Efter et besøg i Singapore virker alle andre Sydøstasien lidt – usle. Det er m]ske ikke det passende ord, men det er meget den følelse, man står med. Da vi landede i Kota Kinabalu Airport sent blev vi kørt til Borneo Global Backpackers hostel. Så langt så godt, men herfra begyndte problemerne at melde sig.
De oprindelige planer for Borneo (og når jeg nu skriver oprindelige, kan i sikkert gætte, at det ikke er helt sådan, tingene er kommet til at forløbe) var at bestige det flotte Mount Kinabalu, på opfordring fra Trine og Lærke. Desværre fandt vi ud af, at en 2 dages bjergbestigning kostede den nette sum af 1.800 kr. (og må vi lige minde selskabet om, at dette er prisen på en Roskilde-billet), så vi besluttede, at denne mulighed ville vi ikke benytte os af. Den næste del af planen, var, noget med at tage til Brunei som er et lille sultanat (eller sådan noget. Det er i hvert fald en mand med turban, der bestemmer) hvor prinsen har imponerende 3000-6000 biler. Men bortset fra en ret stor koncentration af dyre biler, hørte vi, at der ikke var så meget spændende at komme efter i Brunei. Derudover ville vi gerne have været ude og dykke på Sipadan, som er en ø på østsiden af Borneo og eftersigende en af de top 3 bedste dykkersteder i verden. Dette kunne dog heller ikke lade sig gøre, erfarede vi, i og med, at man skulle have haft en reservation en måned i forvejen, da der kun er tilladt et bestemt antal dykkere på revet om dagen.
Da vi havde afdækket alle disse oplysninger, var vi lige ved at tage en flyver tilbage til Singapore, men i stedet tog vi til Sepilok, en lille by uden for Sandakan, hvor der ligger et Orangutang-center. Her fik vi set aberne blive fodret midt ude i junglen på et platform, mens alle vi andre aber stod og tog billeder. Efter fodringen gik vi en tur i junglen, men den blev ikke så lang, da vi blev udsat for et gigantisk igleangreb. Følgende samtale (monolog?) er et uddrag fra turen i junglen:
Jakob: ”ååååååårrh!! Jeg er lige blevet bidt af en kæmpeigle.
Thomas og Martin: vi blev også bidt lige før
Jakob: JA! Men min var en MEEEEGEEET stor igle og jeg har et stort blødende sår efter den – hvor mange blødende sår har du måske Martin??
Vi besluttede efter gåturen at det var lige lovligt turistet og at vi derfor ville skynde os videre til Sukau. For at vise hvor kloge vi er blevet kan vi fortælle at Orangutang faktisk staves Orang Utan og betyder Menneske-abe, hvilket jo giver meget god mening, så ved i det.
Sukau ligger midt ude i Junglen og vi boede for enden af den eneste vej, der fører ud til den lille by. Nær ved byen ligger en stor flod, som man sejler op og ned af, for at kigge på fine fugle og aber. Dette gjorde vi også - 3 gange endda. En morgentur, en eftermiddagstur og en aftentur. Alt sammen meget fint med flotte billeder (som vi forhåbentlig lægger op i morgen eller en af dagene). Her fik vi også set en lille krokodille, som vi var meget imponerede af. En Malaymand, der var forsker i miljøkommunikation og på rundtur til de malaysiske floder, fortalte at der et stykke op ad floden var blevet ædt en mand af krokodillens mor, derefter havde vi ikke så meget lyst til at sejle på floden.
Vi boede et meget billigt sted (vi har i løbet af 2 dage brugt omkring 100 kr. pr. dag inkl. mad, ture og overnatning) og fik nudler til morgenmad. Vi fik også spillet fodbold med nogle af ejerens 12 sønner, som var meget søde og bad om svingture hele tiden.
I dag er vi ankommet til Semporna (det er her Sipadan ligger lidt uden for kysten) og skal i morgen ud til en ø, der hedder Mabul og dykke, når nu ikke Sipadan var en mulighed.
I hører mere :)
tirsdag den 19. maj 2009
onsdag den 13. maj 2009
Kuala Lumpur og Singapore
Så gik vores tur videre til Kuala Lumpur (Malaysias hovedstad), blandt de lokale kaldet KL . Efter mange dage ude på landet var det altså lidt rat at komme til en storby. Det eneste vi var helt sikre på vi skulle i KL, var at tage en tur op i verdens højste tvilligetårne Petronas tower. Man kunne selvfølgelig ikke komme helt til tops, ikke engang halvvejs, men det var meget sjovt alligevel. Om aftenen ville vi lige smutte på netcafe, det blev dog en noget speciel oplevelse. For på den netcafe vi kom ind på var der, må vi sige et noget afslappet forhold til porno. Mens vi sad og skrev hjem til familien, sad pæne almindelige mænd i slips og så nogle ret hardcore film, med et ansigstudtryk somom de læste avis. Det var ikke lige det vi havde forventet at se i et muslimsk land. Dagen efter ville vi tage ned og se Malaysias største moske, National moske. En rigtig sød muslimsk dame gav os en lang guidet tur rundt i mosken, det var skide spændende. Hun fortalte os, at hun var sikker på at vi ville blive fantastiske muslimer hvis vi konverterede, vi takkede for komplimentet. Vi tvivle dog lidt på at hun har ret, for der var vist lige noget om; at man ikke må spise flæskesteg og man skal tidligt op og be som muslim, vi vuderer det til at blive et longshot. Fra Kuala Lumpur skulle vi videre til Singapore og efter al vores køren i bus var vi fast besluttede på at tage toget videre. Det viste sig desværre at toget var fuldt, så endnu engang måtte vi hoppe på bussen. Bussen var selvfølgelig det rene luksus, så vores sure miner blev til fire glade ansigter. Grænseovergangen til Singapore gik helt perfekt, altså bortset fra, at en af os ikke lige kunne finde sit pas, der nævnes ingen navne:-) Det skal lige siges at passet selvfølgelig blev fundet, så alt endte godt.
Singapore er en meget speciel storby/land ingen skrald, ingen hjemløse, ingen trafikprop kun en masse stinkende rige mennesker. Vi fandt os heldigvis et rigtig hyggeligt og ikke mindst billigt (iforhold til at det er Singapore) sted at bo, hvor vi frit kunne bruge køkkenet, det har lige gjort vores aftensmad en hel del billigere og bedre, tak til kokken. Det man kan i Singapore er at shoppe og spise, og begge dele er pisse dyrt, så det er nok meget godt vi ikke skulle være her i Singapore i længere tid. Iaften går rejsen vi videre med fly til Borneo hvor vores sidste del af vores rejse skal tilbringes.
Kærlig hilsen fra os alle fire.
Singapore er en meget speciel storby/land ingen skrald, ingen hjemløse, ingen trafikprop kun en masse stinkende rige mennesker. Vi fandt os heldigvis et rigtig hyggeligt og ikke mindst billigt (iforhold til at det er Singapore) sted at bo, hvor vi frit kunne bruge køkkenet, det har lige gjort vores aftensmad en hel del billigere og bedre, tak til kokken. Det man kan i Singapore er at shoppe og spise, og begge dele er pisse dyrt, så det er nok meget godt vi ikke skulle være her i Singapore i længere tid. Iaften går rejsen vi videre med fly til Borneo hvor vores sidste del af vores rejse skal tilbringes.
Kærlig hilsen fra os alle fire.
fredag den 8. maj 2009
Perhentians og Taman Negara
Her I Malaysia har vi, efter vor egen mening, kørt alt for meget i minibus, så det var med lidt tunge sind at vi efter en kort visit i Cameron Highlands slæbte vores tunge tasker og kroppe ned for at vente på minibussen. Det skulle dog vise sig, at vi blev begunstiget med at køre den første del af turen, omkring et par timer, bare os 4 gutter i minibussen. Det var dejligt at få slanget sig og det gjorde det lidt nemmere at udholde de efterfølgende timer i den næste minibus under mindre luksuriøse forhold.
Vi ankom efter busturene til havneby Kuala Besut, som fungerer som bindeled mellem de berømte Perhentian Islands og det malaysiske fastland. Herfra tog vi en speedbåd ud til Pulau Perhentian Kecil, som er den mindste af de to Perhentian øer. Det skal understreges at vi tog en speedbåd, for der blev godt nok givet gas med 2 x 250 hestes udenbords motorer. Det er en af de sjovere færgeture, vi har haft hernede.
Vi var fra Cameron Highlands blevet advaret om, at der muligvis ville blive problemer med at finde overnatning på øerne, fordi vi valgte at rejse lige midt i malayernes lille ferie, der lå omkring d. 1. maj. Vi havde dog besluttet, at (den slags) uheld ikke rammer os og tog derfor afsted i stedet for at blive en nat ekstra i højlandet. Profetien viste sig dog, mod vores forventning, at holde stik. Der var ikke et eneste lille værelse at opdrive på øen, selv alle de små telte, i ved den slags, som normalt bliver brugt til børnefødselsdage og strandture, var leget ud til ly-trængende backpackere.
Dog fandt vi, snarådige som vi er, en løsning, der gik ud på, at vi lånte et videolokale hos en af dykkercentrerne, og således blev vores billigste overnatning på denne tur, vores første overnatning på the Perhentians – 1 double and 2 single beds, air-con og tv for 0 penge.
De to dage vi var på Kecil, gik med volleyballspil med svenskere, film på en af de andre resorts ved stranden og en masse dykning. 4 dyk blev det til, 1. første dag efter vores gratis overnatning og 3 dyk den næste dag. Alle vores dyk var helt fantastiske og vi har ikke svært ved at forstå, hvorfor Perhentians er nævnt som et af de rigtig gode steder at tage hen, hvis man vil dykke. Særlig skal vi nok lægge vægt på vores dyk ved ”Sugar Wreck”, da det nemlig var vores første vrag-dyk hernede. ”Sugar Wreck” er et stort cargo-skib, der transporterede sukker (snedig navngivning), men desværre for sukkerfirmaet, heldigt for os, sank i 2001. Vraget var kæmpestort og meget svært at danne sig et overblik over til dels også pga. den dårlige sigtbarhed, men ikke desto mindre var det en kæmpe oplevelse at svømme ind og ud af det store vrag og stikke hovedet op i lufthullerne inde i skroget.
Efter et par dejlige dage på Kecil tog vi speedbåden tilbage til fastlandet og satte os igen (suk) ind i en minibus og kørte mod Taman Negara.
Taman Negara er en kæmpemæssig nationalpark ca. i midten af det malaysiske fastland. Parkens areal svarer ca. til Sjællands, så der er altså her tale om en ordentlig portion jungle, desuden skal det bemærkes at junglen i nationalparken samtidig er verdens ældste med den imponerende alder af 130 mio. år. Vi boede på et guesthouse et stykke op ad floden (den flod der afgrænser, hvor nationalparken starter) fra Kuala Tahan. Grundet vores noget stramme tidsplan her på fastland Malaysia, havde vi ikke tid til at blive mere end et par dage i Taman Negara, men det var dog nok til at vi fik gået os en ordentlig tur i Junglen.
Turen startede med at vi blev sejlet et lille stykke videre op ad floden, op til den såkaldte ”Canopy-walkway”. Konceptet er, at der har været nogle malayere oppe og binde nogle store wirer fast i de store jungletræer, for at lave nogle kæmpe gangbroer, som turisterne kan gå rundt på.
Det var da også en yderst interessant oplevelse at gå rundt oppe i 40 meters højde og kigge ind i trækronerne. Efter vi havde været trækronernes konger, gik vi nogle kilometer gennem junglen ud til et udsigtspunkt og derfra gik vi et par timer gennem junglen for at komme hjem igen. Alt i alt en rigtig god jungleoplevelse selvom den ikke var så intens. Det kommer når vi kommer til Borneo og skal op i Mount Kinabalus højder. Næste stop bliver Kuala Lumpur og Singapore
Vi ankom efter busturene til havneby Kuala Besut, som fungerer som bindeled mellem de berømte Perhentian Islands og det malaysiske fastland. Herfra tog vi en speedbåd ud til Pulau Perhentian Kecil, som er den mindste af de to Perhentian øer. Det skal understreges at vi tog en speedbåd, for der blev godt nok givet gas med 2 x 250 hestes udenbords motorer. Det er en af de sjovere færgeture, vi har haft hernede.
Vi var fra Cameron Highlands blevet advaret om, at der muligvis ville blive problemer med at finde overnatning på øerne, fordi vi valgte at rejse lige midt i malayernes lille ferie, der lå omkring d. 1. maj. Vi havde dog besluttet, at (den slags) uheld ikke rammer os og tog derfor afsted i stedet for at blive en nat ekstra i højlandet. Profetien viste sig dog, mod vores forventning, at holde stik. Der var ikke et eneste lille værelse at opdrive på øen, selv alle de små telte, i ved den slags, som normalt bliver brugt til børnefødselsdage og strandture, var leget ud til ly-trængende backpackere.
