede paa stranden, det var faktisk ogsaa en stor oplevelse. Turen gik derefter videre med baad til Koh Phi Phi hvor vi er lige nu, men det kan i laese en helt masse om i vores naeste blogindlaeg.
Kaerlig hilsen os allesammen.
lørdag den 25. april 2009
fredag den 17. april 2009
Koh Phangan og Koh Tao
Bum! Så blev det tid til at opdatere hjemmefronten.
Det er jo lidt tid siden i er blevet opdateret om vores gøremål. Da vi landede i Bangkok, skyndte vi os at tjekke ind på et lufthavnshotel. Vi landede kl. Ca. 18 og skulle tjekke ind igen omkring kl. 5 næste morgen. Sidst vi tog til Koh Phangan sov vi på gulvet i lufthavnen op ad vores tasker. Eftersom det ikke var en udpræget succes var vi meget glade for at slippe nogle penge for at se dyner, bare et par timer, inden vi skulle afsted igen.
Efter ankomst først til Koh Samui og derefter til Koh Phangan skulle vi prøve at finde det hotel Lærke og Trine havde fået os overtalt til at tjekke ind på. Den eneste downside ved vort midlertidige hjem, var, at det lå i den diamentralt modsatte ende af øen i forhold til Haadrin (stranden hvor Fullmoon Party bliver holdt), men da det gik ret vildt for sig sidst vi var på øen, gjorde det os ikke noget, at vi kunne få festlighederne lidt på afstand.
Et par timer efter vores ankomst ankom Katja og Ida (for de uindviede: piger vi har gået i gymnasiet med) og senere henunder aftenen ankom også Trine og Lærke (ligeså gymnasiebabes som vi har den fornøjelse at kende).
Koh Phangan bød på en omgang maniodepressive vejrforhold. Det ene øjeblik bankede solen ned og gjorde, at enkelte medlemmer af rejseholdet valgte at opholde sig i skyggen, men kun for at det umiddelbart efter væltede ned fra en kæmpe tordenbyge (og her snakker vi massive regnmængder på meget kort tid). Det samme gjorde sig faktisk gældende for Fullmoon aftenen hvor vandet også stod ned i massive mængder. Umiddelbart lagde dette en dæmper på festlighederne, men da alle folk først var blevet gennemblødte blev strandfesten endnu vildere end sidst vi var på øen også til dels fordi havet havde besluttet, at stranden skulle være væsentligt mindre end sidst.
Efter en masse fest og farver tog vi d. 11. en båd til Koh Tao hvor vi befinder os i skrivende stund.
Vi aftale med Lærke og Trine, at vi ville rejse videre sammen, da pigerne også gerne ville tage dykkerkursus og dermed få dykket lidt på den legendariske dykkerø. Vi besluttede os for, med det samme, at opgradere vores Open Water Diver licens til en Advanced Open Water Diver. Dette betyder i praksis at man må dykke ned til 30 m i stedet for 18. I løbet af kurset genneførte vi også et natdyk, hvor vi følte os meget James Bond agtige. Det har været helt fantastisk at dykke rundt hernede og vi må desværre indrømme, at de thailandske dybder har lidt mere at byde på en sluseholmen og amager strandpark. Vi har fået set barracudaer, tun, rokker og en masse andre eksotiske fisk. Vi tog vores kursus hos et finsk dykkersted hernede, hvilket også vil besvare eventuelle fremtidige spørgsmål om hvorfor der er et finsk flag som baggrund på vores billeder på vores dykkerbeviser. Vores instruktør, Erno, var en flinker fyr der gav os alle de gode tricks og med hvem vi også følte os i rigtig gode hænder. I morgen tager vi på en heldagstur ud til Sailrock, som efter sigende skulle være et af de, hvis ikke dét, bedste dykkersted på den østlige side af Thailand, så vi glæder os meget. Vi regner med at forlade Koh Tao på søndag til fordel for nogle af de andre Thailandske øer.
Til vi høres igen!
Drengene
Det er jo lidt tid siden i er blevet opdateret om vores gøremål. Da vi landede i Bangkok, skyndte vi os at tjekke ind på et lufthavnshotel. Vi landede kl. Ca. 18 og skulle tjekke ind igen omkring kl. 5 næste morgen. Sidst vi tog til Koh Phangan sov vi på gulvet i lufthavnen op ad vores tasker. Eftersom det ikke var en udpræget succes var vi meget glade for at slippe nogle penge for at se dyner, bare et par timer, inden vi skulle afsted igen.
Efter ankomst først til Koh Samui og derefter til Koh Phangan skulle vi prøve at finde det hotel Lærke og Trine havde fået os overtalt til at tjekke ind på. Den eneste downside ved vort midlertidige hjem, var, at det lå i den diamentralt modsatte ende af øen i forhold til Haadrin (stranden hvor Fullmoon Party bliver holdt), men da det gik ret vildt for sig sidst vi var på øen, gjorde det os ikke noget, at vi kunne få festlighederne lidt på afstand.
Et par timer efter vores ankomst ankom Katja og Ida (for de uindviede: piger vi har gået i gymnasiet med) og senere henunder aftenen ankom også Trine og Lærke (ligeså gymnasiebabes som vi har den fornøjelse at kende).
Koh Phangan bød på en omgang maniodepressive vejrforhold. Det ene øjeblik bankede solen ned og gjorde, at enkelte medlemmer af rejseholdet valgte at opholde sig i skyggen, men kun for at det umiddelbart efter væltede ned fra en kæmpe tordenbyge (og her snakker vi massive regnmængder på meget kort tid). Det samme gjorde sig faktisk gældende for Fullmoon aftenen hvor vandet også stod ned i massive mængder. Umiddelbart lagde dette en dæmper på festlighederne, men da alle folk først var blevet gennemblødte blev strandfesten endnu vildere end sidst vi var på øen også til dels fordi havet havde besluttet, at stranden skulle være væsentligt mindre end sidst.
Efter en masse fest og farver tog vi d. 11. en båd til Koh Tao hvor vi befinder os i skrivende stund.
Vi aftale med Lærke og Trine, at vi ville rejse videre sammen, da pigerne også gerne ville tage dykkerkursus og dermed få dykket lidt på den legendariske dykkerø. Vi besluttede os for, med det samme, at opgradere vores Open Water Diver licens til en Advanced Open Water Diver. Dette betyder i praksis at man må dykke ned til 30 m i stedet for 18. I løbet af kurset genneførte vi også et natdyk, hvor vi følte os meget James Bond agtige. Det har været helt fantastisk at dykke rundt hernede og vi må desværre indrømme, at de thailandske dybder har lidt mere at byde på en sluseholmen og amager strandpark. Vi har fået set barracudaer, tun, rokker og en masse andre eksotiske fisk. Vi tog vores kursus hos et finsk dykkersted hernede, hvilket også vil besvare eventuelle fremtidige spørgsmål om hvorfor der er et finsk flag som baggrund på vores billeder på vores dykkerbeviser. Vores instruktør, Erno, var en flinker fyr der gav os alle de gode tricks og med hvem vi også følte os i rigtig gode hænder. I morgen tager vi på en heldagstur ud til Sailrock, som efter sigende skulle være et af de, hvis ikke dét, bedste dykkersted på den østlige side af Thailand, så vi glæder os meget. Vi regner med at forlade Koh Tao på søndag til fordel for nogle af de andre Thailandske øer.
