Med Nice og Krumme I Bangkok

Efter en stille og rolig flyvetur præget af lidt tømmermænd samt Christians flyskræk landede vi i Bangkok lufthavn (for 3. Gang på vores tur). Vi gik ud og fandt to taxaer for at komme ind til byen. Som de (efterhånden] rutinerede rotter vi er, vidste vi godt hvad det skulle koste at komme indtil byen, så vi fik fat i et par taxameter-taxier. Undertegnede ender i taxa med Razz og Belfe og det hele går ganske godt for vores lille rejseselskab indtil vores taxachauffør beslutter, at det da er blevet tid til at give slæden noget at æde (fylde benzin på red.). Han mener dog midlertidigt ikke, at det er nødvendigt at slå taxameteret fra, hvilket udløser en del protester fra os alle tre. Ikke desto mindre gennemfører han tankningen uden at slå taxameteret fra efterladende os i et temmelig skummelt lune. Historien er dog ikke slut her, for da vi ankommer til ”Le Bua” som er Nice og Krummes (Simon og Christians) luksushotel, beslutter taxamanden, at han da lige skal prøve at flå lidt flere penge ud af de dumme backpackere. Taxameteret viser 310 Baht (51,7 kr. Bare sådan ca.) og han annoncerer stolt, at prisen er 460 Baht
”ææh what?”
”Yes servicefee for pickup in airport”
”Aaaaaarh nu må du sgu lige – we know there is no such thing as a servicefee for pickup at the airport”
I kan forestille jer resten af samtalen. Han nægter pure at give os vores ting, men bliver vist en lille smule skræmt da vi begynder at tage fat i ham og råbe af ham. Det ender med at vi bliver nødt til at få fat i en politimand for at få løsladt vores ejendele fra taxascammerens baggagerum. Vi ender med at betale de 310 Baht og gå vores vej.
Det tager en lille smule hårdt på humøret, at det første der sker når man vender tilbage til Bangkok, er, at man bliver forsøgt scammet igen med det samme. Uden at lyde som en flok tøsedrenge, tager det bare hårdt på humøret hele tiden at skulle være i forsvarsposition og mistænke alle for at snyde én.
Ikke desto mindre Har vi en fantastisk dag sammen med Simon og Christian i deres luksussuite. Om aftenen bliver Simon og jeg dog nødt til at opsøge læge, da vi har (forbandet) ondt i øret. Det viser sig, at vi har erhvervet os den samme øreinfektion som Martin fik et par dage forinden. Lægen angiver (ligesom Martins) de beskidte swimmingpools som smittekilder. Jeg tror vi er færdige med at hoppe i pølen til poolpartys fra nu af. Simon må imidlertid ikke flyve med øreinfektion – noget med meget smerte og mulighed for perforering af trommehinden – så han får sin rejseforsikring til at forlænge opholdet på luksushotellet samt at flytte drengenes flybilletter til Christchurch (New Zealand) til om Mandagen. Dette gav os nogle ekstra dage i drengenes fantastiske selskab. Mandag blev dagen hvor vores søde fynske rejsepartnerne ankom til Bangkok. Vi fik alle 8 dagen til at gå med at kigge på de mange forskellige krejlerbutikker på Khaosan Road. Med mange tårer i øjnene tog vi afsked med drengene og senere på aftenen tog det nysammensatte rejsehold på 6 personer toget nordpå mod Chiang Mai.