Dog fandt vi, snarådige som vi er, en løsning, der gik ud på, at vi lånte et videolokale hos en af dykkercentrerne, og således blev vores billigste overnatning på denne tur, vores første overnatning på the Perhentians – 1 double and 2 single beds, air-con og tv for 0 penge.
De to dage vi var på Kecil, gik med volleyballspil med svenskere, film på en af de andre resorts ved stranden og en masse dykning. 4 dyk blev det til, 1. første dag efter vores gratis overnatning og 3 dyk den næste dag. Alle vores dyk var helt fantastiske og vi har ikke svært ved at forstå, hvorfor Perhentians er nævnt som et af de rigtig gode steder at tage hen, hvis man vil dykke. Særlig skal vi nok lægge vægt på vores dyk ved ”Sugar Wreck”, da det nemlig var vores første vrag-dyk hernede. ”Sugar Wreck” er et stort cargo-skib, der transporterede sukker (snedig navngivning), men desværre for sukkerfirmaet, heldigt for os, sank i 2001. Vraget var kæmpestort og meget svært at danne sig et overblik over til dels også pga. den dårlige sigtbarhed, men ikke desto mindre var det en kæmpe oplevelse at svømme ind og ud af det store vrag og stikke hovedet op i lufthullerne inde i skroget.
Efter et par dejlige dage på Kecil tog vi speedbåden tilbage til fastlandet og satte os igen (suk) ind i en minibus og kørte mod Taman Negara.
Taman Negara er en kæmpemæssig nationalpark ca. i midten af det malaysiske fastland. Parkens areal svarer ca. til Sjællands, så der er altså her tale om en ordentlig portion jungle, desuden skal det bemærkes at junglen i nationalparken samtidig er verdens ældste med den imponerende alder af 130 mio. år. Vi boede på et guesthouse et stykke op ad floden (den flod der afgrænser, hvor nationalparken starter) fra Kuala Tahan. Grundet vores noget stramme tidsplan her på fastland Malaysia, havde vi ikke tid til at blive mere end et par dage i Taman Negara, men det var dog nok til at vi fik gået os en ordentlig tur i Junglen.
Turen startede med at vi blev sejlet et lille stykke videre op ad floden, op til den såkaldte ”Canopy-walkway”. Konceptet er, at der har været nogle malayere oppe og binde nogle store wirer fast i de store jungletræer, for at lave nogle kæmpe gangbroer, som turisterne kan gå rundt på.
Det var da også en yderst interessant oplevelse at gå rundt oppe i 40 meters højde og kigge ind i trækronerne. Efter vi havde været trækronernes konger, gik vi nogle kilometer gennem junglen ud til et udsigtspunkt og derfra gik vi et par timer gennem junglen for at komme hjem igen. Alt i alt en rigtig god jungleoplevelse selvom den ikke var så intens. Det kommer når vi kommer til Borneo og skal op i Mount Kinabalus højder. Næste stop bliver Kuala Lumpur og Singapore
torsdag den 7. maj 2009
Spencer og Stanley
Vores første destination i Malaysia var Penang. Vores plan var, at vi ville spare os selv for den 17 timer lange bustur fra Krabi til KL, og istedet starte i nordvestmalaysia, og derfra tage østover gennem Cameron highlands og så videre til Perhentian Islands.
Georgetown, som er en by på størelse med {rhus og ca. samme status, viste sig at være en fed by at slendre rundt i, dog uden de store turistatraktioner. Da vi ankom sent på eftermiddagen gik vi ned for at hæve penge, og derefter ud at finde et sted at spise og overnatte. Vi fandt et kombineret spise-sovested, og kunne derefter begive os ud på opdagelse i byen. Voldsspiralen.
Næste dag gik vi også rundt i byen, hvor vi besøgte et kinessisk tempel og en moske. Vi bestemte os for at tage en bus videre til Cameron highlands den følgende morgen. Dette er et højland lidt sydøst for Penang. Vi havde på forhånd læst, at der kunne forekomme trafikkaos pga. lokale turister der kom for at holde weekend i højlandet, der er kendt for dets behageligt kølige klima, golffaciliteter, theplantager, jordbærmarker og jungle. Bussen kørte allerede kl. 6 om morgenen, og ankom ca. 4 timer efter. Bussens speedometer var som det tit er tilfældet hernede >istykker<, og buschaufføren kørte fucking sindsygt!
Da vi ankom til hovedbyen Tanah Rata var vi godt trætte, og efter vi havde spist en let frokost brugte vi derfor hele formiddagen på en middagslur. Senere om eftermiddagen gik Martin, Rasmus og undertegnede ud for at udforske det omkringliggende område. Med et primitivt kort i hænde, begav vi os ud på et kort jungletrek. I starten var det svært at finde den afmærkede tur, men med lidt hjælp fra en taxachauffør fandt vi den endelig. På daværrende tidspunkt var klokken blevet 19:00, og solen var allerede på vej ned, men vi tænkte at turen kun ville tage 45 min., og at vi sagtens kunne nå at gå den inden solen var væk. Det kunne vi ikke. Efter flere gange at have overvejet at gå hele vejen tilbage, besluttede vi efter 45 min., hvor det næsten var totalt mørkt og hvor vi ikke anede hvor vi var længere at gå tilbage. Voldsspiral slut.
Den følgende dag tog vi på trekking tur ud i junglen, hvor vi skulle besøge de indfødte malajer, se verdens største blomst og ud i de berømte Cameron highlands theplantager. Turen startede kl. 8:45 og skulle slutte kl. 18:00, pga. trfikpropper sluttede turen dog først kl. 22:30, og vi nåede ingengang at se alle de ting vi skulle have nået. Det var imidlertid en rigtig hyggelig tur, og vores guide Spencer var meget engageret, og gjorde alt hvad der stod i hans magt for at gøre turen så god som muligt for os. Turen startede med at vi tog et stykke ud i junglen, hvor Stanley, en junglemand der levede af at opspore blomster guidede os ud til verdens største blomst. Senere gik turen forbi de indfødte malayer, der viste os deres landsby og lærte os at skyde med pusterør. Dette udviklede sig til en Danmark-Frankrigkamp mellem os, og nogle franskmænd der ogsa var med på turen. Der var tæt løb, og det var svært at besteme hvem der skød bedst.
Næste morgen tog vi en bus videre til Perhentian Islands.
Georgetown, som er en by på størelse med {rhus og ca. samme status, viste sig at være en fed by at slendre rundt i, dog uden de store turistatraktioner. Da vi ankom sent på eftermiddagen gik vi ned for at hæve penge, og derefter ud at finde et sted at spise og overnatte. Vi fandt et kombineret spise-sovested, og kunne derefter begive os ud på opdagelse i byen. Voldsspiralen.
Næste dag gik vi også rundt i byen, hvor vi besøgte et kinessisk tempel og en moske. Vi bestemte os for at tage en bus videre til Cameron highlands den følgende morgen. Dette er et højland lidt sydøst for Penang. Vi havde på forhånd læst, at der kunne forekomme trafikkaos pga. lokale turister der kom for at holde weekend i højlandet, der er kendt for dets behageligt kølige klima, golffaciliteter, theplantager, jordbærmarker og jungle. Bussen kørte allerede kl. 6 om morgenen, og ankom ca. 4 timer efter. Bussens speedometer var som det tit er tilfældet hernede >istykker<, og buschaufføren kørte fucking sindsygt!
Da vi ankom til hovedbyen Tanah Rata var vi godt trætte, og efter vi havde spist en let frokost brugte vi derfor hele formiddagen på en middagslur. Senere om eftermiddagen gik Martin, Rasmus og undertegnede ud for at udforske det omkringliggende område. Med et primitivt kort i hænde, begav vi os ud på et kort jungletrek. I starten var det svært at finde den afmærkede tur, men med lidt hjælp fra en taxachauffør fandt vi den endelig. På daværrende tidspunkt var klokken blevet 19:00, og solen var allerede på vej ned, men vi tænkte at turen kun ville tage 45 min., og at vi sagtens kunne nå at gå den inden solen var væk. Det kunne vi ikke. Efter flere gange at have overvejet at gå hele vejen tilbage, besluttede vi efter 45 min., hvor det næsten var totalt mørkt og hvor vi ikke anede hvor vi var længere at gå tilbage. Voldsspiral slut.
Den følgende dag tog vi på trekking tur ud i junglen, hvor vi skulle besøge de indfødte malajer, se verdens største blomst og ud i de berømte Cameron highlands theplantager. Turen startede kl. 8:45 og skulle slutte kl. 18:00, pga. trfikpropper sluttede turen dog først kl. 22:30, og vi nåede ingengang at se alle de ting vi skulle have nået. Det var imidlertid en rigtig hyggelig tur, og vores guide Spencer var meget engageret, og gjorde alt hvad der stod i hans magt for at gøre turen så god som muligt for os. Turen startede med at vi tog et stykke ud i junglen, hvor Stanley, en junglemand der levede af at opspore blomster guidede os ud til verdens største blomst. Senere gik turen forbi de indfødte malayer, der viste os deres landsby og lærte os at skyde med pusterør. Dette udviklede sig til en Danmark-Frankrigkamp mellem os, og nogle franskmænd der ogsa var med på turen. Der var tæt løb, og det var svært at besteme hvem der skød bedst.
Næste morgen tog vi en bus videre til Perhentian Islands.
Farvel Buddha, goddag Allah
Med baad i regn og boelger kom vi fra Phuket til Phi Phi-oeerne, hvor vi efter at have tjekket 4-5 hostels ud fandt et billigt sted hvor vi sov alle sammen i samme rum. Der er ingen biler paa Phi Phi, saa byen/oeen er gaagade med skiftevis restaurant, bar, netcafe, dykkershop, hostel, 7eleven og selvfoelgelig en haandfuld thaimassagesteder. Der er masser af backpackere, isaer svenskere og englaendere, og stemningen er meget dyk/strand om dagen, fest om natten-agtig.
Vi havde hoert at dykningen paa Phi Phi var noget af det bedste i Thailand, saa selvfoelgelig skulle vi ud med flasken et par gange. Desvaerre lod det ikke til at boelgerne ville laegge sig paa kort sigt, saa det blev ikke til dykning saa mange steder som vi havde haabet paa - Rasmus er typen der vender vrangen ud paa maven i den flyvende kuffert :) Dog kom vi afsted en af dagene til to rev der laa i lae af sydoeen, saa det var muligt at faa nogle nogenlunde rolige dyk - virkelig flot sted, og vi fik set vores foerste hajer her. Derudover var vi ude paa den strand hvor "The Beach" blev optaget (I ved, den med Leonardo) hvor vi ogsaa overnattede. Det var muligvis den flotteste strand vi har vaeret forbi, og det var super fedt at vaagne op paa stranden og have det helt for os selv, de 10-12 stykker vi var med paa turen. Da vinden stadig ikke saa ud til at laegge sig og give mulighed for mere dykning, valgte vi at tage videre til Krabi efter 4 dages tid.
I Krabi boede vi inde i byen, hvor vi fik spist nogle rugbroedsmadder paa den danske restaurant vi havde laest laa der. Laekkert, laekkert. Vi fik ogsaa besteget de 1237 trin op til Tigertemplet paa toppen af en af Krabis mange klipper, og ellers ligget lidt paa stranden paa Rayleh og Ao Nang - begge steder kan bestemt anbefales... En af aftenerne havde vi en noget ubehagelig oplevelse, da vi ganske uskyldigt gik ind paa en restaurant og bestilte aftensmad og en oel. Foerst efter skraemmende lang tid gaar det op for os at vi er saa godt som de eneste gaester paa den forholsvis store restaurant - til gengaeld er vi omringet af de foerste 20 glaedespiger der danser for os. Det var ikke et bordel, nej nej, men det var vist heller ikke helt hvad vi plejer at forstaa ved en restaurant. Denne oplevelse bekraeftede endnu engang at vi ikke altid er maalgruppen for alle steder de steder vi kommer i Thailand (hertil har vi endnu 30 aar, en oelmave og et fremskredent haartab til gode). Derfor bookede vi den foelgende dag en bus (paa trods af at Jakob mente vi skulle tage et fly, da bus simpelthen ikke var komfortabelt nok) til den malaysiske graense, og derfra videre til Georgetown, Penang. Her blev vi sat af i Chulia Street, byens svar paa Bangkoks Khao San Road, hvor der var masser af hostels, kopitoej, billig indisk mad og hvad hjertet ellers begaerer af den slags. Klokken bliver en time mere naar man tager til Malaysia, saa inden laenge blev det hen ad den tid hvor man gaar i seng, og vi faldt i soevn til lyden af dagens sidste boennekald fra vores nye nabo, moskeen.