Til vi høres igen!
Drengene
mandag den 6. april 2009
Kampucha
Så er tiden blevet moden til at indvie jer allesammen i et par af vores oplevelser i Cambodia.
Vores flytur gik ganske glimrende selvom Lao Airlines blakkede ry bekymrede os en smule - Rasmus indskød med forvrængetradiostemme: "Et fly styrtede ned i morges dansk tid på grænsen mellem Laos og Cambodia. Udenrigsministeriet oplyser at der var fire danske rygsækturister ombord"
Men vi kan med glæde fortælle at vi alle er okay og at det ikke var så slemt at flyve med Lao Airlines.
Vi landede i Siem Reap omkring middag ca. en time før den bus, vi ellers skulle have taget dagen før, ankom til byen.
Der er ca. 2 mio. turister på besøg i Cambodia hvert år og stort set dem alle sammen tager et smut forbi Siem Reap og får set de meget berømte Angkor templer. Det betyder at der er et ret stort flow af udenlandsk valuta til landet, som gør, at der i området omkring Siem Reap er investeret mange penge i at gøre det bekvemt for turisterne. Siem Reaps lufthavn er et stående bevis på dette, for selvom der ikke er tale om en særlig stor lufthavn, så er der dunket en masse penge i at få lufthavnen til at ligne noget vi kender fra Kastrup. Men bortset fra den velholdte lufthavn og de meget pæne (og fuldstændigt snorlige) veje, der går til og fra templerne, må vi også tilføje, at vi har set rigtig mange fattige mennesker hernede. Som et par af stederne i Vietnam og Laos er den drivende kraft mange steder her turismen, hvilket man godt kan mærke når man er på besøg.
Vi tog fra lufthavnen en minibus sammen med to svenske blondiner (man må altså gerne kigge - det må man altså godt) som foreslog os at tage til "Happy Guesthouse", da de havde fået det anbefalet. Og da vi jo er kendt for at være meget "happy" og da vi jo sådan set også var på udkig efter et guesthouse, passede denne anbefaling os ganske glimrende.
Happy House viste sig også at være et rigtig, rigtig hyggeligt sted, primært båret oppe af personalet gode humør og meget venlige indstilling til de besøgende. De sørgede for, at vi fik en tuk-tuk chauffør til dagen efter, hvor vi (ligesom alle de andre turister) skulle ud og spytte penge i Angkor Wat pengemaskinen.
Den følgende morgen tog vi afsted omkring kl. 9 med vores tuk-tuk-driver, der hed Lacky (eller noget i den stil, han reagerede i hvert fald på den lyd) og herfra gik det ellers over stok og sten ud og se på alle templerne. Og vi skal da lige love for (sagt på sønderjysk) at der er mange templer på de her kanter. Så vores tempelsightseeing fortsatte til kl. ca. 16 hvor vi ankom til solnedgangsbjerget kun for at konstatere, at der var en masse skyer i vejen for solen. I stedet tog vi med Lacky ned i hans lokale træningscenter og skubbede til en masse støbejern. Vi kan stolt berette, at de lokale var meget imponerede over hvor meget jern vi sådan kunne gå og skubbe rundt.
Næste startede kl. 5 om morgenen med kørsel til Angkor Wat for at se den, eftersigende, meget smukke solopgang. Endnu engang - skyer, skyer og skyer, men vi fik nogle pæne billeder af alle de andre turister, der stod og tog billeder af skyerne.
Vi bliver dog alligevel nøædt til at indskyde, at templerne i Angkor er noget af det mest imponerende vi nogensinde har set. Disse 1000 år gamle religiøse monumenter er de eneste efterladenskaber fra det kæmpe byområde, der lå i området i omkring 800-1400 og husede omkring 1 mio. mennesker! til sammenligning kan vi tilføje, at London på samme tid havde omkring 50.000 indbyggere. Angkor Wat er desuden verdens største religiøse monument (ca. 1,3 kilometer på hvert led) med sin citadelopbygning og mange søer og græsarealer. Rasmus tilføjede "jeg føler mig så dejligt hjemme her - det minder mig om dyrehaven" - vi andre kan kun være enige.
I går eftermiddag ankom vi så her til Phnom Penh og brugte dagen på at finde os et guesthouse og se de berømte killing fields. Sidstnævnte kræver lidt psykisk forberedelse, erfarede vi. The Killing Fields, der ligger omkring 13 km udenfor Phnom Penh, er et af de steder hvor Pol Pots folk henrettede lærere, advokater, politikere, højtstående militærmænd osv. osv. I det område, der ligger udenfor Phnom Penh estimeres det, at der blev henrettet omkring 20.000 heriblandt mange børn og kvinder. Der er på området opført et monument som huser og samtidig fremviser de 8985 kranier fra de massegrave, der allerede er blevet åbnet. Oplevelsen var ret speciel i og med, at man gik omkring i området og stadig kunne se knogler og tøj fra de henrettede.
Oplevelsen blev forstærket af, at vi besøgte S.21 som er den skole Khmer Rouge ombyggede til at være et center for deres toturgerninger og afhøringer.
Khmer Rouge henrettede i omegnen af 1.700.000 mennesker i en periode på 3 år og 8 måneder, fra 1975-79. Det har virkelig været gjort et stort indtryk på os, at komme herned og se, at der praktisk talt ikke er mennesker, der er over 60 år gamle.
Nu har vi prøvet at ryste lidt af uhyggen af os og smutter ud og finder et godt sted at spise om lidt. I morgen tager vi flyet til Bangkok og derfra videre ned til Koh Phangan, hvor vi skifter sol ud med måne og skal hygge os med Ida, Katja, Trine og Lærke.
Håber i alle har det rigtig godt (bortset fra at i selvfølgelig savner os).
Mange hilsener
Vores flytur gik ganske glimrende selvom Lao Airlines blakkede ry bekymrede os en smule - Rasmus indskød med forvrængetradiostemme: "Et fly styrtede ned i morges dansk tid på grænsen mellem Laos og Cambodia. Udenrigsministeriet oplyser at der var fire danske rygsækturister ombord"
Men vi kan med glæde fortælle at vi alle er okay og at det ikke var så slemt at flyve med Lao Airlines.