Koh Pha-Ngan med drengene

Efter Bangkok og alt det med Voglee (skraedderkregleren) tog vi videre med fly til Koh Samui og derfra til Koh Phangan med baad, hvor vi moedtes med Simon og Christian fra vores gymnaieklasse (x). Vi havde bestilt ophold hjemmefra, da det eftersigende ellers er svaert at finde et sted at bo i full moon-perioden (mor og far: full moon party er en stor fest der har vaeret afholdt paa en strand paa Koh Phangan hver fuldmaane siden en gang i firserne). Hotellet, Buri Resort & Spa, var super fedt med to pools og med restaurant direkte ned til stranden med udsigt til Koh Samui. Her blev indtaget en hel del kolde oel ved solnedgang i loebet af ugen! Vi ankom to dage foer full moon party, saa de foerste aftener stod paa pool party ved naboresortet, hvor vi tilfaeldigvis stoedte ind i Elizabeth og Kathrine fra BOAG - nice! Vi fik allerede de foerste aftener proevet de legendariske "buckets" (det skal man jo naar man er paa Koh Phangan, havde vi hoert...) En bucket bestaar af en spand med energidrik, sodavand, isterninger, samt en halv flaske sprut. Det lykkedes at blive meget hurtigt taemmelig fulde, men vi endte alle sammen paa den ene eller den anden maade, paa det ene eller det andet tidspunkt, i den ene eller den anden tilstand, tilbage paa vores eget resort... Paa andendagen lejede vi motorcykler og koerte rundt paa oeen og ind i junglen. Det var en ret stor oplevelse for alle, da ingen af os havde set rigtig taet jungle foer (Vietnam var mere bambus-ish).
Dagen med fuldmaanefesten kom, og stemningen paa det sydlige Koh Phangan var virkelig speciel i loebet af dagen. Meget stilhed foer stormen-agtigt. Efter aftensmad tog vi ned mod Haad Rin (stranden), hvor der allerede var paa den anden side af 10.000 unge backpackere samlet til housemusik, strandbarer, buckets, leg med ild, og formentlig ogsaa en masse drugs. Vi troede vi havde faaet styr paa de buckets efter vores opvarmning de foregaaende aftener, men det skulle hurtigt vise sig at vi blev grebet lidt af stemningen alligevel. Isaer Jakob var godt med, dette endte desvaerre med et styrt ned fra et podium med en raekke hudafskrabninger og en hjernerystelse til foelge. Til gengaeld kan han nu prale af at vaere vaagnet op paa en anden oe efter en brandert (Jakob blev sejlet til et hospital paa Koh Samui, da hjernerystelse kombineret med alkohol kan vaere en haard cocktail). Heldigvis skete der ikke mere end at vi kunne tage videre som planlagt.
Den sidste aften valgte vi at sige farvel til Koh Phangan ved at tage ned til Haad Rin en sidste gang og faa en sidste blaa kings, et sidste glas roedvin - og en enkelt spand til deling. Dette endte dog som saedvanligt med at vi ikke havde styr paa noget som helst - maaske var der alligevel noget i de buckets som vi ikke fik at vide? Det er i hvert fald en staaende joke nu, at man altid kan skyde skylden paa at man er blevet drugget.
Fredag d. 13. marts tog vi et fly tilbage til Bangkok, hvor vi havde aftalt at moedes med vores veninder fra provinsen, Stephanie og Christine, for at tage sammen med dem til Nordthailand, mens Krumme og Nice (Christian og Simon) tog videre til New Zealand.
Hermed slut paa en super fed uge paa en fantastisk paradisoe, men ogsaa tid til et par uger med lidt mindre fart paa.

Mange hilsner fra drengene

Aaarrh! nu er vi da først blevet rigtig snydt :)

Da vi ankom til Bangkok fandt vi os hurtigt et hyggeligt og billigt guesthouse i naerheden af den store backpackergade Khao San road. Dagen efter (Jakobs foedselsdag) skulle vi paa den helt store sightseeing til Grand Palace. Da de flester af jer har nok allerede har hoert hvad vores tur til Grand Palace foerte med sig, saa nu faar i historien i en kunstnerisk version.