Vi havde hoert at dykningen paa Phi Phi var noget af det bedste i Thailand, saa selvfoelgelig skulle vi ud med flasken et par gange. Desvaerre lod det ikke til at boelgerne ville laegge sig paa kort sigt, saa det blev ikke til dykning saa mange steder som vi havde haabet paa - Rasmus er typen der vender vrangen ud paa maven i den flyvende kuffert :) Dog kom vi afsted en af dagene til to rev der laa i lae af sydoeen, saa det var muligt at faa nogle nogenlunde rolige dyk - virkelig flot sted, og vi fik set vores foerste hajer her. Derudover var vi ude paa den strand hvor "The Beach" blev optaget (I ved, den med Leonardo) hvor vi ogsaa overnattede. Det var muligvis den flotteste strand vi har vaeret forbi, og det var super fedt at vaagne op paa stranden og have det helt for os selv, de 10-12 stykker vi var med paa turen. Da vinden stadig ikke saa ud til at laegge sig og give mulighed for mere dykning, valgte vi at tage videre til Krabi efter 4 dages tid.
I Krabi boede vi inde i byen, hvor vi fik spist nogle rugbroedsmadder paa den danske restaurant vi havde laest laa der. Laekkert, laekkert. Vi fik ogsaa besteget de 1237 trin op til Tigertemplet paa toppen af en af Krabis mange klipper, og ellers ligget lidt paa stranden paa Rayleh og Ao Nang - begge steder kan bestemt anbefales... En af aftenerne havde vi en noget ubehagelig oplevelse, da vi ganske uskyldigt gik ind paa en restaurant og bestilte aftensmad og en oel. Foerst efter skraemmende lang tid gaar det op for os at vi er saa godt som de eneste gaester paa den forholsvis store restaurant - til gengaeld er vi omringet af de foerste 20 glaedespiger der danser for os. Det var ikke et bordel, nej nej, men det var vist heller ikke helt hvad vi plejer at forstaa ved en restaurant. Denne oplevelse bekraeftede endnu engang at vi ikke altid er maalgruppen for alle steder de steder vi kommer i Thailand (hertil har vi endnu 30 aar, en oelmave og et fremskredent haartab til gode). Derfor bookede vi den foelgende dag en bus (paa trods af at Jakob mente vi skulle tage et fly, da bus simpelthen ikke var komfortabelt nok) til den malaysiske graense, og derfra videre til Georgetown, Penang. Her blev vi sat af i Chulia Street, byens svar paa Bangkoks Khao San Road, hvor der var masser af hostels, kopitoej, billig indisk mad og hvad hjertet ellers begaerer af den slags. Klokken bliver en time mere naar man tager til Malaysia, saa inden laenge blev det hen ad den tid hvor man gaar i seng, og vi faldt i soevn til lyden af dagens sidste boennekald fra vores nye nabo, moskeen.
lørdag den 25. april 2009
Koh Samui og Phuket
Efter vores helt vidunderlige ophold paa Koh Tao satte vi kursen mod Koh Samui. Her sagde vi farvel til Laerke og Trine som skulle videre nordpaa. Da vi havde fundet et hyggeligt (det betyder billigt) guesthouse og havde gaaet lidt rundt i byen blev vi ret hurtig enige om at Koh Samui nok ikke lige var os, og vi besluttede os for hurtigts muligt at komme videre. Dagen efter, tidligt om morgenen, gik rejsen derfor videre mod Phuket. Vi havde faaet at vide, at rejsen til Phuket ville tage omkring ni timer, men saadan kom det selvfoelgelig ikke til at gaa. Vi var i godt humoer og glaedede os bare til at komme til Phuket. Da vi naaede til det sted hvor vi skulle skrifte bus, skriftede vores humoer dog lidt. Damen i rejsebureauet paastod at vi var kommet forsent til den bus der skulle koere os til Phuket, og vi skulle vente to enhalv time paa den naeste bus. Hun tilboed os dog at kunne komme med en minibus lige nu, det ville dog koste os halvtreds kroner per mand. Det stod rimelig klart at hun bare proevede at faa os til at betale noget mere, men hun fik os ikke. Vi faestede os med taalmodighed og ventede paa vores minibus to enhalv time. Turen til Phuket kom til at tage os gode fjorten time og da vi ankom var vi godt traette. Chauffoeren smed os af ved siden af resturant Thai-Danish grillhouse, og det maa siges at vaere en oplevelse. Resturanten var praecis som man kunne forstille sig. Der var tykke, stive, skaldede maend med smaa thaipiger, roede poelser med broed og Kim Larsens "Midt om natten" kom fra hoejtalerne. Selvom vi rynkede lidt paa naesen af det altsammen, blev vi alligevel lidt fristet af stegte poelser og endte faktisk med at leje et vaerelse hos dem. Efter at havde stillet vores tasker skyndte vi os ud i byen for at se om det var muligt at komme ud at dykke dagen efter. Paa vores tur gennem byen fik vi desvaerre bekraeftet alle vores fordomme omkring nogle turister i Thailand. Der var tykke europaeiske maend med thaipiger paa skoedet lige meget hvor man kom hen. Og tilraab som "Hallo Handsome boy", "You like massage" osv. fulgte os hele vejen hjem til vores vaerelse. Vores noget daarlige indtryk af byen fik os til hurtigt at beslutte os for at komme videre mod Koh Phi Phi . Vi naaede dog lige at komme i vandet og se de mange fede maend i alt for smaa badebukser der laa og blev roede paa stranden, det var faktisk ogsaa en stor oplevelse. Turen gik derefter videre med baad til Koh Phi Phi hvor vi er lige nu, men det kan i laese en helt masse om i vores naeste blogindlaeg.
Kaerlig hilsen os allesammen.
Kaerlig hilsen os allesammen.
fredag den 17. april 2009
Koh Phangan og Koh Tao
Bum! Så blev det tid til at opdatere hjemmefronten.
Det er jo lidt tid siden i er blevet opdateret om vores gøremål. Da vi landede i Bangkok, skyndte vi os at tjekke ind på et lufthavnshotel. Vi landede kl. Ca. 18 og skulle tjekke ind igen omkring kl. 5 næste morgen. Sidst vi tog til Koh Phangan sov vi på gulvet i lufthavnen op ad vores tasker. Eftersom det ikke var en udpræget succes var vi meget glade for at slippe nogle penge for at se dyner, bare et par timer, inden vi skulle afsted igen.
Efter ankomst først til Koh Samui og derefter til Koh Phangan skulle vi prøve at finde det hotel Lærke og Trine havde fået os overtalt til at tjekke ind på. Den eneste downside ved vort midlertidige hjem, var, at det lå i den diamentralt modsatte ende af øen i forhold til Haadrin (stranden hvor Fullmoon Party bliver holdt), men da det gik ret vildt for sig sidst vi var på øen, gjorde det os ikke noget, at vi kunne få festlighederne lidt på afstand.
Et par timer efter vores ankomst ankom Katja og Ida (for de uindviede: piger vi har gået i gymnasiet med) og senere henunder aftenen ankom også Trine og Lærke (ligeså gymnasiebabes som vi har den fornøjelse at kende).
Koh Phangan bød på en omgang maniodepressive vejrforhold. Det ene øjeblik bankede solen ned og gjorde, at enkelte medlemmer af rejseholdet valgte at opholde sig i skyggen, men kun for at det umiddelbart efter væltede ned fra en kæmpe tordenbyge (og her snakker vi massive regnmængder på meget kort tid). Det samme gjorde sig faktisk gældende for Fullmoon aftenen hvor vandet også stod ned i massive mængder. Umiddelbart lagde dette en dæmper på festlighederne, men da alle folk først var blevet gennemblødte blev strandfesten endnu vildere end sidst vi var på øen også til dels fordi havet havde besluttet, at stranden skulle være væsentligt mindre end sidst.
Efter en masse fest og farver tog vi d. 11. en båd til Koh Tao hvor vi befinder os i skrivende stund.
Vi aftale med Lærke og Trine, at vi ville rejse videre sammen, da pigerne også gerne ville tage dykkerkursus og dermed få dykket lidt på den legendariske dykkerø. Vi besluttede os for, med det samme, at opgradere vores Open Water Diver licens til en Advanced Open Water Diver. Dette betyder i praksis at man må dykke ned til 30 m i stedet for 18. I løbet af kurset genneførte vi også et natdyk, hvor vi følte os meget James Bond agtige. Det har været helt fantastisk at dykke rundt hernede og vi må desværre indrømme, at de thailandske dybder har lidt mere at byde på en sluseholmen og amager strandpark. Vi har fået set barracudaer, tun, rokker og en masse andre eksotiske fisk. Vi tog vores kursus hos et finsk dykkersted hernede, hvilket også vil besvare eventuelle fremtidige spørgsmål om hvorfor der er et finsk flag som baggrund på vores billeder på vores dykkerbeviser. Vores instruktør, Erno, var en flinker fyr der gav os alle de gode tricks og med hvem vi også følte os i rigtig gode hænder. I morgen tager vi på en heldagstur ud til Sailrock, som efter sigende skulle være et af de, hvis ikke dét, bedste dykkersted på den østlige side af Thailand, så vi glæder os meget. Vi regner med at forlade Koh Tao på søndag til fordel for nogle af de andre Thailandske øer.
Til vi høres igen!
Drengene
Det er jo lidt tid siden i er blevet opdateret om vores gøremål. Da vi landede i Bangkok, skyndte vi os at tjekke ind på et lufthavnshotel. Vi landede kl. Ca. 18 og skulle tjekke ind igen omkring kl. 5 næste morgen. Sidst vi tog til Koh Phangan sov vi på gulvet i lufthavnen op ad vores tasker. Eftersom det ikke var en udpræget succes var vi meget glade for at slippe nogle penge for at se dyner, bare et par timer, inden vi skulle afsted igen.
Efter ankomst først til Koh Samui og derefter til Koh Phangan skulle vi prøve at finde det hotel Lærke og Trine havde fået os overtalt til at tjekke ind på. Den eneste downside ved vort midlertidige hjem, var, at det lå i den diamentralt modsatte ende af øen i forhold til Haadrin (stranden hvor Fullmoon Party bliver holdt), men da det gik ret vildt for sig sidst vi var på øen, gjorde det os ikke noget, at vi kunne få festlighederne lidt på afstand.
Et par timer efter vores ankomst ankom Katja og Ida (for de uindviede: piger vi har gået i gymnasiet med) og senere henunder aftenen ankom også Trine og Lærke (ligeså gymnasiebabes som vi har den fornøjelse at kende).
Koh Phangan bød på en omgang maniodepressive vejrforhold. Det ene øjeblik bankede solen ned og gjorde, at enkelte medlemmer af rejseholdet valgte at opholde sig i skyggen, men kun for at det umiddelbart efter væltede ned fra en kæmpe tordenbyge (og her snakker vi massive regnmængder på meget kort tid). Det samme gjorde sig faktisk gældende for Fullmoon aftenen hvor vandet også stod ned i massive mængder. Umiddelbart lagde dette en dæmper på festlighederne, men da alle folk først var blevet gennemblødte blev strandfesten endnu vildere end sidst vi var på øen også til dels fordi havet havde besluttet, at stranden skulle være væsentligt mindre end sidst.
Efter en masse fest og farver tog vi d. 11. en båd til Koh Tao hvor vi befinder os i skrivende stund.
Vi aftale med Lærke og Trine, at vi ville rejse videre sammen, da pigerne også gerne ville tage dykkerkursus og dermed få dykket lidt på den legendariske dykkerø. Vi besluttede os for, med det samme, at opgradere vores Open Water Diver licens til en Advanced Open Water Diver. Dette betyder i praksis at man må dykke ned til 30 m i stedet for 18. I løbet af kurset genneførte vi også et natdyk, hvor vi følte os meget James Bond agtige. Det har været helt fantastisk at dykke rundt hernede og vi må desværre indrømme, at de thailandske dybder har lidt mere at byde på en sluseholmen og amager strandpark. Vi har fået set barracudaer, tun, rokker og en masse andre eksotiske fisk. Vi tog vores kursus hos et finsk dykkersted hernede, hvilket også vil besvare eventuelle fremtidige spørgsmål om hvorfor der er et finsk flag som baggrund på vores billeder på vores dykkerbeviser. Vores instruktør, Erno, var en flinker fyr der gav os alle de gode tricks og med hvem vi også følte os i rigtig gode hænder. I morgen tager vi på en heldagstur ud til Sailrock, som efter sigende skulle være et af de, hvis ikke dét, bedste dykkersted på den østlige side af Thailand, så vi glæder os meget. Vi regner med at forlade Koh Tao på søndag til fordel for nogle af de andre Thailandske øer.