Vi landede i Siem Reap omkring middag ca. en time før den bus, vi ellers skulle have taget dagen før, ankom til byen.
Der er ca. 2 mio. turister på besøg i Cambodia hvert år og stort set dem alle sammen tager et smut forbi Siem Reap og får set de meget berømte Angkor templer. Det betyder at der er et ret stort flow af udenlandsk valuta til landet, som gør, at der i området omkring Siem Reap er investeret mange penge i at gøre det bekvemt for turisterne. Siem Reaps lufthavn er et stående bevis på dette, for selvom der ikke er tale om en særlig stor lufthavn, så er der dunket en masse penge i at få lufthavnen til at ligne noget vi kender fra Kastrup. Men bortset fra den velholdte lufthavn og de meget pæne (og fuldstændigt snorlige) veje, der går til og fra templerne, må vi også tilføje, at vi har set rigtig mange fattige mennesker hernede. Som et par af stederne i Vietnam og Laos er den drivende kraft mange steder her turismen, hvilket man godt kan mærke når man er på besøg.
Vi tog fra lufthavnen en minibus sammen med to svenske blondiner (man må altså gerne kigge - det må man altså godt) som foreslog os at tage til "Happy Guesthouse", da de havde fået det anbefalet. Og da vi jo er kendt for at være meget "happy" og da vi jo sådan set også var på udkig efter et guesthouse, passede denne anbefaling os ganske glimrende.
Happy House viste sig også at være et rigtig, rigtig hyggeligt sted, primært båret oppe af personalet gode humør og meget venlige indstilling til de besøgende. De sørgede for, at vi fik en tuk-tuk chauffør til dagen efter, hvor vi (ligesom alle de andre turister) skulle ud og spytte penge i Angkor Wat pengemaskinen.
Den følgende morgen tog vi afsted omkring kl. 9 med vores tuk-tuk-driver, der hed Lacky (eller noget i den stil, han reagerede i hvert fald på den lyd) og herfra gik det ellers over stok og sten ud og se på alle templerne. Og vi skal da lige love for (sagt på sønderjysk) at der er mange templer på de her kanter. Så vores tempelsightseeing fortsatte til kl. ca. 16 hvor vi ankom til solnedgangsbjerget kun for at konstatere, at der var en masse skyer i vejen for solen. I stedet tog vi med Lacky ned i hans lokale træningscenter og skubbede til en masse støbejern. Vi kan stolt berette, at de lokale var meget imponerede over hvor meget jern vi sådan kunne gå og skubbe rundt.
Næste startede kl. 5 om morgenen med kørsel til Angkor Wat for at se den, eftersigende, meget smukke solopgang. Endnu engang - skyer, skyer og skyer, men vi fik nogle pæne billeder af alle de andre turister, der stod og tog billeder af skyerne.
Vi bliver dog alligevel nøædt til at indskyde, at templerne i Angkor er noget af det mest imponerende vi nogensinde har set. Disse 1000 år gamle religiøse monumenter er de eneste efterladenskaber fra det kæmpe byområde, der lå i området i omkring 800-1400 og husede omkring 1 mio. mennesker! til sammenligning kan vi tilføje, at London på samme tid havde omkring 50.000 indbyggere. Angkor Wat er desuden verdens største religiøse monument (ca. 1,3 kilometer på hvert led) med sin citadelopbygning og mange søer og græsarealer. Rasmus tilføjede "jeg føler mig så dejligt hjemme her - det minder mig om dyrehaven" - vi andre kan kun være enige.
I går eftermiddag ankom vi så her til Phnom Penh og brugte dagen på at finde os et guesthouse og se de berømte killing fields. Sidstnævnte kræver lidt psykisk forberedelse, erfarede vi. The Killing Fields, der ligger omkring 13 km udenfor Phnom Penh, er et af de steder hvor Pol Pots folk henrettede lærere, advokater, politikere, højtstående militærmænd osv. osv. I det område, der ligger udenfor Phnom Penh estimeres det, at der blev henrettet omkring 20.000 heriblandt mange børn og kvinder. Der er på området opført et monument som huser og samtidig fremviser de 8985 kranier fra de massegrave, der allerede er blevet åbnet. Oplevelsen var ret speciel i og med, at man gik omkring i området og stadig kunne se knogler og tøj fra de henrettede.
Oplevelsen blev forstærket af, at vi besøgte S.21 som er den skole Khmer Rouge ombyggede til at være et center for deres toturgerninger og afhøringer.
Khmer Rouge henrettede i omegnen af 1.700.000 mennesker i en periode på 3 år og 8 måneder, fra 1975-79. Det har virkelig været gjort et stort indtryk på os, at komme herned og se, at der praktisk talt ikke er mennesker, der er over 60 år gamle.
Nu har vi prøvet at ryste lidt af uhyggen af os og smutter ud og finder et godt sted at spise om lidt. I morgen tager vi flyet til Bangkok og derfra videre ned til Koh Phangan, hvor vi skifter sol ud med måne og skal hygge os med Ida, Katja, Trine og Lærke.
Håber i alle har det rigtig godt (bortset fra at i selvfølgelig savner os).
Mange hilsener
onsdag den 1. april 2009
Si Phan Don og Pakse
Så er det blevet tid til endnu en opdatering fra det varme Laos. Efter Vangvieng tog vi til Vientiane som er hovedstaden på disse kanter. Det skal lige indskydes, at jo!, vi synes også alle byerne hedder det samme hernede. Men jeg har ladet mig fortælle, at google earth er meget nådig mht. forkert stavede bynavne.
Vientiane var en fantastisk by, og som lonelyplanet ganske rigtigt bemærker, er det sandsynligvis den mest afslappede hovedstad i hele verden. Den franske kolonisering af landet har sat sine spor tydeligst der. Overalt (læs: på den gade vi boede på) var der cafeer, hvor man kunne få sig en god kop kaffe (så god som den nu engang bliver hernede) og en lækker croissant. Derfor fik vi et par timer til at gå med at sidde og læse bøger og drikke kaffe og hygge os.
Efter halvandet døgn i Vientiane tog vi en bus videre sydpå. Som den opmærksomme bloglæser vil bemærke, bruger vi ikke så meget tid i hver enkel by her i Laos. Det ærger vi os lidt over, men vi er, tro det eller ej, en lille smule pressede mht. tiden. Derfor kører vi et lidt hårdt program, som givetvis også kommer til at gøre sig gældende igennem Cambodia. Vi fik taget en natbus fra Vientiane mod Pakse. Den førnævnte opmærksomme bloglæser vil huske, at vores sidste natbusoplevelse ikke var en udpræget succes, så vi var en smule skeptiske. Dog fik vi kilet og ned i vores liggepladser:
”Thomas!! Vi ligger Ass-To-Ass – jeg gider ikke ligge i ske” citat Rasmus
Men trætheden nedbryder selv de mest homofobiske principper og Rappers og jeg endte med at tilbringe natten skiftevis som store og lille ske.