Det var Jakobs foedselsdag
og en rigtig god dag vi skulle ha
Vi gik ned mod Grand Palace
og troede vi bare skulle give den rigtig gas
Foer vi naede til palaset moedte vi en flink student
og herfra er historien vist kendt
"I Thailand er det helligdag"
"Men jeg kender et par steder som falder lige i jeres smag"
Han skrev paa vores kort
og det var bare rigtig flot
Der var noget med en Buddha der baade laa og sad
det var jo lige det vi gad
Saa var der jo lige noget med en statsskraeder
naar jeg skriver om det er det lige foer jeg graeder
Da vi hoerte om det loed det som en fin ide
vi vidste jo ikke hvad der kunne ske
Vi saa den Buddha som baade sad og laa
Iiiii hvor mange ting vi saa
En tur til statsskraeder var der ogsaa
i det toej var vi rigtig flotte
Skraederen sendte os et lille smil
og sagde det var Armani stil
En masse penge vi brugte
at det var noget vaere snyd kunne vi endnu ikke lugte
En rigtig god tur vi havde
Da vi kom hjem var vi helt flade
Men hov der var da en masse
som slet ikke kunne passe
Vi kiggede paa nettet
og skraederens historie var rigtig plettet
Den naeste dag kaempede vi med naep og kloer
han skulle ikke snyde os som alle de andre foer
konsulen kunne ikke hjaelpe
der var jeg lige ved at flaebe
Hos turistministeriet troede vi alt blev godt
"De penge er snart tilbage paa jeres creditkort"
Vi to tilbage til Voglee
Med en mand som var noget med politi
Det gik hurtigt op for os at der var intet at goere
Vi troede aldrig vores kinder kunne blive toerre
Efter syv timer hos Mr. Tommy
var det bedste vi kunne faa et forlig
"Kaere venner jeg kan give jeg 30 %
for paa internettet er mit fubnummer jo kendt"
"Kaere Mr. Tommy det er jo det eneste vi kan gore
og vi maa indroemme at selv os kunne du toerre"
Med en foelelse af vi havde faet kloe
maette vi til Mr. Tommy sige adjoe ( i ved ligesom paa fransk)
Med os selv har vi det godt for vi har overfor ingen loejet
Vi mae bare vente og se paa toejet.

Vi har senere snakket om, hvor glade vi er for at vaere blevet syndt for det viser jo bare hvilke sympatiske og venlige personer vi er. Vi ser det bedste i folk og stoler paa dem, det er da noget som er vaerd at prale af.

Venlig hilsen drengene.

Saigon (part 2)

Velankommet tilbage til Saigon, fandt vi hurtigt tilbage til det foeromtalte backpackeromraade, hvor vi begyndte at lede efter billige steder at bo. Prisen for bedste krejl gaar til Belfe og mig. Vi fandt et vaerelse med to dobbeltsenge, der stod taet op ad hinanden, i virkeligheden som een stor seng. Meget hyggeligt og lidt lejrskole agtigt.
Da vi havde fundet vores vaerelse, gik vi ned til vores nyopdagede stamsted - Doner-kebaben (der skal vaere umlaud over o'et, saa det udtales "Døner"). Den bestod af en kebab-bod med et par unge fyre, der lavede nogle vildt gode kebabber, saa dem fik vi masser af. Bedst som vi stod og spiste vores kebabber, kom en paen ung pige hen og spurgte "I'm sorry, but where are you guys from?"
"We are from Denmark" faldt svaret prompte fra os alle 4
"Det taenkte jeg nok" svarede den (aabenbart danske) pige.
Herfra gik snakken frem og tilbage og det endte med at vi havde 3 rigtig gode dage med Stefanie og Christine, som vi skal moedes med i bangkok, for at rejse til Chang Mai sammen.
Det er jo altid lidt sjovt, at danskere partout skal finde hinanden ude i den store verden, men der er sgu ogsaa noget fedt ved at sidde og hoere fynske pigegrin over nogle oel i den lune aftenluft.
Alt i alt har Saigon vaeret en fantastisk by. Det er jo altid svaert at svare for alle, men jeg tror vi er meget enige, naar vi siger, at det er et af de rigtig fede steder vi har vaeret.
Det er svaert at sige, hvad vi har brugt tiden paa, det bedste svar er nok noget i retning af - vi har hygget os.
Vi kommer til at savne Vietnam, for det har vaeret en virkelig fantastisk land at besoege. Det har saa mange facetter og er ikke saerlig turistet. Man kan i hvertfald sagten lige kradse ned under overfladen, hvor man finder en masse autentiske og specielle oplevelser. Det er jo det, det handler om, naar man er backpacker.