Til vi høres igen!
Drengene
mandag den 6. april 2009
Kampucha
Så er tiden blevet moden til at indvie jer allesammen i et par af vores oplevelser i Cambodia.
Vores flytur gik ganske glimrende selvom Lao Airlines blakkede ry bekymrede os en smule - Rasmus indskød med forvrængetradiostemme: "Et fly styrtede ned i morges dansk tid på grænsen mellem Laos og Cambodia. Udenrigsministeriet oplyser at der var fire danske rygsækturister ombord"
Men vi kan med glæde fortælle at vi alle er okay og at det ikke var så slemt at flyve med Lao Airlines.
Vi landede i Siem Reap omkring middag ca. en time før den bus, vi ellers skulle have taget dagen før, ankom til byen.
Der er ca. 2 mio. turister på besøg i Cambodia hvert år og stort set dem alle sammen tager et smut forbi Siem Reap og får set de meget berømte Angkor templer. Det betyder at der er et ret stort flow af udenlandsk valuta til landet, som gør, at der i området omkring Siem Reap er investeret mange penge i at gøre det bekvemt for turisterne. Siem Reaps lufthavn er et stående bevis på dette, for selvom der ikke er tale om en særlig stor lufthavn, så er der dunket en masse penge i at få lufthavnen til at ligne noget vi kender fra Kastrup. Men bortset fra den velholdte lufthavn og de meget pæne (og fuldstændigt snorlige) veje, der går til og fra templerne, må vi også tilføje, at vi har set rigtig mange fattige mennesker hernede. Som et par af stederne i Vietnam og Laos er den drivende kraft mange steder her turismen, hvilket man godt kan mærke når man er på besøg.
Vi tog fra lufthavnen en minibus sammen med to svenske blondiner (man må altså gerne kigge - det må man altså godt) som foreslog os at tage til "Happy Guesthouse", da de havde fået det anbefalet. Og da vi jo er kendt for at være meget "happy" og da vi jo sådan set også var på udkig efter et guesthouse, passede denne anbefaling os ganske glimrende.
Happy House viste sig også at være et rigtig, rigtig hyggeligt sted, primært båret oppe af personalet gode humør og meget venlige indstilling til de besøgende. De sørgede for, at vi fik en tuk-tuk chauffør til dagen efter, hvor vi (ligesom alle de andre turister) skulle ud og spytte penge i Angkor Wat pengemaskinen.
Den følgende morgen tog vi afsted omkring kl. 9 med vores tuk-tuk-driver, der hed Lacky (eller noget i den stil, han reagerede i hvert fald på den lyd) og herfra gik det ellers over stok og sten ud og se på alle templerne. Og vi skal da lige love for (sagt på sønderjysk) at der er mange templer på de her kanter. Så vores tempelsightseeing fortsatte til kl. ca. 16 hvor vi ankom til solnedgangsbjerget kun for at konstatere, at der var en masse skyer i vejen for solen. I stedet tog vi med Lacky ned i hans lokale træningscenter og skubbede til en masse støbejern. Vi kan stolt berette, at de lokale var meget imponerede over hvor meget jern vi sådan kunne gå og skubbe rundt.
Næste startede kl. 5 om morgenen med kørsel til Angkor Wat for at se den, eftersigende, meget smukke solopgang. Endnu engang - skyer, skyer og skyer, men vi fik nogle pæne billeder af alle de andre turister, der stod og tog billeder af skyerne.
Vi bliver dog alligevel nøædt til at indskyde, at templerne i Angkor er noget af det mest imponerende vi nogensinde har set. Disse 1000 år gamle religiøse monumenter er de eneste efterladenskaber fra det kæmpe byområde, der lå i området i omkring 800-1400 og husede omkring 1 mio. mennesker! til sammenligning kan vi tilføje, at London på samme tid havde omkring 50.000 indbyggere. Angkor Wat er desuden verdens største religiøse monument (ca. 1,3 kilometer på hvert led) med sin citadelopbygning og mange søer og græsarealer. Rasmus tilføjede "jeg føler mig så dejligt hjemme her - det minder mig om dyrehaven" - vi andre kan kun være enige.
I går eftermiddag ankom vi så her til Phnom Penh og brugte dagen på at finde os et guesthouse og se de berømte killing fields. Sidstnævnte kræver lidt psykisk forberedelse, erfarede vi. The Killing Fields, der ligger omkring 13 km udenfor Phnom Penh, er et af de steder hvor Pol Pots folk henrettede lærere, advokater, politikere, højtstående militærmænd osv. osv. I det område, der ligger udenfor Phnom Penh estimeres det, at der blev henrettet omkring 20.000 heriblandt mange børn og kvinder. Der er på området opført et monument som huser og samtidig fremviser de 8985 kranier fra de massegrave, der allerede er blevet åbnet. Oplevelsen var ret speciel i og med, at man gik omkring i området og stadig kunne se knogler og tøj fra de henrettede.
Oplevelsen blev forstærket af, at vi besøgte S.21 som er den skole Khmer Rouge ombyggede til at være et center for deres toturgerninger og afhøringer.
Khmer Rouge henrettede i omegnen af 1.700.000 mennesker i en periode på 3 år og 8 måneder, fra 1975-79. Det har virkelig været gjort et stort indtryk på os, at komme herned og se, at der praktisk talt ikke er mennesker, der er over 60 år gamle.
Nu har vi prøvet at ryste lidt af uhyggen af os og smutter ud og finder et godt sted at spise om lidt. I morgen tager vi flyet til Bangkok og derfra videre ned til Koh Phangan, hvor vi skifter sol ud med måne og skal hygge os med Ida, Katja, Trine og Lærke.
Håber i alle har det rigtig godt (bortset fra at i selvfølgelig savner os).
Mange hilsener
Vores flytur gik ganske glimrende selvom Lao Airlines blakkede ry bekymrede os en smule - Rasmus indskød med forvrængetradiostemme: "Et fly styrtede ned i morges dansk tid på grænsen mellem Laos og Cambodia. Udenrigsministeriet oplyser at der var fire danske rygsækturister ombord"
Men vi kan med glæde fortælle at vi alle er okay og at det ikke var så slemt at flyve med Lao Airlines.
Vi landede i Siem Reap omkring middag ca. en time før den bus, vi ellers skulle have taget dagen før, ankom til byen.
Der er ca. 2 mio. turister på besøg i Cambodia hvert år og stort set dem alle sammen tager et smut forbi Siem Reap og får set de meget berømte Angkor templer. Det betyder at der er et ret stort flow af udenlandsk valuta til landet, som gør, at der i området omkring Siem Reap er investeret mange penge i at gøre det bekvemt for turisterne. Siem Reaps lufthavn er et stående bevis på dette, for selvom der ikke er tale om en særlig stor lufthavn, så er der dunket en masse penge i at få lufthavnen til at ligne noget vi kender fra Kastrup. Men bortset fra den velholdte lufthavn og de meget pæne (og fuldstændigt snorlige) veje, der går til og fra templerne, må vi også tilføje, at vi har set rigtig mange fattige mennesker hernede. Som et par af stederne i Vietnam og Laos er den drivende kraft mange steder her turismen, hvilket man godt kan mærke når man er på besøg.
Vi tog fra lufthavnen en minibus sammen med to svenske blondiner (man må altså gerne kigge - det må man altså godt) som foreslog os at tage til "Happy Guesthouse", da de havde fået det anbefalet. Og da vi jo er kendt for at være meget "happy" og da vi jo sådan set også var på udkig efter et guesthouse, passede denne anbefaling os ganske glimrende.
Happy House viste sig også at være et rigtig, rigtig hyggeligt sted, primært båret oppe af personalet gode humør og meget venlige indstilling til de besøgende. De sørgede for, at vi fik en tuk-tuk chauffør til dagen efter, hvor vi (ligesom alle de andre turister) skulle ud og spytte penge i Angkor Wat pengemaskinen.
Den følgende morgen tog vi afsted omkring kl. 9 med vores tuk-tuk-driver, der hed Lacky (eller noget i den stil, han reagerede i hvert fald på den lyd) og herfra gik det ellers over stok og sten ud og se på alle templerne. Og vi skal da lige love for (sagt på sønderjysk) at der er mange templer på de her kanter. Så vores tempelsightseeing fortsatte til kl. ca. 16 hvor vi ankom til solnedgangsbjerget kun for at konstatere, at der var en masse skyer i vejen for solen. I stedet tog vi med Lacky ned i hans lokale træningscenter og skubbede til en masse støbejern. Vi kan stolt berette, at de lokale var meget imponerede over hvor meget jern vi sådan kunne gå og skubbe rundt.
Næste startede kl. 5 om morgenen med kørsel til Angkor Wat for at se den, eftersigende, meget smukke solopgang. Endnu engang - skyer, skyer og skyer, men vi fik nogle pæne billeder af alle de andre turister, der stod og tog billeder af skyerne.
Vi bliver dog alligevel nøædt til at indskyde, at templerne i Angkor er noget af det mest imponerende vi nogensinde har set. Disse 1000 år gamle religiøse monumenter er de eneste efterladenskaber fra det kæmpe byområde, der lå i området i omkring 800-1400 og husede omkring 1 mio. mennesker! til sammenligning kan vi tilføje, at London på samme tid havde omkring 50.000 indbyggere. Angkor Wat er desuden verdens største religiøse monument (ca. 1,3 kilometer på hvert led) med sin citadelopbygning og mange søer og græsarealer. Rasmus tilføjede "jeg føler mig så dejligt hjemme her - det minder mig om dyrehaven" - vi andre kan kun være enige.
I går eftermiddag ankom vi så her til Phnom Penh og brugte dagen på at finde os et guesthouse og se de berømte killing fields. Sidstnævnte kræver lidt psykisk forberedelse, erfarede vi. The Killing Fields, der ligger omkring 13 km udenfor Phnom Penh, er et af de steder hvor Pol Pots folk henrettede lærere, advokater, politikere, højtstående militærmænd osv. osv. I det område, der ligger udenfor Phnom Penh estimeres det, at der blev henrettet omkring 20.000 heriblandt mange børn og kvinder. Der er på området opført et monument som huser og samtidig fremviser de 8985 kranier fra de massegrave, der allerede er blevet åbnet. Oplevelsen var ret speciel i og med, at man gik omkring i området og stadig kunne se knogler og tøj fra de henrettede.
Oplevelsen blev forstærket af, at vi besøgte S.21 som er den skole Khmer Rouge ombyggede til at være et center for deres toturgerninger og afhøringer.
Khmer Rouge henrettede i omegnen af 1.700.000 mennesker i en periode på 3 år og 8 måneder, fra 1975-79. Det har virkelig været gjort et stort indtryk på os, at komme herned og se, at der praktisk talt ikke er mennesker, der er over 60 år gamle.
Nu har vi prøvet at ryste lidt af uhyggen af os og smutter ud og finder et godt sted at spise om lidt. I morgen tager vi flyet til Bangkok og derfra videre ned til Koh Phangan, hvor vi skifter sol ud med måne og skal hygge os med Ida, Katja, Trine og Lærke.
Håber i alle har det rigtig godt (bortset fra at i selvfølgelig savner os).
Mange hilsener
onsdag den 1. april 2009
Si Phan Don og Pakse
Så er det blevet tid til endnu en opdatering fra det varme Laos. Efter Vangvieng tog vi til Vientiane som er hovedstaden på disse kanter. Det skal lige indskydes, at jo!, vi synes også alle byerne hedder det samme hernede. Men jeg har ladet mig fortælle, at google earth er meget nådig mht. forkert stavede bynavne.
Vientiane var en fantastisk by, og som lonelyplanet ganske rigtigt bemærker, er det sandsynligvis den mest afslappede hovedstad i hele verden. Den franske kolonisering af landet har sat sine spor tydeligst der. Overalt (læs: på den gade vi boede på) var der cafeer, hvor man kunne få sig en god kop kaffe (så god som den nu engang bliver hernede) og en lækker croissant. Derfor fik vi et par timer til at gå med at sidde og læse bøger og drikke kaffe og hygge os.
Efter halvandet døgn i Vientiane tog vi en bus videre sydpå. Som den opmærksomme bloglæser vil bemærke, bruger vi ikke så meget tid i hver enkel by her i Laos. Det ærger vi os lidt over, men vi er, tro det eller ej, en lille smule pressede mht. tiden. Derfor kører vi et lidt hårdt program, som givetvis også kommer til at gøre sig gældende igennem Cambodia. Vi fik taget en natbus fra Vientiane mod Pakse. Den førnævnte opmærksomme bloglæser vil huske, at vores sidste natbusoplevelse ikke var en udpræget succes, så vi var en smule skeptiske. Dog fik vi kilet og ned i vores liggepladser:
”Thomas!! Vi ligger Ass-To-Ass – jeg gider ikke ligge i ske” citat Rasmus
Men trætheden nedbryder selv de mest homofobiske principper og Rappers og jeg endte med at tilbringe natten skiftevis som store og lille ske.