Da vi ankom til Pakse hoppede vi i en minibus og blev kørt til Si Phan Don. Si Phan Don betyder (åbenbart) ”4000 øer” og er et af de smukkeste steder vi længe har været. Her har Mekongfloden skiftet farve fra brun til grøn og så meget mere indbydende ud end tidligere. Ergo – 4 danskere i fuldspring ud i mekongfloden på opdagelse mellem øerne. Vi var på en af de 4000 øer (en af de større vel at mærke) ved navn Dong Det. Det er eftersigende backpackernes foretrukne sted og det lod til at være tilfældet.
Ydermere skal det tilføjes, at alle danske piger vi møder, rejser i par og er fra Fyn nærmere bestemt Odense. Således havde vi en hyggelig aften med Carina og Iben på reggaebar. Nu er vi tilbage i Pakse, fordi vi er blevet ”trætte af pis” og ikke gider køre mere i bus. Derfor sætter vi os imorgen i en propelflyver og bliver fragtet til Siem Reap (Cambodia) hvor vi skal bruge de næste par dage. Dagen i dag er gået med kortspil og hygge. Vi har desuden været ude på en farm, hvor vi prøvede at skyde med AK47 og kaste en håndgranat. Et enkelt medlem af gruppen prøvede også at skyde en vandbøffel med en raketkaster. Dette lyder super usmageligt (det ved vi godt) men det var altså en vild oplevelse på trods af de 400$ vi måtte slippe.
Til vi skrives igen
Vientiane var en fantastisk by, og som lonelyplanet ganske rigtigt bemærker, er det sandsynligvis den mest afslappede hovedstad i hele verden. Den franske kolonisering af landet har sat sine spor tydeligst der. Overalt (læs: på den gade vi boede på) var der cafeer, hvor man kunne få sig en god kop kaffe (så god som den nu engang bliver hernede) og en lækker croissant. Derfor fik vi et par timer til at gå med at sidde og læse bøger og drikke kaffe og hygge os.
Efter halvandet døgn i Vientiane tog vi en bus videre sydpå. Som den opmærksomme bloglæser vil bemærke, bruger vi ikke så meget tid i hver enkel by her i Laos. Det ærger vi os lidt over, men vi er, tro det eller ej, en lille smule pressede mht. tiden. Derfor kører vi et lidt hårdt program, som givetvis også kommer til at gøre sig gældende igennem Cambodia. Vi fik taget en natbus fra Vientiane mod Pakse. Den førnævnte opmærksomme bloglæser vil huske, at vores sidste natbusoplevelse ikke var en udpræget succes, så vi var en smule skeptiske. Dog fik vi kilet og ned i vores liggepladser:
”Thomas!! Vi ligger Ass-To-Ass – jeg gider ikke ligge i ske” citat Rasmus
Men trætheden nedbryder selv de mest homofobiske principper og Rappers og jeg endte med at tilbringe natten skiftevis som store og lille ske.
Da vi ankom til Pakse hoppede vi i en minibus og blev kørt til Si Phan Don. Si Phan Don betyder (åbenbart) ”4000 øer” og er et af de smukkeste steder vi længe har været. Her har Mekongfloden skiftet farve fra brun til grøn og så meget mere indbydende ud end tidligere. Ergo – 4 danskere i fuldspring ud i mekongfloden på opdagelse mellem øerne. Vi var på en af de 4000 øer (en af de større vel at mærke) ved navn Dong Det. Det er eftersigende backpackernes foretrukne sted og det lod til at være tilfældet.
Ydermere skal det tilføjes, at alle danske piger vi møder, rejser i par og er fra Fyn nærmere bestemt Odense. Således havde vi en hyggelig aften med Carina og Iben på reggaebar. Nu er vi tilbage i Pakse, fordi vi er blevet ”trætte af pis” og ikke gider køre mere i bus. Derfor sætter vi os imorgen i en propelflyver og bliver fragtet til Siem Reap (Cambodia) hvor vi skal bruge de næste par dage. Dagen i dag er gået med kortspil og hygge. Vi har desuden været ude på en farm, hvor vi prøvede at skyde med AK47 og kaste en håndgranat. Et enkelt medlem af gruppen prøvede også at skyde en vandbøffel med en raketkaster. Dette lyder super usmageligt (det ved vi godt) men det var altså en vild oplevelse på trods af de 400$ vi måtte slippe.
Til vi skrives igen
lørdag den 28. marts 2009
Mekong, mountainbike og maveonde
Mandag den 23 marts stuvede vi os sammen med en masse andre trætte backpackere ind i en lille minibus på vej mod Laos' grænse. På trods af en lettere søvning chauffør med nok lidt for meget whiskey i blodet nåedede vi helskindet frem til Chiang Khong, vores sidste overnatning i Thailand. Dagen efter skulle krydse grænsen til Laos. Vi havde forberedt os på at skulle sejle fire timer den ene dag og derefter overnatte i Pakbeng, en lille by ude midt i junglen. På andendagen skulle vi så sejle fem timer, men så ville vi også være fremme ved vores distination Luang Prabang. Med en brat opvækning og efter indtagelse af malariapiller var vi så godt som klar til at sejle ned af Mekong floden. Efter et godt stykke ventetid ved den Laosnesiske grænse fik vi at vide, at vores sejltur lige ville tage dobbelt så lang tid som forventet. Vi tog det med oprejst pande, for der skal jo en hel del til at slå os fire stærke mandfolk ud. Så da vi sejlede fra den Laonesiske grænseby Huay Xai, glædede vi os bare til oplevelserne der lå foran os. Efter godt seks timer på Mekong floden var vi godt nok lidt ømme, og da vi ankom til Pakbeng var vi glade for at have fast grund under føderne (er det ikke sådan noget sejlere altid siger?). I Pakbeng blev vi mødt af en dunst af diesel. Dette skyldes af Pakbeng er en noget primitiv by, hvor hver hus bliver nød til at få strøm fra hver sin generator, som slukker kl 22, opdagede vi. Efter ankomsten begyndte et bestemt medlem af gruppen, fuldstændig umotiveret, at kaste med en død Gecko mens undertegnet sad på lukum. Dybt barnligt, men hævn skulle der selvfølgelig til. Så da personen selv skulle på toilet fik han, helt fortjent, besøg af en flyvende kakkelak, sendt fra nabotoiletet. Det hele resulterede i en uhørt voldsspiral, som undertegnede, jeg skulle lige til at sige selvfølgelig, trak sig ud af med æren i behold. Tidligt næste morgen gik turen mod Luang Prabang, den gamle Laonesiske hovedstad. Efter endnu en lang dag på Mekong floden ankom vi til Luang Prabang. Dagen efter vores ankomst var vi super friske og besluttede os for at leje mountainbiks og udforske bjergene omkring Luang Prabang. Efter en lang, og m aa jeg sige noget udmattende, tur langt ind i junglen besluttede vi os at vende om. Selvom vi selvfølgelig havde massere tilbage i benene og sagtens kunne havde klaret turen hjem, uden besvaer, lod vi os samle op af en lastvognscauffør som naermest insisterede paa at tage os med. Da det saa smaat var begyndt at blive aften besluttede vi os for at gaa paa Luang Prabangs night market. Her følte vi allesammen, at det var tid til at vi skulle købe vores første rigtige backpackertøj, i skulle bare se os nu. Paa markedet mødte vi tilfaeldigt endnu engang to canadier, som vi ogsaa har mødt i Hanoi, Sapa, Ha Long Bay, Ninh Bihn og Bangkok. Sammen med de to gik vi ud og spiste fantastisk laonesisk buffet til hele 3 kroner, det var virkelig godt. Den naeste dag gik turen videre mod Viang Veng, hvor vi ankom sent om aftenen. Idag har den saa staet paa afslapning i form af tubeing. Tubeing betyder, at man lejer en badering og bare lader sig flyde ned af floden og stopper ind forskellige steder og spiser og drikker, trods til maveonde maa det siges at have vaeret en ubetinget succesfuld dag.