Go with the flow :)

Mekong(o)

Bummelum! Vi fandt en busstation i Saigon og blev dirigeret til en bus, der gik mod My Tho, der er porten til Mekongdeltaet. Vi ankom sidst på eftermiddagen og prøvede at se, om vi kunne prøve at komme længere sydpå og ind i Mekongdeltaet. Det var ikke rigtig til at komme og da vi vidste vi ikke kunne bruge mere end omkring 3 dage på at være der, ville vi hellere bruge tiden ét sted og få set lidt mere. Vi fik fundet et hotel med et stort grøngrumset-farvet rum med 4 enkelt senge. Så smuttede vi ud på en gåtur i byen og fik spist noget aftensmad. 

Næste morgen smuttede vi ned og fik en tur rundt i deltaet til et par af de forskellige øer, der ligger omkring My Tho. Dette foregik med en meget sød guide, som vi havde det rigtig skægt med. Vi fik set en kokosslikfabrik og kokosmunkens ø (kokosmunken var en mærkelig starut, der havde en slags sekt og som vistnok mest levede af kokosskud eller sådan noget). Det var en super tur og det var fedt, at vi havde en stor turistbåd med plads til omkring 30 mennesker bare til os 4 med egen guide. 

Da vi kom tilbage til My Tho chillede vi lidt og fik spillet noget hjerterfri, et spil vi har spillet meget på denne tur, da det jo passer perfekt, når man er 4. Vi andre må nok desværre indrømme at Belfe plejer at tage prisen, men det er blevet mere og mere jævne udfald efterhånden som vi er blevet bedre.

Om aftenen prøvede vi at få drukket lidt Bia Hoi. Bia Hoi er et interessant fluidum af en øl, der oftes bliver tappet ud af en slags haveslange. Den smager lidt af rust og forskellige tungmetaller, men koster tilgengæld ikke over 1 kr. for en halv liter ligegyldigt hvor i Vietnam man finder det. De lokale gad åbenbart ikke have, at vi drak deres øl, så det var ret svært at få betjening, men vi fik os da 4 glas plus lidt stegte hønsefødder i småstykker som de lokale (og fulde?) mænd bød os - de spiste det også, så det gjorde vi også. Mit bud er, at det er lidt ligesom at spise chips til øl derhjemme. Måske :)

Næste morgen - som jo så blev middag fordi vi var lidt langsomme - tog vi bussen tilbage til Saigon, once again sammen med alle de lokale, der syntes det var irriterende, at lange hvide mennesker fylder så meget.

Saigon (part 1)

Øv. Hvis nogen skulle være i tvivl er det rigtig irriterende at lægge sig til at sove omkring kl. 22, for at blive vækket igen omkring kl. 4 og smidt ud af toget, men sådan er det når man tager nattoget fra Nha Trang til Saigon. Den opmærksomme samt geografisk bevidste læser vil også bemærke at afstanden fra Nha Trang til Saigon er væsentlig mindre end de andre nattogture vi har taget. Nå, men vi fik en taxa og blev kørt ind til centrum af byen. Det med centrum af byen er tit lidt svært at lure, for i dette tilfælde endte vi i den meget dyre del af byens centrum, og da vi ikke var interesserede i at øge vores sovebudget fra 4$ pr. nat pr. mand til omkring 20$ besluttede vi os for at vente lidt med at lede efter hoteller og i stedet prøve at finde den internationale SOS-klinik (ja Martin skulle jo lappes ordentlig sammen - ikke det der med at blive syet med tandtråd, eller hvad dælen det nu var de brugte). Belfe skulle have tjekket sin tand og Martin skulle have kigget på sit sår, for det så ikke helt godt ud. Det var også vores kære hjemmelæge Magdalenas (Belfes mor, for de uvidende) professionelle vurdering. Vi skylder vist nok en buket blomster og en chokolade når vi kommer hjem, for alle de medicinske råd, der har været brug for fra hjemmefronten, så tak til Dennis og Magdalena :)

Nå, men mens drengene sad og ventede på omsorg, måtte mændene jo ud og finde husly, så Razz og jeg tog vores tasker på og smuttede og prajede en taxa. På klinikken havde vi nemlig været så snedige at spørge hvor der var billigt at bo, og vi var blevet anvist til en anden del af byen, hvor backpackerne holder til - yes!