Da vi ankom til Pakse hoppede vi i en minibus og blev kørt til Si Phan Don. Si Phan Don betyder (åbenbart) ”4000 øer” og er et af de smukkeste steder vi længe har været. Her har Mekongfloden skiftet farve fra brun til grøn og så meget mere indbydende ud end tidligere. Ergo – 4 danskere i fuldspring ud i mekongfloden på opdagelse mellem øerne. Vi var på en af de 4000 øer (en af de større vel at mærke) ved navn Dong Det. Det er eftersigende backpackernes foretrukne sted og det lod til at være tilfældet.
Ydermere skal det tilføjes, at alle danske piger vi møder, rejser i par og er fra Fyn nærmere bestemt Odense. Således havde vi en hyggelig aften med Carina og Iben på reggaebar. Nu er vi tilbage i Pakse, fordi vi er blevet ”trætte af pis” og ikke gider køre mere i bus. Derfor sætter vi os imorgen i en propelflyver og bliver fragtet til Siem Reap (Cambodia) hvor vi skal bruge de næste par dage. Dagen i dag er gået med kortspil og hygge. Vi har desuden været ude på en farm, hvor vi prøvede at skyde med AK47 og kaste en håndgranat. Et enkelt medlem af gruppen prøvede også at skyde en vandbøffel med en raketkaster. Dette lyder super usmageligt (det ved vi godt) men det var altså en vild oplevelse på trods af de 400$ vi måtte slippe.
Til vi skrives igen
Vientiane var en fantastisk by, og som lonelyplanet ganske rigtigt bemærker, er det sandsynligvis den mest afslappede hovedstad i hele verden. Den franske kolonisering af landet har sat sine spor tydeligst der. Overalt (læs: på den gade vi boede på) var der cafeer, hvor man kunne få sig en god kop kaffe (så god som den nu engang bliver hernede) og en lækker croissant. Derfor fik vi et par timer til at gå med at sidde og læse bøger og drikke kaffe og hygge os.
Efter halvandet døgn i Vientiane tog vi en bus videre sydpå. Som den opmærksomme bloglæser vil bemærke, bruger vi ikke så meget tid i hver enkel by her i Laos. Det ærger vi os lidt over, men vi er, tro det eller ej, en lille smule pressede mht. tiden. Derfor kører vi et lidt hårdt program, som givetvis også kommer til at gøre sig gældende igennem Cambodia. Vi fik taget en natbus fra Vientiane mod Pakse. Den førnævnte opmærksomme bloglæser vil huske, at vores sidste natbusoplevelse ikke var en udpræget succes, så vi var en smule skeptiske. Dog fik vi kilet og ned i vores liggepladser:
”Thomas!! Vi ligger Ass-To-Ass – jeg gider ikke ligge i ske” citat Rasmus
Men trætheden nedbryder selv de mest homofobiske principper og Rappers og jeg endte med at tilbringe natten skiftevis som store og lille ske.
Da vi ankom til Pakse hoppede vi i en minibus og blev kørt til Si Phan Don. Si Phan Don betyder (åbenbart) ”4000 øer” og er et af de smukkeste steder vi længe har været. Her har Mekongfloden skiftet farve fra brun til grøn og så meget mere indbydende ud end tidligere. Ergo – 4 danskere i fuldspring ud i mekongfloden på opdagelse mellem øerne. Vi var på en af de 4000 øer (en af de større vel at mærke) ved navn Dong Det. Det er eftersigende backpackernes foretrukne sted og det lod til at være tilfældet.
Ydermere skal det tilføjes, at alle danske piger vi møder, rejser i par og er fra Fyn nærmere bestemt Odense. Således havde vi en hyggelig aften med Carina og Iben på reggaebar. Nu er vi tilbage i Pakse, fordi vi er blevet ”trætte af pis” og ikke gider køre mere i bus. Derfor sætter vi os imorgen i en propelflyver og bliver fragtet til Siem Reap (Cambodia) hvor vi skal bruge de næste par dage. Dagen i dag er gået med kortspil og hygge. Vi har desuden været ude på en farm, hvor vi prøvede at skyde med AK47 og kaste en håndgranat. Et enkelt medlem af gruppen prøvede også at skyde en vandbøffel med en raketkaster. Dette lyder super usmageligt (det ved vi godt) men det var altså en vild oplevelse på trods af de 400$ vi måtte slippe.
Til vi skrives igen
lørdag den 28. marts 2009
Mekong, mountainbike og maveonde
Mandag den 23 marts stuvede vi os sammen med en masse andre trætte backpackere ind i en lille minibus på vej mod Laos' grænse. På trods af en lettere søvning chauffør med nok lidt for meget whiskey i blodet nåedede vi helskindet frem til Chiang Khong, vores sidste overnatning i Thailand. Dagen efter skulle krydse grænsen til Laos. Vi havde forberedt os på at skulle sejle fire timer den ene dag og derefter overnatte i Pakbeng, en lille by ude midt i junglen. På andendagen skulle vi så sejle fem timer, men så ville vi også være fremme ved vores distination Luang Prabang. Med en brat opvækning og efter indtagelse af malariapiller var vi så godt som klar til at sejle ned af Mekong floden. Efter et godt stykke ventetid ved den Laosnesiske grænse fik vi at vide, at vores sejltur lige ville tage dobbelt så lang tid som forventet. Vi tog det med oprejst pande, for der skal jo en hel del til at slå os fire stærke mandfolk ud. Så da vi sejlede fra den Laonesiske grænseby Huay Xai, glædede vi os bare til oplevelserne der lå foran os. Efter godt seks timer på Mekong floden var vi godt nok lidt ømme, og da vi ankom til Pakbeng var vi glade for at have fast grund under føderne (er det ikke sådan noget sejlere altid siger?). I Pakbeng blev vi mødt af en dunst af diesel. Dette skyldes af Pakbeng er en noget primitiv by, hvor hver hus bliver nød til at få strøm fra hver sin generator, som slukker kl 22, opdagede vi. Efter ankomsten begyndte et bestemt medlem af gruppen, fuldstændig umotiveret, at kaste med en død Gecko mens undertegnet sad på lukum. Dybt barnligt, men hævn skulle der selvfølgelig til. Så da personen selv skulle på toilet fik han, helt fortjent, besøg af en flyvende kakkelak, sendt fra nabotoiletet. Det hele resulterede i en uhørt voldsspiral, som undertegnede, jeg skulle lige til at sige selvfølgelig, trak sig ud af med æren i behold. Tidligt næste morgen gik turen mod Luang Prabang, den gamle Laonesiske hovedstad. Efter endnu en lang dag på Mekong floden ankom vi til Luang Prabang. Dagen efter vores ankomst var vi super friske og besluttede os for at leje mountainbiks og udforske bjergene omkring Luang Prabang. Efter en lang, og m aa jeg sige noget udmattende, tur langt ind i junglen besluttede vi os at vende om. Selvom vi selvfølgelig havde massere tilbage i benene og sagtens kunne havde klaret turen hjem, uden besvaer, lod vi os samle op af en lastvognscauffør som naermest insisterede paa at tage os med. Da det saa smaat var begyndt at blive aften besluttede vi os for at gaa paa Luang Prabangs night market. Her følte vi allesammen, at det var tid til at vi skulle købe vores første rigtige backpackertøj, i skulle bare se os nu. Paa markedet mødte vi tilfaeldigt endnu engang to canadier, som vi ogsaa har mødt i Hanoi, Sapa, Ha Long Bay, Ninh Bihn og Bangkok. Sammen med de to gik vi ud og spiste fantastisk laonesisk buffet til hele 3 kroner, det var virkelig godt. Den naeste dag gik turen videre mod Viang Veng, hvor vi ankom sent om aftenen. Idag har den saa staet paa afslapning i form af tubeing. Tubeing betyder, at man lejer en badering og bare lader sig flyde ned af floden og stopper ind forskellige steder og spiser og drikker, trods til maveonde maa det siges at have vaeret en ubetinget succesfuld dag.
Venlig hilsen os alle sammen.
Venlig hilsen os alle sammen.
Chiang Mai
Efter at have været i Bangkok sammen med først Simon og Christian, og derefter en dag med Stephanie og Christine, tog vi et nattog til Chiang Mai. Ud over den meget agressive aircondition og natbelysning, der gjorde det umuligt at sove, var togturen en ubetinget succes. Vi ankom sent på formiddagen, og spiste brunch på togstationens restaurant. Senere da vi prøvede at finde et gusthouse som pigerne havde fået anbefalet, stødte vi på en dansktalende Thaikvinde, der hed Tip. Hun hjalp os med at finde guesthouset, og sagde, at hun havde en to dages trekkingtur vi kunne tage med på hvis vi fik lyst. Resten af dagen brugte vi på at slappe af, og se os lidt omkring i byen. Chiang Mai er en slags hovedstad for Nordthailand, og bliver besøgt af ca. 3 mill. turister om året. Mest backpackere og sexturister. Næste dag gik med at finde ud af hvilke ture vi skulle ud på resten af ugen. Vi blev enige om, at vi ville tage en dag på elefantfarm, se tigerkingdom, som er en zoo hvor man kan komme helt tæt på tigrene, og tage med Tip på jungletrekking. Derudover brugte vi dagen på at få massage og på ikke at bade i poolen (pigerne syntes det var for dyrt med 50 baht). Da vi skal have massage, viser det sig, at een af massørerne er en mand. Martin og undertegnede snakker om hvad de ville gøre hvis de skulle masseres af den mandlige massør. Martin og undertegnede når frem til at hvis det var de, ville de lave en "abandon mission". Da de ca. en time senere er færdige med deres oliemassage, som blev udført af kvinder, viser det sig, at Thomas er i gang med at få dejlig urtemassage af den mandelige massør. Dette kan ikke andet end fremkalde smil på resten af selskabets læber.
Vi brugte hele næste dag på elefantfarmen.Da vi ankom derude om morgenen, fik vi en kort briefing om elefanter og deres historie i Thailand. Derefter fik vi hver en elefant som vi skulle lære at kende, og derefter vaske og pleje efter nærmere instrukser fra vores mahud-medhjælpere.Sidst på formiddagen begav vi os så ud på elefanttrekking som var en kæmpe succes. Rasmus not so much, da han i denne forbindelse blev slemt angrebet af ben acne. Her to uger senere, kan vi dog konstatere, at sygdommen er forsvundet.
Vores tur med Tip viste sig at være spændende på flere måder. Allerede da vi sad på vores guesthouse og var ved at bestille turen, kom en anden turguide, og begyndte at råbe op om at vi skulle købe hans tur istedet, og at hun sikkert ikke havde nogen autorisation. Det viste sig dog at være forkert, men sådan er cotumen vist omkring det at skaffe sig gæster med på sine ture i Thailand.
På turen kom vi helt op i den nordligste del af Thailand. Vi trekkede i regnskoven, og kom frem til et virkelig dejligt guesthouse lige ud til floden. Om aftenen spiste vi sammen med vores guide Tip, og nogle lokale stammefolk. Eller rettere sagt, vi spiste først, og så bagefter tog stammefolkene vores afgnavede rester og spiste dem fuldstændigt tør for kød. Ubehageligt, men en realitet for rigtig mange mennesker hernede! Efter denne tur op i det nordligste af Thailand, tog vi tilbage til Chiang Mai, for at tage afsked med pigerne. Det var rigtig sørgeligt, for vi havde virkeligt haft det sjovt sammen med dem.
Vi brugte hele næste dag på elefantfarmen.Da vi ankom derude om morgenen, fik vi en kort briefing om elefanter og deres historie i Thailand. Derefter fik vi hver en elefant som vi skulle lære at kende, og derefter vaske og pleje efter nærmere instrukser fra vores mahud-medhjælpere.Sidst på formiddagen begav vi os så ud på elefanttrekking som var en kæmpe succes. Rasmus not so much, da han i denne forbindelse blev slemt angrebet af ben acne. Her to uger senere, kan vi dog konstatere, at sygdommen er forsvundet.
Vores tur med Tip viste sig at være spændende på flere måder. Allerede da vi sad på vores guesthouse og var ved at bestille turen, kom en anden turguide, og begyndte at råbe op om at vi skulle købe hans tur istedet, og at hun sikkert ikke havde nogen autorisation. Det viste sig dog at være forkert, men sådan er cotumen vist omkring det at skaffe sig gæster med på sine ture i Thailand.