Venlig hilsen os alle sammen.
Venlig hilsen os alle sammen.
Chiang Mai
Efter at have været i Bangkok sammen med først Simon og Christian, og derefter en dag med Stephanie og Christine, tog vi et nattog til Chiang Mai. Ud over den meget agressive aircondition og natbelysning, der gjorde det umuligt at sove, var togturen en ubetinget succes. Vi ankom sent på formiddagen, og spiste brunch på togstationens restaurant. Senere da vi prøvede at finde et gusthouse som pigerne havde fået anbefalet, stødte vi på en dansktalende Thaikvinde, der hed Tip. Hun hjalp os med at finde guesthouset, og sagde, at hun havde en to dages trekkingtur vi kunne tage med på hvis vi fik lyst. Resten af dagen brugte vi på at slappe af, og se os lidt omkring i byen. Chiang Mai er en slags hovedstad for Nordthailand, og bliver besøgt af ca. 3 mill. turister om året. Mest backpackere og sexturister. Næste dag gik med at finde ud af hvilke ture vi skulle ud på resten af ugen. Vi blev enige om, at vi ville tage en dag på elefantfarm, se tigerkingdom, som er en zoo hvor man kan komme helt tæt på tigrene, og tage med Tip på jungletrekking. Derudover brugte vi dagen på at få massage og på ikke at bade i poolen (pigerne syntes det var for dyrt med 50 baht). Da vi skal have massage, viser det sig, at een af massørerne er en mand. Martin og undertegnede snakker om hvad de ville gøre hvis de skulle masseres af den mandlige massør. Martin og undertegnede når frem til at hvis det var de, ville de lave en "abandon mission". Da de ca. en time senere er færdige med deres oliemassage, som blev udført af kvinder, viser det sig, at Thomas er i gang med at få dejlig urtemassage af den mandelige massør. Dette kan ikke andet end fremkalde smil på resten af selskabets læber.
Vi brugte hele næste dag på elefantfarmen.Da vi ankom derude om morgenen, fik vi en kort briefing om elefanter og deres historie i Thailand. Derefter fik vi hver en elefant som vi skulle lære at kende, og derefter vaske og pleje efter nærmere instrukser fra vores mahud-medhjælpere.Sidst på formiddagen begav vi os så ud på elefanttrekking som var en kæmpe succes. Rasmus not so much, da han i denne forbindelse blev slemt angrebet af ben acne. Her to uger senere, kan vi dog konstatere, at sygdommen er forsvundet.
Vores tur med Tip viste sig at være spændende på flere måder. Allerede da vi sad på vores guesthouse og var ved at bestille turen, kom en anden turguide, og begyndte at råbe op om at vi skulle købe hans tur istedet, og at hun sikkert ikke havde nogen autorisation. Det viste sig dog at være forkert, men sådan er cotumen vist omkring det at skaffe sig gæster med på sine ture i Thailand.
På turen kom vi helt op i den nordligste del af Thailand. Vi trekkede i regnskoven, og kom frem til et virkelig dejligt guesthouse lige ud til floden. Om aftenen spiste vi sammen med vores guide Tip, og nogle lokale stammefolk. Eller rettere sagt, vi spiste først, og så bagefter tog stammefolkene vores afgnavede rester og spiste dem fuldstændigt tør for kød. Ubehageligt, men en realitet for rigtig mange mennesker hernede! Efter denne tur op i det nordligste af Thailand, tog vi tilbage til Chiang Mai, for at tage afsked med pigerne. Det var rigtig sørgeligt, for vi havde virkeligt haft det sjovt sammen med dem.
Vi brugte hele næste dag på elefantfarmen.Da vi ankom derude om morgenen, fik vi en kort briefing om elefanter og deres historie i Thailand. Derefter fik vi hver en elefant som vi skulle lære at kende, og derefter vaske og pleje efter nærmere instrukser fra vores mahud-medhjælpere.Sidst på formiddagen begav vi os så ud på elefanttrekking som var en kæmpe succes. Rasmus not so much, da han i denne forbindelse blev slemt angrebet af ben acne. Her to uger senere, kan vi dog konstatere, at sygdommen er forsvundet.
Vores tur med Tip viste sig at være spændende på flere måder. Allerede da vi sad på vores guesthouse og var ved at bestille turen, kom en anden turguide, og begyndte at råbe op om at vi skulle købe hans tur istedet, og at hun sikkert ikke havde nogen autorisation. Det viste sig dog at være forkert, men sådan er cotumen vist omkring det at skaffe sig gæster med på sine ture i Thailand.