Vi smuttede rundt i små snørklede gader og fandt ret hurtigt ud af, at de der storbyvietnamesere ikke er lige så nemme at krejle med som ude på landet. Så vi endte med at måtte betale det samme som for vores værelser i Nha Trang (8$ pr. nat. pr. rum) for nogle værelser, der var mildest talt spartanske. Hvis vi ville have aircon skulle vi betale 2$ mere - aldrig i livet - så hellere svede. 

Vi brugte de 3 dage vi var i Saigon på at se lidt turistattraktioner - War remnants museum og unification palace for at nævne to. Sidstnævnte er det sted hvor de nordvietnamesiske soldater pløjede igennem hegnet med et par tanks og plantede et stort kommunistflag oppe på balkonen. Det var ikke noget helt vildt sight, men meget fedt at have været et så markant historisk sted. 

Efter et par dage i byen (med intens medicinsk overvågning af Martin - både fra SOS-klinikken og fra hjemmefronten) besluttede vi at tage ned til Mekongdeltaet.

Nha Trang

Vi ved der har været lidt stille her på det sidste, så nu vil prøve at indhente så meget vi kan. Selvom vi nu er i Bangkok, får i lige de sidste updates fra vores sidste tid i Vietnam. 

Efter at været i Hué tog vi et nattog til Nha Trang, hvor vi ankom omkring middag. Som så mange andre steder hernede, var aiconditionen i toget meget voldsom og gjorde kontrasten til at komme ud i de omkring 40 grader, endnu mere skarp. Vi skyndte os væk fra stationen og de mest højtråbende taxachauffører og begyndte at gå mod centrum af byen. Vi stopppede lige ind og fik lidt morgenmad på en restaurant inden vi gik ud og ledte efter et hotel. Vi endte på et meget almindelig og trivielt hotel, hvor vi fik pruttet prisen ned på omkring 8 dollars pr. nat pr. rum. Efter at have klaret det, besluttede vi os for at smutte ned til byens hovedattraktion, stranden. 

Nha Trang er en rigtig badeby med mange turister, men turismen her er ikke så anmasende som så mange andre steder. Byen er bygget i bedste Miami-stil. Alt i alt et ganske udmærket sted at ligge ved en strand. Efter at have badet en masse (Martin holdt skansen i "rullereren" - det var her vi fandt ud af, at den egnede sig godt som strandstol) smuttede vi op og fik os noget mad efterfulgt af en lille dreng og hurtigt på hovedet i seng. Sådan blev de næste par dage egentlig i det store hele. Vi var et smut oppe og se på nogle gamle templer, der lå nord for byen, men ellers nød vi bare stranden og is i fulde drag. Den sidste dag tog vi ned til "Deep Blue Vietnam", der er en dykkerarrangør, hvor jeg havde været og spørge efter dykkermasker, da vi alle regner med at skulle dykke en del på denne tur. Her mødte jeg en flink franskmand ved navn Richard som styrede bulen, og vi aftalte at han ville komme med nogle masker den efterfølgende dag. Den næste morgen tog vi en morgenbadetur og fik lavet vores øvelser (Razz og undertegnede hang i et legestativ og lavede pull-up's) og smuttede derefter ned for at købe masker. Vi fik alle sammen nogle fede masker og besluttede os for, at vi egentlig også gerne ville have muligheden for at prøve dem. Så vi fik Richard (som i øvrigt udtales "Risjaaaard" for de af jer, som ikke kan fransk) til at arrangere, at vi kunne komme ud at snorkle lidt. Problemet var at båden allerede var sejlet tidligere på morgenen, men problemer er til for at blive løst, så vi fik en lille privat speedbåd med 3 mennesker til at ræse os ud og indhente båden, der stadig var på det første dykkerspot. Vi følte os som ægte narkobaroner, da vi drønede ud og bølgerne med høj fransk housemusik i højtalerne - i skulle tage og prøve :).