På turen kom vi helt op i den nordligste del af Thailand. Vi trekkede i regnskoven, og kom frem til et virkelig dejligt guesthouse lige ud til floden. Om aftenen spiste vi sammen med vores guide Tip, og nogle lokale stammefolk. Eller rettere sagt, vi spiste først, og så bagefter tog stammefolkene vores afgnavede rester og spiste dem fuldstændigt tør for kød. Ubehageligt, men en realitet for rigtig mange mennesker hernede! Efter denne tur op i det nordligste af Thailand, tog vi tilbage til Chiang Mai, for at tage afsked med pigerne. Det var rigtig sørgeligt, for vi havde virkeligt haft det sjovt sammen med dem.
torsdag den 26. marts 2009
Med Nice og Krumme I Bangkok
Efter en stille og rolig flyvetur præget af lidt tømmermænd samt Christians flyskræk landede vi i Bangkok lufthavn (for 3. Gang på vores tur). Vi gik ud og fandt to taxaer for at komme ind til byen. Som de (efterhånden] rutinerede rotter vi er, vidste vi godt hvad det skulle koste at komme indtil byen, så vi fik fat i et par taxameter-taxier. Undertegnede ender i taxa med Razz og Belfe og det hele går ganske godt for vores lille rejseselskab indtil vores taxachauffør beslutter, at det da er blevet tid til at give slæden noget at æde (fylde benzin på red.). Han mener dog midlertidigt ikke, at det er nødvendigt at slå taxameteret fra, hvilket udløser en del protester fra os alle tre. Ikke desto mindre gennemfører han tankningen uden at slå taxameteret fra efterladende os i et temmelig skummelt lune. Historien er dog ikke slut her, for da vi ankommer til ”Le Bua” som er Nice og Krummes (Simon og Christians) luksushotel, beslutter taxamanden, at han da lige skal prøve at flå lidt flere penge ud af de dumme backpackere. Taxameteret viser 310 Baht (51,7 kr. Bare sådan ca.) og han annoncerer stolt, at prisen er 460 Baht
”ææh what?”
”Yes servicefee for pickup in airport”
”Aaaaaarh nu må du sgu lige – we know there is no such thing as a servicefee for pickup at the airport”
I kan forestille jer resten af samtalen. Han nægter pure at give os vores ting, men bliver vist en lille smule skræmt da vi begynder at tage fat i ham og råbe af ham. Det ender med at vi bliver nødt til at få fat i en politimand for at få løsladt vores ejendele fra taxascammerens baggagerum. Vi ender med at betale de 310 Baht og gå vores vej.
Det tager en lille smule hårdt på humøret, at det første der sker når man vender tilbage til Bangkok, er, at man bliver forsøgt scammet igen med det samme. Uden at lyde som en flok tøsedrenge, tager det bare hårdt på humøret hele tiden at skulle være i forsvarsposition og mistænke alle for at snyde én.
Ikke desto mindre Har vi en fantastisk dag sammen med Simon og Christian i deres luksussuite. Om aftenen bliver Simon og jeg dog nødt til at opsøge læge, da vi har (forbandet) ondt i øret. Det viser sig, at vi har erhvervet os den samme øreinfektion som Martin fik et par dage forinden. Lægen angiver (ligesom Martins) de beskidte swimmingpools som smittekilder. Jeg tror vi er færdige med at hoppe i pølen til poolpartys fra nu af. Simon må imidlertid ikke flyve med øreinfektion – noget med meget smerte og mulighed for perforering af trommehinden – så han får sin rejseforsikring til at forlænge opholdet på luksushotellet samt at flytte drengenes flybilletter til Christchurch (New Zealand) til om Mandagen. Dette gav os nogle ekstra dage i drengenes fantastiske selskab. Mandag blev dagen hvor vores søde fynske rejsepartnerne ankom til Bangkok. Vi fik alle 8 dagen til at gå med at kigge på de mange forskellige krejlerbutikker på Khaosan Road. Med mange tårer i øjnene tog vi afsked med drengene og senere på aftenen tog det nysammensatte rejsehold på 6 personer toget nordpå mod Chiang Mai.
”ææh what?”
”Yes servicefee for pickup in airport”
”Aaaaaarh nu må du sgu lige – we know there is no such thing as a servicefee for pickup at the airport”
I kan forestille jer resten af samtalen. Han nægter pure at give os vores ting, men bliver vist en lille smule skræmt da vi begynder at tage fat i ham og råbe af ham. Det ender med at vi bliver nødt til at få fat i en politimand for at få løsladt vores ejendele fra taxascammerens baggagerum. Vi ender med at betale de 310 Baht og gå vores vej.
Det tager en lille smule hårdt på humøret, at det første der sker når man vender tilbage til Bangkok, er, at man bliver forsøgt scammet igen med det samme. Uden at lyde som en flok tøsedrenge, tager det bare hårdt på humøret hele tiden at skulle være i forsvarsposition og mistænke alle for at snyde én.
Ikke desto mindre Har vi en fantastisk dag sammen med Simon og Christian i deres luksussuite. Om aftenen bliver Simon og jeg dog nødt til at opsøge læge, da vi har (forbandet) ondt i øret. Det viser sig, at vi har erhvervet os den samme øreinfektion som Martin fik et par dage forinden. Lægen angiver (ligesom Martins) de beskidte swimmingpools som smittekilder. Jeg tror vi er færdige med at hoppe i pølen til poolpartys fra nu af. Simon må imidlertid ikke flyve med øreinfektion – noget med meget smerte og mulighed for perforering af trommehinden – så han får sin rejseforsikring til at forlænge opholdet på luksushotellet samt at flytte drengenes flybilletter til Christchurch (New Zealand) til om Mandagen. Dette gav os nogle ekstra dage i drengenes fantastiske selskab. Mandag blev dagen hvor vores søde fynske rejsepartnerne ankom til Bangkok. Vi fik alle 8 dagen til at gå med at kigge på de mange forskellige krejlerbutikker på Khaosan Road. Med mange tårer i øjnene tog vi afsked med drengene og senere på aftenen tog det nysammensatte rejsehold på 6 personer toget nordpå mod Chiang Mai.
onsdag den 25. marts 2009
Koh Pha-Ngan med drengene
Efter Bangkok og alt det med Voglee (skraedderkregleren) tog vi videre med fly til Koh Samui og derfra til Koh Phangan med baad, hvor vi moedtes med Simon og Christian fra vores gymnaieklasse (x). Vi havde bestilt ophold hjemmefra, da det eftersigende ellers er svaert at finde et sted at bo i full moon-perioden (mor og far: full moon party er en stor fest der har vaeret afholdt paa en strand paa Koh Phangan hver fuldmaane siden en gang i firserne). Hotellet, Buri Resort & Spa, var super fedt med to pools og med restaurant direkte ned til stranden med udsigt til Koh Samui. Her blev indtaget en hel del kolde oel ved solnedgang i loebet af ugen! Vi ankom to dage foer full moon party, saa de foerste aftener stod paa pool party ved naboresortet, hvor vi tilfaeldigvis stoedte ind i Elizabeth og Kathrine fra BOAG - nice! Vi fik allerede de foerste aftener proevet de legendariske "buckets" (det skal man jo naar man er paa Koh Phangan, havde vi hoert...) En bucket bestaar af en spand med energidrik, sodavand, isterninger, samt en halv flaske sprut. Det lykkedes at blive meget hurtigt taemmelig fulde, men vi endte alle sammen paa den ene eller den anden maade, paa det ene eller det andet tidspunkt, i den ene eller den anden tilstand, tilbage paa vores eget resort... Paa andendagen lejede vi motorcykler og koerte rundt paa oeen og ind i junglen. Det var en ret stor oplevelse for alle, da ingen af os havde set rigtig taet jungle foer (Vietnam var mere bambus-ish).
Dagen med fuldmaanefesten kom, og stemningen paa det sydlige Koh Phangan var virkelig speciel i loebet af dagen. Meget stilhed foer stormen-agtigt. Efter aftensmad tog vi ned mod Haad Rin (stranden), hvor der allerede var paa den anden side af 10.000 unge backpackere samlet til housemusik, strandbarer, buckets, leg med ild, og formentlig ogsaa en masse drugs. Vi troede vi havde faaet styr paa de buckets efter vores opvarmning de foregaaende aftener, men det skulle hurtigt vise sig at vi blev grebet lidt af stemningen alligevel. Isaer Jakob var godt med, dette endte desvaerre med et styrt ned fra et podium med en raekke hudafskrabninger og en hjernerystelse til foelge. Til gengaeld kan han nu prale af at vaere vaagnet op paa en anden oe efter en brandert (Jakob blev sejlet til et hospital paa Koh Samui, da hjernerystelse kombineret med alkohol kan vaere en haard cocktail). Heldigvis skete der ikke mere end at vi kunne tage videre som planlagt.
Den sidste aften valgte vi at sige farvel til Koh Phangan ved at tage ned til Haad Rin en sidste gang og faa en sidste blaa kings, et sidste glas roedvin - og en enkelt spand til deling. Dette endte dog som saedvanligt med at vi ikke havde styr paa noget som helst - maaske var der alligevel noget i de buckets som vi ikke fik at vide? Det er i hvert fald en staaende joke nu, at man altid kan skyde skylden paa at man er blevet drugget.
Fredag d. 13. marts tog vi et fly tilbage til Bangkok, hvor vi havde aftalt at moedes med vores veninder fra provinsen, Stephanie og Christine, for at tage sammen med dem til Nordthailand, mens Krumme og Nice (Christian og Simon) tog videre til New Zealand.
Hermed slut paa en super fed uge paa en fantastisk paradisoe, men ogsaa tid til et par uger med lidt mindre fart paa.
Mange hilsner fra drengene
Dagen med fuldmaanefesten kom, og stemningen paa det sydlige Koh Phangan var virkelig speciel i loebet af dagen. Meget stilhed foer stormen-agtigt. Efter aftensmad tog vi ned mod Haad Rin (stranden), hvor der allerede var paa den anden side af 10.000 unge backpackere samlet til housemusik, strandbarer, buckets, leg med ild, og formentlig ogsaa en masse drugs. Vi troede vi havde faaet styr paa de buckets efter vores opvarmning de foregaaende aftener, men det skulle hurtigt vise sig at vi blev grebet lidt af stemningen alligevel. Isaer Jakob var godt med, dette endte desvaerre med et styrt ned fra et podium med en raekke hudafskrabninger og en hjernerystelse til foelge. Til gengaeld kan han nu prale af at vaere vaagnet op paa en anden oe efter en brandert (Jakob blev sejlet til et hospital paa Koh Samui, da hjernerystelse kombineret med alkohol kan vaere en haard cocktail). Heldigvis skete der ikke mere end at vi kunne tage videre som planlagt.
Den sidste aften valgte vi at sige farvel til Koh Phangan ved at tage ned til Haad Rin en sidste gang og faa en sidste blaa kings, et sidste glas roedvin - og en enkelt spand til deling. Dette endte dog som saedvanligt med at vi ikke havde styr paa noget som helst - maaske var der alligevel noget i de buckets som vi ikke fik at vide? Det er i hvert fald en staaende joke nu, at man altid kan skyde skylden paa at man er blevet drugget.
Fredag d. 13. marts tog vi et fly tilbage til Bangkok, hvor vi havde aftalt at moedes med vores veninder fra provinsen, Stephanie og Christine, for at tage sammen med dem til Nordthailand, mens Krumme og Nice (Christian og Simon) tog videre til New Zealand.
Hermed slut paa en super fed uge paa en fantastisk paradisoe, men ogsaa tid til et par uger med lidt mindre fart paa.
Mange hilsner fra drengene
mandag den 23. marts 2009
Aaarrh! nu er vi da først blevet rigtig snydt :)
Da vi ankom til Bangkok fandt vi os hurtigt et hyggeligt og billigt guesthouse i naerheden af den store backpackergade Khao San road. Dagen efter (Jakobs foedselsdag) skulle vi paa den helt store sightseeing til Grand Palace. Da de flester af jer har nok allerede har hoert hvad vores tur til Grand Palace foerte med sig, saa nu faar i historien i en kunstnerisk version.