På turen kom vi helt op i den nordligste del af Thailand. Vi trekkede i regnskoven, og kom frem til et virkelig dejligt guesthouse lige ud til floden. Om aftenen spiste vi sammen med vores guide Tip, og nogle lokale stammefolk. Eller rettere sagt, vi spiste først, og så bagefter tog stammefolkene vores afgnavede rester og spiste dem fuldstændigt tør for kød. Ubehageligt, men en realitet for rigtig mange mennesker hernede! Efter denne tur op i det nordligste af Thailand, tog vi tilbage til Chiang Mai, for at tage afsked med pigerne. Det var rigtig sørgeligt, for vi havde virkeligt haft det sjovt sammen med dem.
torsdag den 26. marts 2009
Med Nice og Krumme I Bangkok
Efter en stille og rolig flyvetur præget af lidt tømmermænd samt Christians flyskræk landede vi i Bangkok lufthavn (for 3. Gang på vores tur). Vi gik ud og fandt to taxaer for at komme ind til byen. Som de (efterhånden] rutinerede rotter vi er, vidste vi godt hvad det skulle koste at komme indtil byen, så vi fik fat i et par taxameter-taxier. Undertegnede ender i taxa med Razz og Belfe og det hele går ganske godt for vores lille rejseselskab indtil vores taxachauffør beslutter, at det da er blevet tid til at give slæden noget at æde (fylde benzin på red.). Han mener dog midlertidigt ikke, at det er nødvendigt at slå taxameteret fra, hvilket udløser en del protester fra os alle tre. Ikke desto mindre gennemfører han tankningen uden at slå taxameteret fra efterladende os i et temmelig skummelt lune. Historien er dog ikke slut her, for da vi ankommer til ”Le Bua” som er Nice og Krummes (Simon og Christians) luksushotel, beslutter taxamanden, at han da lige skal prøve at flå lidt flere penge ud af de dumme backpackere. Taxameteret viser 310 Baht (51,7 kr. Bare sådan ca.) og han annoncerer stolt, at prisen er 460 Baht
”ææh what?”
”Yes servicefee for pickup in airport”
”Aaaaaarh nu må du sgu lige – we know there is no such thing as a servicefee for pickup at the airport”
I kan forestille jer resten af samtalen. Han nægter pure at give os vores ting, men bliver vist en lille smule skræmt da vi begynder at tage fat i ham og råbe af ham. Det ender med at vi bliver nødt til at få fat i en politimand for at få løsladt vores ejendele fra taxascammerens baggagerum. Vi ender med at betale de 310 Baht og gå vores vej.
Det tager en lille smule hårdt på humøret, at det første der sker når man vender tilbage til Bangkok, er, at man bliver forsøgt scammet igen med det samme. Uden at lyde som en flok tøsedrenge, tager det bare hårdt på humøret hele tiden at skulle være i forsvarsposition og mistænke alle for at snyde én.
Ikke desto mindre Har vi en fantastisk dag sammen med Simon og Christian i deres luksussuite. Om aftenen bliver Simon og jeg dog nødt til at opsøge læge, da vi har (forbandet) ondt i øret. Det viser sig, at vi har erhvervet os den samme øreinfektion som Martin fik et par dage forinden. Lægen angiver (ligesom Martins) de beskidte swimmingpools som smittekilder. Jeg tror vi er færdige med at hoppe i pølen til poolpartys fra nu af. Simon må imidlertid ikke flyve med øreinfektion – noget med meget smerte og mulighed for perforering af trommehinden – så han får sin rejseforsikring til at forlænge opholdet på luksushotellet samt at flytte drengenes flybilletter til Christchurch (New Zealand) til om Mandagen. Dette gav os nogle ekstra dage i drengenes fantastiske selskab. Mandag blev dagen hvor vores søde fynske rejsepartnerne ankom til Bangkok. Vi fik alle 8 dagen til at gå med at kigge på de mange forskellige krejlerbutikker på Khaosan Road. Med mange tårer i øjnene tog vi afsked med drengene og senere på aftenen tog det nysammensatte rejsehold på 6 personer toget nordpå mod Chiang Mai.
”ææh what?”
”Yes servicefee for pickup in airport”
”Aaaaaarh nu må du sgu lige – we know there is no such thing as a servicefee for pickup at the airport”
I kan forestille jer resten af samtalen. Han nægter pure at give os vores ting, men bliver vist en lille smule skræmt da vi begynder at tage fat i ham og råbe af ham. Det ender med at vi bliver nødt til at få fat i en politimand for at få løsladt vores ejendele fra taxascammerens baggagerum. Vi ender med at betale de 310 Baht og gå vores vej.
Det tager en lille smule hårdt på humøret, at det første der sker når man vender tilbage til Bangkok, er, at man bliver forsøgt scammet igen med det samme. Uden at lyde som en flok tøsedrenge, tager det bare hårdt på humøret hele tiden at skulle være i forsvarsposition og mistænke alle for at snyde én.
Ikke desto mindre Har vi en fantastisk dag sammen med Simon og Christian i deres luksussuite. Om aftenen bliver Simon og jeg dog nødt til at opsøge læge, da vi har (forbandet) ondt i øret. Det viser sig, at vi har erhvervet os den samme øreinfektion som Martin fik et par dage forinden. Lægen angiver (ligesom Martins) de beskidte swimmingpools som smittekilder. Jeg tror vi er færdige med at hoppe i pølen til poolpartys fra nu af. Simon må imidlertid ikke flyve med øreinfektion – noget med meget smerte og mulighed for perforering af trommehinden – så han får sin rejseforsikring til at forlænge opholdet på luksushotellet samt at flytte drengenes flybilletter til Christchurch (New Zealand) til om Mandagen. Dette gav os nogle ekstra dage i drengenes fantastiske selskab. Mandag blev dagen hvor vores søde fynske rejsepartnerne ankom til Bangkok. Vi fik alle 8 dagen til at gå med at kigge på de mange forskellige krejlerbutikker på Khaosan Road. Med mange tårer i øjnene tog vi afsked med drengene og senere på aftenen tog det nysammensatte rejsehold på 6 personer toget nordpå mod Chiang Mai.
onsdag den 25. marts 2009
Koh Pha-Ngan med drengene
Efter Bangkok og alt det med Voglee (skraedderkregleren) tog vi videre med fly til Koh Samui og derfra til Koh Phangan med baad, hvor vi moedtes med Simon og Christian fra vores gymnaieklasse (x). Vi havde bestilt ophold hjemmefra, da det eftersigende ellers er svaert at finde et sted at bo i full moon-perioden (mor og far: full moon party er en stor fest der har vaeret afholdt paa en strand paa Koh Phangan hver fuldmaane siden en gang i firserne). Hotellet, Buri Resort & Spa, var super fedt med to pools og med restaurant direkte ned til stranden med udsigt til Koh Samui. Her blev indtaget en hel del kolde oel ved solnedgang i loebet af ugen! Vi ankom to dage foer full moon party, saa de foerste aftener stod paa pool party ved naboresortet, hvor vi tilfaeldigvis stoedte ind i Elizabeth og Kathrine fra BOAG - nice! Vi fik allerede de foerste aftener proevet de legendariske "buckets" (det skal man jo naar man er paa Koh Phangan, havde vi hoert...) En bucket bestaar af en spand med energidrik, sodavand, isterninger, samt en halv flaske sprut. Det lykkedes at blive meget hurtigt taemmelig fulde, men vi endte alle sammen paa den ene eller den anden maade, paa det ene eller det andet tidspunkt, i den ene eller den anden tilstand, tilbage paa vores eget resort... Paa andendagen lejede vi motorcykler og koerte rundt paa oeen og ind i junglen. Det var en ret stor oplevelse for alle, da ingen af os havde set rigtig taet jungle foer (Vietnam var mere bambus-ish).