Da vi kom ombord på båden, skyndte vi os at hoppe i baljen og snorkle lidt rundt. Det var superflot med en masse koraller og flotte fisk ("bøssefisk med spraglede farver" - citat Belfe). Vi kom ombord på båden igen og sejlede videre til næste stop. Undervejs fandt Belfe og jeg ud af, at man godt kunne låne noget scubaudstyr (for de ikke-indviede er dette dykning med flaske på ryggen og hele molivitten) om komme ned på lidt større dybder en vores hidtige besøg på omkring 3-4 meter. Vi fik klemt os i nogle alt for små våddragter og hoppede med en lokal divemaster i baljen. Det var en supertur, som vi desværre ikke kan indvie jeg i, da vi ikke har noget undervandskamera - øvbøv.

Sent om aftenen tog vi toget videre mod Saigon, efter at have siddet og hængt på stationen i en times tid.

Hué

Okay – indrømmet – det blev aldrig til en rigtig update fra Hué, men snarer en konstatering af at vores fordøjelsessystem reagerede meget skidt på den mangfoldige bakterieflora, vi blev udsat for.
Vi tog afsted fra Ninh Binh kl. ca. 23. d. 17. feb. En smule forsinket i forhold til, hvad busselskabet havde lovet os, men ingen grund til at blive sur, vi fandt vores indre latinoer frem (de ligger, skulle nogen være i tvivl, meget tæt på overfladen) og holdt lidt siesta i kørestolen på skift. Da bussen kom, tog vi hurtigt afsked med Vinh familiens udsendte representanter og skyndte os til bussen.
Undervejs gjorde undertegnede en erfaring, der hedder: stop aldrig for at tisse på en mørk grussti i nærheden af en vietnameser – gør man dette er der risiko for mere end almindelig sund interesse for ens genetialer samt eventuelle tilnærmelser fra vietnameseren.
Nå, men jeg skulle ikke være den eneste, der blev ramt af lidt spøjse hændelser den aften. Bussen vi skulle med, var en sovebus med, i følge reklamen, meeeegeeet store og flotte liggepladser i to etager – igen måtte Rasmus og jeg sande den manglende kongruens mellem vores kropslængder og vietnamesernes måde at indrette transportmidler på.
Efter en massen kravlen rundt i sovende mennesker, fandt vi vores pladser. Rasmus og Martin skulle imidlertid, dog få de værste pladser af os alle.
I den bagerste del af bussen var der fem pladser på række. Dvs. hele den bageste del af bussen var sovesæder ved siden af hinanden. Min plads var i midten på den øverste etage mellem et flink fransk par og et ungt engelsk par. Martin og Rasmus lå nedenunder mig mellem 3 tyskere. De tre tyskere, der var på omkring 30-35 år, viste sig at være helt oppe at køre på alkohol og stoffer. De lå og blandede drinks og røg smøger oven i Razz og Martin. Da vi endelig kom frem til Dong Ha, var vi meget glade for at tage afsked med Bauer, Klaus og den sidste tysker (ham der var for fuld til at sige sit navn) og hoppe på en guidet tur rundt i den demilitariserede zone med en lokal guide. På denne tur fik vi set et par af de tunnelsystemer, vietnameserne brugte under krigen, hvilket var en kæmpe oplevelse. Det skal i øvrigt siges at vietnameserne under konstruktionen af disse tuneller, må have taget store hensyn til de handicappede eftersom, kørestolen passede lige præcis.
Undervejs på turen så Belfe lidt sløj ud så vi skyndte os at tjekke ind på et lækkert hotel, da vi ankom til Hué. Det var nok et af de smarteste træk vi længe har lavet, for der gik ikke mere end et par timer før vi alle sammen lå og havde det dårligt på en masse forskellige måder. Her kommer en opsummering af vores 3 dage og 2 nætter Hué.