Det var Jakobs foedselsdag
og en rigtig god dag vi skulle ha
Vi gik ned mod Grand Palace
og troede vi bare skulle give den rigtig gas
Foer vi naede til palaset moedte vi en flink student
og herfra er historien vist kendt
"I Thailand er det helligdag"
"Men jeg kender et par steder som falder lige i jeres smag"
Han skrev paa vores kort
og det var bare rigtig flot
Der var noget med en Buddha der baade laa og sad
det var jo lige det vi gad
Saa var der jo lige noget med en statsskraeder
naar jeg skriver om det er det lige foer jeg graeder
Da vi hoerte om det loed det som en fin ide
vi vidste jo ikke hvad der kunne ske
Vi saa den Buddha som baade sad og laa
Iiiii hvor mange ting vi saa
En tur til statsskraeder var der ogsaa
i det toej var vi rigtig flotte
Skraederen sendte os et lille smil
og sagde det var Armani stil
En masse penge vi brugte
at det var noget vaere snyd kunne vi endnu ikke lugte
En rigtig god tur vi havde
Da vi kom hjem var vi helt flade
Men hov der var da en masse
som slet ikke kunne passe
Vi kiggede paa nettet
og skraederens historie var rigtig plettet
Den naeste dag kaempede vi med naep og kloer
han skulle ikke snyde os som alle de andre foer
konsulen kunne ikke hjaelpe
der var jeg lige ved at flaebe
Hos turistministeriet troede vi alt blev godt
"De penge er snart tilbage paa jeres creditkort"
Vi to tilbage til Voglee
Med en mand som var noget med politi
Det gik hurtigt op for os at der var intet at goere
Vi troede aldrig vores kinder kunne blive toerre
Efter syv timer hos Mr. Tommy
var det bedste vi kunne faa et forlig
"Kaere venner jeg kan give jeg 30 %
for paa internettet er mit fubnummer jo kendt"
"Kaere Mr. Tommy det er jo det eneste vi kan gore
og vi maa indroemme at selv os kunne du toerre"
Med en foelelse af vi havde faet kloe
maette vi til Mr. Tommy sige adjoe ( i ved ligesom paa fransk)
Med os selv har vi det godt for vi har overfor ingen loejet
Vi mae bare vente og se paa toejet.
Vi har senere snakket om, hvor glade vi er for at vaere blevet syndt for det viser jo bare hvilke sympatiske og venlige personer vi er. Vi ser det bedste i folk og stoler paa dem, det er da noget som er vaerd at prale af.
Venlig hilsen drengene.
Det var Jakobs foedselsdag
og en rigtig god dag vi skulle ha
Vi gik ned mod Grand Palace
og troede vi bare skulle give den rigtig gas
Foer vi naede til palaset moedte vi en flink student
og herfra er historien vist kendt
"I Thailand er det helligdag"
"Men jeg kender et par steder som falder lige i jeres smag"
Han skrev paa vores kort
og det var bare rigtig flot
Der var noget med en Buddha der baade laa og sad
det var jo lige det vi gad
Saa var der jo lige noget med en statsskraeder
naar jeg skriver om det er det lige foer jeg graeder
Da vi hoerte om det loed det som en fin ide
vi vidste jo ikke hvad der kunne ske
Vi saa den Buddha som baade sad og laa
Iiiii hvor mange ting vi saa
En tur til statsskraeder var der ogsaa
i det toej var vi rigtig flotte
Skraederen sendte os et lille smil
og sagde det var Armani stil
En masse penge vi brugte
at det var noget vaere snyd kunne vi endnu ikke lugte
En rigtig god tur vi havde
Da vi kom hjem var vi helt flade
Men hov der var da en masse
som slet ikke kunne passe
Vi kiggede paa nettet
og skraederens historie var rigtig plettet
Den naeste dag kaempede vi med naep og kloer
han skulle ikke snyde os som alle de andre foer
konsulen kunne ikke hjaelpe
der var jeg lige ved at flaebe
Hos turistministeriet troede vi alt blev godt
"De penge er snart tilbage paa jeres creditkort"
Vi to tilbage til Voglee
Med en mand som var noget med politi
Det gik hurtigt op for os at der var intet at goere
Vi troede aldrig vores kinder kunne blive toerre
Efter syv timer hos Mr. Tommy
var det bedste vi kunne faa et forlig
"Kaere venner jeg kan give jeg 30 %
for paa internettet er mit fubnummer jo kendt"
"Kaere Mr. Tommy det er jo det eneste vi kan gore
og vi maa indroemme at selv os kunne du toerre"
Med en foelelse af vi havde faet kloe
maette vi til Mr. Tommy sige adjoe ( i ved ligesom paa fransk)
Med os selv har vi det godt for vi har overfor ingen loejet
Vi mae bare vente og se paa toejet.
Vi har senere snakket om, hvor glade vi er for at vaere blevet syndt for det viser jo bare hvilke sympatiske og venlige personer vi er. Vi ser det bedste i folk og stoler paa dem, det er da noget som er vaerd at prale af.
Venlig hilsen drengene.
søndag den 15. marts 2009
Saigon (part 2)
Velankommet tilbage til Saigon, fandt vi hurtigt tilbage til det foeromtalte backpackeromraade, hvor vi begyndte at lede efter billige steder at bo. Prisen for bedste krejl gaar til Belfe og mig. Vi fandt et vaerelse med to dobbeltsenge, der stod taet op ad hinanden, i virkeligheden som een stor seng. Meget hyggeligt og lidt lejrskole agtigt.
Da vi havde fundet vores vaerelse, gik vi ned til vores nyopdagede stamsted - Doner-kebaben (der skal vaere umlaud over o'et, saa det udtales "Døner"). Den bestod af en kebab-bod med et par unge fyre, der lavede nogle vildt gode kebabber, saa dem fik vi masser af. Bedst som vi stod og spiste vores kebabber, kom en paen ung pige hen og spurgte "I'm sorry, but where are you guys from?"
"We are from Denmark" faldt svaret prompte fra os alle 4
"Det taenkte jeg nok" svarede den (aabenbart danske) pige.
Herfra gik snakken frem og tilbage og det endte med at vi havde 3 rigtig gode dage med Stefanie og Christine, som vi skal moedes med i bangkok, for at rejse til Chang Mai sammen.
Det er jo altid lidt sjovt, at danskere partout skal finde hinanden ude i den store verden, men der er sgu ogsaa noget fedt ved at sidde og hoere fynske pigegrin over nogle oel i den lune aftenluft.
Alt i alt har Saigon vaeret en fantastisk by. Det er jo altid svaert at svare for alle, men jeg tror vi er meget enige, naar vi siger, at det er et af de rigtig fede steder vi har vaeret.
Det er svaert at sige, hvad vi har brugt tiden paa, det bedste svar er nok noget i retning af - vi har hygget os.
Vi kommer til at savne Vietnam, for det har vaeret en virkelig fantastisk land at besoege. Det har saa mange facetter og er ikke saerlig turistet. Man kan i hvertfald sagten lige kradse ned under overfladen, hvor man finder en masse autentiske og specielle oplevelser. Det er jo det, det handler om, naar man er backpacker.
Go with the flow :)
Da vi havde fundet vores vaerelse, gik vi ned til vores nyopdagede stamsted - Doner-kebaben (der skal vaere umlaud over o'et, saa det udtales "Døner"). Den bestod af en kebab-bod med et par unge fyre, der lavede nogle vildt gode kebabber, saa dem fik vi masser af. Bedst som vi stod og spiste vores kebabber, kom en paen ung pige hen og spurgte "I'm sorry, but where are you guys from?"
"We are from Denmark" faldt svaret prompte fra os alle 4
"Det taenkte jeg nok" svarede den (aabenbart danske) pige.
Herfra gik snakken frem og tilbage og det endte med at vi havde 3 rigtig gode dage med Stefanie og Christine, som vi skal moedes med i bangkok, for at rejse til Chang Mai sammen.
Det er jo altid lidt sjovt, at danskere partout skal finde hinanden ude i den store verden, men der er sgu ogsaa noget fedt ved at sidde og hoere fynske pigegrin over nogle oel i den lune aftenluft.
Alt i alt har Saigon vaeret en fantastisk by. Det er jo altid svaert at svare for alle, men jeg tror vi er meget enige, naar vi siger, at det er et af de rigtig fede steder vi har vaeret.
Det er svaert at sige, hvad vi har brugt tiden paa, det bedste svar er nok noget i retning af - vi har hygget os.
Vi kommer til at savne Vietnam, for det har vaeret en virkelig fantastisk land at besoege. Det har saa mange facetter og er ikke saerlig turistet. Man kan i hvertfald sagten lige kradse ned under overfladen, hvor man finder en masse autentiske og specielle oplevelser. Det er jo det, det handler om, naar man er backpacker.
Go with the flow :)
Mekong(o)
Bummelum! Vi fandt en busstation i Saigon og blev dirigeret til en bus, der gik mod My Tho, der er porten til Mekongdeltaet. Vi ankom sidst på eftermiddagen og prøvede at se, om vi kunne prøve at komme længere sydpå og ind i Mekongdeltaet. Det var ikke rigtig til at komme og da vi vidste vi ikke kunne bruge mere end omkring 3 dage på at være der, ville vi hellere bruge tiden ét sted og få set lidt mere. Vi fik fundet et hotel med et stort grøngrumset-farvet rum med 4 enkelt senge. Så smuttede vi ud på en gåtur i byen og fik spist noget aftensmad.
Næste morgen smuttede vi ned og fik en tur rundt i deltaet til et par af de forskellige øer, der ligger omkring My Tho. Dette foregik med en meget sød guide, som vi havde det rigtig skægt med. Vi fik set en kokosslikfabrik og kokosmunkens ø (kokosmunken var en mærkelig starut, der havde en slags sekt og som vistnok mest levede af kokosskud eller sådan noget). Det var en super tur og det var fedt, at vi havde en stor turistbåd med plads til omkring 30 mennesker bare til os 4 med egen guide.
Da vi kom tilbage til My Tho chillede vi lidt og fik spillet noget hjerterfri, et spil vi har spillet meget på denne tur, da det jo passer perfekt, når man er 4. Vi andre må nok desværre indrømme at Belfe plejer at tage prisen, men det er blevet mere og mere jævne udfald efterhånden som vi er blevet bedre.
Om aftenen prøvede vi at få drukket lidt Bia Hoi. Bia Hoi er et interessant fluidum af en øl, der oftes bliver tappet ud af en slags haveslange. Den smager lidt af rust og forskellige tungmetaller, men koster tilgengæld ikke over 1 kr. for en halv liter ligegyldigt hvor i Vietnam man finder det. De lokale gad åbenbart ikke have, at vi drak deres øl, så det var ret svært at få betjening, men vi fik os da 4 glas plus lidt stegte hønsefødder i småstykker som de lokale (og fulde?) mænd bød os - de spiste det også, så det gjorde vi også. Mit bud er, at det er lidt ligesom at spise chips til øl derhjemme. Måske :)
Næste morgen - som jo så blev middag fordi vi var lidt langsomme - tog vi bussen tilbage til Saigon, once again sammen med alle de lokale, der syntes det var irriterende, at lange hvide mennesker fylder så meget.
Saigon (part 1)
Øv. Hvis nogen skulle være i tvivl er det rigtig irriterende at lægge sig til at sove omkring kl. 22, for at blive vækket igen omkring kl. 4 og smidt ud af toget, men sådan er det når man tager nattoget fra Nha Trang til Saigon. Den opmærksomme samt geografisk bevidste læser vil også bemærke at afstanden fra Nha Trang til Saigon er væsentlig mindre end de andre nattogture vi har taget. Nå, men vi fik en taxa og blev kørt ind til centrum af byen. Det med centrum af byen er tit lidt svært at lure, for i dette tilfælde endte vi i den meget dyre del af byens centrum, og da vi ikke var interesserede i at øge vores sovebudget fra 4$ pr. nat pr. mand til omkring 20$ besluttede vi os for at vente lidt med at lede efter hoteller og i stedet prøve at finde den internationale SOS-klinik (ja Martin skulle jo lappes ordentlig sammen - ikke det der med at blive syet med tandtråd, eller hvad dælen det nu var de brugte). Belfe skulle have tjekket sin tand og Martin skulle have kigget på sit sår, for det så ikke helt godt ud. Det var også vores kære hjemmelæge Magdalenas (Belfes mor, for de uvidende) professionelle vurdering. Vi skylder vist nok en buket blomster og en chokolade når vi kommer hjem, for alle de medicinske råd, der har været brug for fra hjemmefronten, så tak til Dennis og Magdalena :)
Nå, men mens drengene sad og ventede på omsorg, måtte mændene jo ud og finde husly, så Razz og jeg tog vores tasker på og smuttede og prajede en taxa. På klinikken havde vi nemlig været så snedige at spørge hvor der var billigt at bo, og vi var blevet anvist til en anden del af byen, hvor backpackerne holder til - yes!
Vi smuttede rundt i små snørklede gader og fandt ret hurtigt ud af, at de der storbyvietnamesere ikke er lige så nemme at krejle med som ude på landet. Så vi endte med at måtte betale det samme som for vores værelser i Nha Trang (8$ pr. nat. pr. rum) for nogle værelser, der var mildest talt spartanske. Hvis vi ville have aircon skulle vi betale 2$ mere - aldrig i livet - så hellere svede.