Dagen med fuldmaanefesten kom, og stemningen paa det sydlige Koh Phangan var virkelig speciel i loebet af dagen. Meget stilhed foer stormen-agtigt. Efter aftensmad tog vi ned mod Haad Rin (stranden), hvor der allerede var paa den anden side af 10.000 unge backpackere samlet til housemusik, strandbarer, buckets, leg med ild, og formentlig ogsaa en masse drugs. Vi troede vi havde faaet styr paa de buckets efter vores opvarmning de foregaaende aftener, men det skulle hurtigt vise sig at vi blev grebet lidt af stemningen alligevel. Isaer Jakob var godt med, dette endte desvaerre med et styrt ned fra et podium med en raekke hudafskrabninger og en hjernerystelse til foelge. Til gengaeld kan han nu prale af at vaere vaagnet op paa en anden oe efter en brandert (Jakob blev sejlet til et hospital paa Koh Samui, da hjernerystelse kombineret med alkohol kan vaere en haard cocktail). Heldigvis skete der ikke mere end at vi kunne tage videre som planlagt.
Den sidste aften valgte vi at sige farvel til Koh Phangan ved at tage ned til Haad Rin en sidste gang og faa en sidste blaa kings, et sidste glas roedvin - og en enkelt spand til deling. Dette endte dog som saedvanligt med at vi ikke havde styr paa noget som helst - maaske var der alligevel noget i de buckets som vi ikke fik at vide? Det er i hvert fald en staaende joke nu, at man altid kan skyde skylden paa at man er blevet drugget.
Fredag d. 13. marts tog vi et fly tilbage til Bangkok, hvor vi havde aftalt at moedes med vores veninder fra provinsen, Stephanie og Christine, for at tage sammen med dem til Nordthailand, mens Krumme og Nice (Christian og Simon) tog videre til New Zealand.
Hermed slut paa en super fed uge paa en fantastisk paradisoe, men ogsaa tid til et par uger med lidt mindre fart paa.
Mange hilsner fra drengene
Dagen med fuldmaanefesten kom, og stemningen paa det sydlige Koh Phangan var virkelig speciel i loebet af dagen. Meget stilhed foer stormen-agtigt. Efter aftensmad tog vi ned mod Haad Rin (stranden), hvor der allerede var paa den anden side af 10.000 unge backpackere samlet til housemusik, strandbarer, buckets, leg med ild, og formentlig ogsaa en masse drugs. Vi troede vi havde faaet styr paa de buckets efter vores opvarmning de foregaaende aftener, men det skulle hurtigt vise sig at vi blev grebet lidt af stemningen alligevel. Isaer Jakob var godt med, dette endte desvaerre med et styrt ned fra et podium med en raekke hudafskrabninger og en hjernerystelse til foelge. Til gengaeld kan han nu prale af at vaere vaagnet op paa en anden oe efter en brandert (Jakob blev sejlet til et hospital paa Koh Samui, da hjernerystelse kombineret med alkohol kan vaere en haard cocktail). Heldigvis skete der ikke mere end at vi kunne tage videre som planlagt.
Den sidste aften valgte vi at sige farvel til Koh Phangan ved at tage ned til Haad Rin en sidste gang og faa en sidste blaa kings, et sidste glas roedvin - og en enkelt spand til deling. Dette endte dog som saedvanligt med at vi ikke havde styr paa noget som helst - maaske var der alligevel noget i de buckets som vi ikke fik at vide? Det er i hvert fald en staaende joke nu, at man altid kan skyde skylden paa at man er blevet drugget.
Fredag d. 13. marts tog vi et fly tilbage til Bangkok, hvor vi havde aftalt at moedes med vores veninder fra provinsen, Stephanie og Christine, for at tage sammen med dem til Nordthailand, mens Krumme og Nice (Christian og Simon) tog videre til New Zealand.
Hermed slut paa en super fed uge paa en fantastisk paradisoe, men ogsaa tid til et par uger med lidt mindre fart paa.
Mange hilsner fra drengene
mandag den 23. marts 2009
Aaarrh! nu er vi da først blevet rigtig snydt :)
Da vi ankom til Bangkok fandt vi os hurtigt et hyggeligt og billigt guesthouse i naerheden af den store backpackergade Khao San road. Dagen efter (Jakobs foedselsdag) skulle vi paa den helt store sightseeing til Grand Palace. Da de flester af jer har nok allerede har hoert hvad vores tur til Grand Palace foerte med sig, saa nu faar i historien i en kunstnerisk version.
Det var Jakobs foedselsdag
og en rigtig god dag vi skulle ha
Vi gik ned mod Grand Palace
og troede vi bare skulle give den rigtig gas
Foer vi naede til palaset moedte vi en flink student
og herfra er historien vist kendt
"I Thailand er det helligdag"
"Men jeg kender et par steder som falder lige i jeres smag"
Han skrev paa vores kort
og det var bare rigtig flot
Der var noget med en Buddha der baade laa og sad
det var jo lige det vi gad
Saa var der jo lige noget med en statsskraeder
naar jeg skriver om det er det lige foer jeg graeder
Da vi hoerte om det loed det som en fin ide
vi vidste jo ikke hvad der kunne ske
Vi saa den Buddha som baade sad og laa
Iiiii hvor mange ting vi saa
En tur til statsskraeder var der ogsaa
i det toej var vi rigtig flotte
Skraederen sendte os et lille smil
og sagde det var Armani stil
En masse penge vi brugte
at det var noget vaere snyd kunne vi endnu ikke lugte
En rigtig god tur vi havde
Da vi kom hjem var vi helt flade
Men hov der var da en masse
som slet ikke kunne passe
Vi kiggede paa nettet
og skraederens historie var rigtig plettet
Den naeste dag kaempede vi med naep og kloer
han skulle ikke snyde os som alle de andre foer
konsulen kunne ikke hjaelpe
der var jeg lige ved at flaebe
Hos turistministeriet troede vi alt blev godt
"De penge er snart tilbage paa jeres creditkort"
Vi to tilbage til Voglee
Med en mand som var noget med politi
Det gik hurtigt op for os at der var intet at goere
Vi troede aldrig vores kinder kunne blive toerre
Efter syv timer hos Mr. Tommy
var det bedste vi kunne faa et forlig
"Kaere venner jeg kan give jeg 30 %
for paa internettet er mit fubnummer jo kendt"
"Kaere Mr. Tommy det er jo det eneste vi kan gore
og vi maa indroemme at selv os kunne du toerre"
Med en foelelse af vi havde faet kloe
maette vi til Mr. Tommy sige adjoe ( i ved ligesom paa fransk)
Med os selv har vi det godt for vi har overfor ingen loejet
Vi mae bare vente og se paa toejet.