Vi brugte de 3 dage vi var i Saigon på at se lidt turistattraktioner - War remnants museum og unification palace for at nævne to. Sidstnævnte er det sted hvor de nordvietnamesiske soldater pløjede igennem hegnet med et par tanks og plantede et stort kommunistflag oppe på balkonen. Det var ikke noget helt vildt sight, men meget fedt at have været et så markant historisk sted.
Efter et par dage i byen (med intens medicinsk overvågning af Martin - både fra SOS-klinikken og fra hjemmefronten) besluttede vi at tage ned til Mekongdeltaet.
Nha Trang
Vi ved der har været lidt stille her på det sidste, så nu vil prøve at indhente så meget vi kan. Selvom vi nu er i Bangkok, får i lige de sidste updates fra vores sidste tid i Vietnam.
Efter at været i Hué tog vi et nattog til Nha Trang, hvor vi ankom omkring middag. Som så mange andre steder hernede, var aiconditionen i toget meget voldsom og gjorde kontrasten til at komme ud i de omkring 40 grader, endnu mere skarp. Vi skyndte os væk fra stationen og de mest højtråbende taxachauffører og begyndte at gå mod centrum af byen. Vi stopppede lige ind og fik lidt morgenmad på en restaurant inden vi gik ud og ledte efter et hotel. Vi endte på et meget almindelig og trivielt hotel, hvor vi fik pruttet prisen ned på omkring 8 dollars pr. nat pr. rum. Efter at have klaret det, besluttede vi os for at smutte ned til byens hovedattraktion, stranden.
Nha Trang er en rigtig badeby med mange turister, men turismen her er ikke så anmasende som så mange andre steder. Byen er bygget i bedste Miami-stil. Alt i alt et ganske udmærket sted at ligge ved en strand. Efter at have badet en masse (Martin holdt skansen i "rullereren" - det var her vi fandt ud af, at den egnede sig godt som strandstol) smuttede vi op og fik os noget mad efterfulgt af en lille dreng og hurtigt på hovedet i seng. Sådan blev de næste par dage egentlig i det store hele. Vi var et smut oppe og se på nogle gamle templer, der lå nord for byen, men ellers nød vi bare stranden og is i fulde drag. Den sidste dag tog vi ned til "Deep Blue Vietnam", der er en dykkerarrangør, hvor jeg havde været og spørge efter dykkermasker, da vi alle regner med at skulle dykke en del på denne tur. Her mødte jeg en flink franskmand ved navn Richard som styrede bulen, og vi aftalte at han ville komme med nogle masker den efterfølgende dag. Den næste morgen tog vi en morgenbadetur og fik lavet vores øvelser (Razz og undertegnede hang i et legestativ og lavede pull-up's) og smuttede derefter ned for at købe masker. Vi fik alle sammen nogle fede masker og besluttede os for, at vi egentlig også gerne ville have muligheden for at prøve dem. Så vi fik Richard (som i øvrigt udtales "Risjaaaard" for de af jer, som ikke kan fransk) til at arrangere, at vi kunne komme ud at snorkle lidt. Problemet var at båden allerede var sejlet tidligere på morgenen, men problemer er til for at blive løst, så vi fik en lille privat speedbåd med 3 mennesker til at ræse os ud og indhente båden, der stadig var på det første dykkerspot. Vi følte os som ægte narkobaroner, da vi drønede ud og bølgerne med høj fransk housemusik i højtalerne - i skulle tage og prøve :).
Da vi kom ombord på båden, skyndte vi os at hoppe i baljen og snorkle lidt rundt. Det var superflot med en masse koraller og flotte fisk ("bøssefisk med spraglede farver" - citat Belfe). Vi kom ombord på båden igen og sejlede videre til næste stop. Undervejs fandt Belfe og jeg ud af, at man godt kunne låne noget scubaudstyr (for de ikke-indviede er dette dykning med flaske på ryggen og hele molivitten) om komme ned på lidt større dybder en vores hidtige besøg på omkring 3-4 meter. Vi fik klemt os i nogle alt for små våddragter og hoppede med en lokal divemaster i baljen. Det var en supertur, som vi desværre ikke kan indvie jeg i, da vi ikke har noget undervandskamera - øvbøv.
Sent om aftenen tog vi toget videre mod Saigon, efter at have siddet og hængt på stationen i en times tid.
lørdag den 28. februar 2009
Hué
Okay – indrømmet – det blev aldrig til en rigtig update fra Hué, men snarer en konstatering af at vores fordøjelsessystem reagerede meget skidt på den mangfoldige bakterieflora, vi blev udsat for.
Vi tog afsted fra Ninh Binh kl. ca. 23. d. 17. feb. En smule forsinket i forhold til, hvad busselskabet havde lovet os, men ingen grund til at blive sur, vi fandt vores indre latinoer frem (de ligger, skulle nogen være i tvivl, meget tæt på overfladen) og holdt lidt siesta i kørestolen på skift. Da bussen kom, tog vi hurtigt afsked med Vinh familiens udsendte representanter og skyndte os til bussen.
Undervejs gjorde undertegnede en erfaring, der hedder: stop aldrig for at tisse på en mørk grussti i nærheden af en vietnameser – gør man dette er der risiko for mere end almindelig sund interesse for ens genetialer samt eventuelle tilnærmelser fra vietnameseren.
Nå, men jeg skulle ikke være den eneste, der blev ramt af lidt spøjse hændelser den aften. Bussen vi skulle med, var en sovebus med, i følge reklamen, meeeegeeet store og flotte liggepladser i to etager – igen måtte Rasmus og jeg sande den manglende kongruens mellem vores kropslængder og vietnamesernes måde at indrette transportmidler på.
Efter en massen kravlen rundt i sovende mennesker, fandt vi vores pladser. Rasmus og Martin skulle imidlertid, dog få de værste pladser af os alle.
I den bagerste del af bussen var der fem pladser på række. Dvs. hele den bageste del af bussen var sovesæder ved siden af hinanden. Min plads var i midten på den øverste etage mellem et flink fransk par og et ungt engelsk par. Martin og Rasmus lå nedenunder mig mellem 3 tyskere. De tre tyskere, der var på omkring 30-35 år, viste sig at være helt oppe at køre på alkohol og stoffer. De lå og blandede drinks og røg smøger oven i Razz og Martin. Da vi endelig kom frem til Dong Ha, var vi meget glade for at tage afsked med Bauer, Klaus og den sidste tysker (ham der var for fuld til at sige sit navn) og hoppe på en guidet tur rundt i den demilitariserede zone med en lokal guide. På denne tur fik vi set et par af de tunnelsystemer, vietnameserne brugte under krigen, hvilket var en kæmpe oplevelse. Det skal i øvrigt siges at vietnameserne under konstruktionen af disse tuneller, må have taget store hensyn til de handicappede eftersom, kørestolen passede lige præcis.
Undervejs på turen så Belfe lidt sløj ud så vi skyndte os at tjekke ind på et lækkert hotel, da vi ankom til Hué. Det var nok et af de smarteste træk vi længe har lavet, for der gik ikke mere end et par timer før vi alle sammen lå og havde det dårligt på en masse forskellige måder. Her kommer en opsummering af vores 3 dage og 2 nætter Hué.
Dag 1
• Ankomst til vores lækre hotel
• Første tegn på slem madforgiftning med følgende telefonopkald til kærester med ”såret soldat stemme” (Belfe)
• Frygtelig nat med indtagelse af immodium
Dag 2
• Umiddelbart indtryk af at madkrisen var overstået opfulgt af mobning af de andre gruppemedlemmer fra undertegnedes side (også kaldet ”Hybris”)
• Madkrisen vender tilbage med forstærket kraft, mavekramper og opkast naturligvis opfulgt af mobning fra de andre gruppemedlemmer (også kaldet ”Nemesis”)
• Masser af cola, discovery og vand
• zzZZzZzzZ
Dag 3
• Check-out på hotel efterfulgt af udflugt til kejser-citadellet i Hué
• Afgang fra stationen i lækkert tog (stadig med for korte senge) mod Nha Trang
Mht. til madforgiftningens kilde kan vi kun tilføje – spis aldrig mad i en kantine i et statsejet supermarked. Dog burde vi have lugtet lunten – vedhæftet herunder er nemlig et lille udsnit af supermarkedets varesortiment
Vi tog afsted fra Ninh Binh kl. ca. 23. d. 17. feb. En smule forsinket i forhold til, hvad busselskabet havde lovet os, men ingen grund til at blive sur, vi fandt vores indre latinoer frem (de ligger, skulle nogen være i tvivl, meget tæt på overfladen) og holdt lidt siesta i kørestolen på skift. Da bussen kom, tog vi hurtigt afsked med Vinh familiens udsendte representanter og skyndte os til bussen.
Undervejs gjorde undertegnede en erfaring, der hedder: stop aldrig for at tisse på en mørk grussti i nærheden af en vietnameser – gør man dette er der risiko for mere end almindelig sund interesse for ens genetialer samt eventuelle tilnærmelser fra vietnameseren.
Nå, men jeg skulle ikke være den eneste, der blev ramt af lidt spøjse hændelser den aften. Bussen vi skulle med, var en sovebus med, i følge reklamen, meeeegeeet store og flotte liggepladser i to etager – igen måtte Rasmus og jeg sande den manglende kongruens mellem vores kropslængder og vietnamesernes måde at indrette transportmidler på.
Efter en massen kravlen rundt i sovende mennesker, fandt vi vores pladser. Rasmus og Martin skulle imidlertid, dog få de værste pladser af os alle.
I den bagerste del af bussen var der fem pladser på række. Dvs. hele den bageste del af bussen var sovesæder ved siden af hinanden. Min plads var i midten på den øverste etage mellem et flink fransk par og et ungt engelsk par. Martin og Rasmus lå nedenunder mig mellem 3 tyskere. De tre tyskere, der var på omkring 30-35 år, viste sig at være helt oppe at køre på alkohol og stoffer. De lå og blandede drinks og røg smøger oven i Razz og Martin. Da vi endelig kom frem til Dong Ha, var vi meget glade for at tage afsked med Bauer, Klaus og den sidste tysker (ham der var for fuld til at sige sit navn) og hoppe på en guidet tur rundt i den demilitariserede zone med en lokal guide. På denne tur fik vi set et par af de tunnelsystemer, vietnameserne brugte under krigen, hvilket var en kæmpe oplevelse. Det skal i øvrigt siges at vietnameserne under konstruktionen af disse tuneller, må have taget store hensyn til de handicappede eftersom, kørestolen passede lige præcis.
Undervejs på turen så Belfe lidt sløj ud så vi skyndte os at tjekke ind på et lækkert hotel, da vi ankom til Hué. Det var nok et af de smarteste træk vi længe har lavet, for der gik ikke mere end et par timer før vi alle sammen lå og havde det dårligt på en masse forskellige måder. Her kommer en opsummering af vores 3 dage og 2 nætter Hué.
Dag 1
• Ankomst til vores lækre hotel
• Første tegn på slem madforgiftning med følgende telefonopkald til kærester med ”såret soldat stemme” (Belfe)
• Frygtelig nat med indtagelse af immodium
Dag 2
• Umiddelbart indtryk af at madkrisen var overstået opfulgt af mobning af de andre gruppemedlemmer fra undertegnedes side (også kaldet ”Hybris”)
• Madkrisen vender tilbage med forstærket kraft, mavekramper og opkast naturligvis opfulgt af mobning fra de andre gruppemedlemmer (også kaldet ”Nemesis”)
• Masser af cola, discovery og vand
• zzZZzZzzZ
Dag 3
• Check-out på hotel efterfulgt af udflugt til kejser-citadellet i Hué
• Afgang fra stationen i lækkert tog (stadig med for korte senge) mod Nha Trang
Mht. til madforgiftningens kilde kan vi kun tilføje – spis aldrig mad i en kantine i et statsejet supermarked. Dog burde vi have lugtet lunten – vedhæftet herunder er nemlig et lille udsnit af supermarkedets varesortiment
onsdag den 25. februar 2009
Brugtannonce
Tilbud
Brugt rullestol til salg.
Årgang 1992
Kun kørt ca. 250 km.
Flot læderindtræk I dybblå. Punktérfri dæk
Fodstøtte med tilhørende sikkerhedsrem i læder.
Fantastisk komfort. Kan bruges som strandstol.
Salg grundet for meget mobning samt nysgerrige blikke fra den Vietnamesiske lokalbefolkning.
Kan foldes sammen på et splitsekund. Passer under enhver seng.
Salgspris 1.200.000 VND. Prisen kan fastsættes i vilkårlig valuta (DKK, USD, VND)
Henvendelse rettes til salgsansvarlig her på siden.
Abonner på:
Opslag (Atom)