Vi har senere snakket om, hvor glade vi er for at vaere blevet syndt for det viser jo bare hvilke sympatiske og venlige personer vi er. Vi ser det bedste i folk og stoler paa dem, det er da noget som er vaerd at prale af.
Venlig hilsen drengene.
Det var Jakobs foedselsdag
og en rigtig god dag vi skulle ha
Vi gik ned mod Grand Palace
og troede vi bare skulle give den rigtig gas
Foer vi naede til palaset moedte vi en flink student
og herfra er historien vist kendt
"I Thailand er det helligdag"
"Men jeg kender et par steder som falder lige i jeres smag"
Han skrev paa vores kort
og det var bare rigtig flot
Der var noget med en Buddha der baade laa og sad
det var jo lige det vi gad
Saa var der jo lige noget med en statsskraeder
naar jeg skriver om det er det lige foer jeg graeder
Da vi hoerte om det loed det som en fin ide
vi vidste jo ikke hvad der kunne ske
Vi saa den Buddha som baade sad og laa
Iiiii hvor mange ting vi saa
En tur til statsskraeder var der ogsaa
i det toej var vi rigtig flotte
Skraederen sendte os et lille smil
og sagde det var Armani stil
En masse penge vi brugte
at det var noget vaere snyd kunne vi endnu ikke lugte
En rigtig god tur vi havde
Da vi kom hjem var vi helt flade
Men hov der var da en masse
som slet ikke kunne passe
Vi kiggede paa nettet
og skraederens historie var rigtig plettet
Den naeste dag kaempede vi med naep og kloer
han skulle ikke snyde os som alle de andre foer
konsulen kunne ikke hjaelpe
der var jeg lige ved at flaebe
Hos turistministeriet troede vi alt blev godt
"De penge er snart tilbage paa jeres creditkort"
Vi to tilbage til Voglee
Med en mand som var noget med politi
Det gik hurtigt op for os at der var intet at goere
Vi troede aldrig vores kinder kunne blive toerre
Efter syv timer hos Mr. Tommy
var det bedste vi kunne faa et forlig
"Kaere venner jeg kan give jeg 30 %
for paa internettet er mit fubnummer jo kendt"
"Kaere Mr. Tommy det er jo det eneste vi kan gore
og vi maa indroemme at selv os kunne du toerre"
Med en foelelse af vi havde faet kloe
maette vi til Mr. Tommy sige adjoe ( i ved ligesom paa fransk)
Med os selv har vi det godt for vi har overfor ingen loejet
Vi mae bare vente og se paa toejet.
Vi har senere snakket om, hvor glade vi er for at vaere blevet syndt for det viser jo bare hvilke sympatiske og venlige personer vi er. Vi ser det bedste i folk og stoler paa dem, det er da noget som er vaerd at prale af.
Venlig hilsen drengene.
søndag den 15. marts 2009
Saigon (part 2)
Velankommet tilbage til Saigon, fandt vi hurtigt tilbage til det foeromtalte backpackeromraade, hvor vi begyndte at lede efter billige steder at bo. Prisen for bedste krejl gaar til Belfe og mig. Vi fandt et vaerelse med to dobbeltsenge, der stod taet op ad hinanden, i virkeligheden som een stor seng. Meget hyggeligt og lidt lejrskole agtigt.
Da vi havde fundet vores vaerelse, gik vi ned til vores nyopdagede stamsted - Doner-kebaben (der skal vaere umlaud over o'et, saa det udtales "Døner"). Den bestod af en kebab-bod med et par unge fyre, der lavede nogle vildt gode kebabber, saa dem fik vi masser af. Bedst som vi stod og spiste vores kebabber, kom en paen ung pige hen og spurgte "I'm sorry, but where are you guys from?"
"We are from Denmark" faldt svaret prompte fra os alle 4
"Det taenkte jeg nok" svarede den (aabenbart danske) pige.
Herfra gik snakken frem og tilbage og det endte med at vi havde 3 rigtig gode dage med Stefanie og Christine, som vi skal moedes med i bangkok, for at rejse til Chang Mai sammen.
Det er jo altid lidt sjovt, at danskere partout skal finde hinanden ude i den store verden, men der er sgu ogsaa noget fedt ved at sidde og hoere fynske pigegrin over nogle oel i den lune aftenluft.
Alt i alt har Saigon vaeret en fantastisk by. Det er jo altid svaert at svare for alle, men jeg tror vi er meget enige, naar vi siger, at det er et af de rigtig fede steder vi har vaeret.
Det er svaert at sige, hvad vi har brugt tiden paa, det bedste svar er nok noget i retning af - vi har hygget os.
Vi kommer til at savne Vietnam, for det har vaeret en virkelig fantastisk land at besoege. Det har saa mange facetter og er ikke saerlig turistet. Man kan i hvertfald sagten lige kradse ned under overfladen, hvor man finder en masse autentiske og specielle oplevelser. Det er jo det, det handler om, naar man er backpacker.
Go with the flow :)
Da vi havde fundet vores vaerelse, gik vi ned til vores nyopdagede stamsted - Doner-kebaben (der skal vaere umlaud over o'et, saa det udtales "Døner"). Den bestod af en kebab-bod med et par unge fyre, der lavede nogle vildt gode kebabber, saa dem fik vi masser af. Bedst som vi stod og spiste vores kebabber, kom en paen ung pige hen og spurgte "I'm sorry, but where are you guys from?"
"We are from Denmark" faldt svaret prompte fra os alle 4
"Det taenkte jeg nok" svarede den (aabenbart danske) pige.
Herfra gik snakken frem og tilbage og det endte med at vi havde 3 rigtig gode dage med Stefanie og Christine, som vi skal moedes med i bangkok, for at rejse til Chang Mai sammen.
Det er jo altid lidt sjovt, at danskere partout skal finde hinanden ude i den store verden, men der er sgu ogsaa noget fedt ved at sidde og hoere fynske pigegrin over nogle oel i den lune aftenluft.
Alt i alt har Saigon vaeret en fantastisk by. Det er jo altid svaert at svare for alle, men jeg tror vi er meget enige, naar vi siger, at det er et af de rigtig fede steder vi har vaeret.
Det er svaert at sige, hvad vi har brugt tiden paa, det bedste svar er nok noget i retning af - vi har hygget os.
Vi kommer til at savne Vietnam, for det har vaeret en virkelig fantastisk land at besoege. Det har saa mange facetter og er ikke saerlig turistet. Man kan i hvertfald sagten lige kradse ned under overfladen, hvor man finder en masse autentiske og specielle oplevelser. Det er jo det, det handler om, naar man er backpacker.
Go with the flow :)
Abonner på:
Opslag (Atom)