Dag 1
• Ankomst til vores lækre hotel
• Første tegn på slem madforgiftning med følgende telefonopkald til kærester med ”såret soldat stemme” (Belfe)
• Frygtelig nat med indtagelse af immodium

Dag 2
• Umiddelbart indtryk af at madkrisen var overstået opfulgt af mobning af de andre gruppemedlemmer fra undertegnedes side (også kaldet ”Hybris”)
• Madkrisen vender tilbage med forstærket kraft, mavekramper og opkast naturligvis opfulgt af mobning fra de andre gruppemedlemmer (også kaldet ”Nemesis”)
• Masser af cola, discovery og vand
• zzZZzZzzZ

Dag 3
• Check-out på hotel efterfulgt af udflugt til kejser-citadellet i Hué
• Afgang fra stationen i lækkert tog (stadig med for korte senge) mod Nha Trang

Mht. til madforgiftningens kilde kan vi kun tilføje – spis aldrig mad i en kantine i et statsejet supermarked. Dog burde vi have lugtet lunten – vedhæftet herunder er nemlig et lille udsnit af supermarkedets varesortiment

Brugtannonce

Tilbud
Brugt rullestol til salg.
Årgang 1992
Kun kørt ca. 250 km.
Flot læderindtræk I dybblå. Punktérfri dæk
Fodstøtte med tilhørende sikkerhedsrem i læder.
Fantastisk komfort. Kan bruges som strandstol.

Salg grundet for meget mobning samt nysgerrige blikke fra den Vietnamesiske lokalbefolkning.

Kan foldes sammen på et splitsekund. Passer under enhver seng.

Salgspris 1.200.000 VND. Prisen kan fastsættes i vilkårlig valuta (DKK, USD, VND)
Henvendelse rettes til salgsansvarlig her på siden.

Ninh Binh

Fra Ha Long bugten tog vi tilbage til Hanoi, hvor vi efter en nats søvn, gode råd og vejledning fra Hotellet, købte en åben sovebusbillet til Hue. Planen var at tage et stop på en dag eller to i den lille by Ninh Binh for at gøre turen nemmere, og derefter tage videre mod syd. Vores Ninh Binh ophold blev dog længere end nogen af os k u nne have forudset.. Samme aften som vi skulle afsted, satte vi os ind på en mellemting mellem en restaurant og et gadekøkken. Rasmus ville bestille stegte ris med små stykker kyllingekød og grøntsager i. Han bestilte imidlertid en hel hane, klippet i tilfældige stykker og derefter stegt (der var både hanekam og fødder med), med ris. Efter tre lange skeptiske timer i en helt normal (ikke sovebus) ankom vi i Ninh Binh. Straks efter udstigning blev vi omringet af hotelpushere der vidste at vi kom, og ville sælge os et hotel. Klokken var på dette tidspunkt blevet noget nær 00:00, og vi var allesammen trætte og udmattede. Vi syntes dog, at der es tilbud var så dyre, at vi begav os på vandring i det mørke Ninh Binh, hvilket førte os til the Vinh hotel, som vi stadigvæk har kontakt til. Følgende morgen, ville vi ikke spilde tiden, og lejede straks efter morgenmad fire scootere. Vi var allesammen enige om, at hvis vi skulle kaste os ud i den vietnamesiske trafik, ville dette lidt afsides sted af en provinsby, uden alt for meget trafik osv. være et godt udgangspunkt. Efter at have tanket begav vi os således ud på eventyr, hvilket man roligt kan sige det blev til. Ninh Binhs opland har nemlig en skøn blanding af rismarker og ukuelige smukke kalkstenssøjler, der rejser sig mellem de frodigt grønne ris marker. Vi valgte, at søge lidt væk fra hovedvejen, og tog et smut ind ad en lille jordvej, hvor vi kom i kontakt med nogle bønder, der sejlede os ned ad en en å og gennem nogle huler i kalkbjergene, som er meget karakteristiske for dette område. Efter en begivenhedsrig dag, besluttede vi os for at finde et sted at spise frokost på vej hjem til Ninh Binh by. Vi nåede aldrig så langt. Martin lagde sig nemlig ned i et sving, og der skete en del skade. Både på scooteren og Martin. Skadestuen i Ninh Binh bestod af eet rum, hvor man havde venteværelse, reception og operationsstue. Martin blev henvist til en blodig briks der lå lige op ad et vindue, og man kunne se vietnamesere side på en bænk udenfor og følge interesseret med i og diskutere hvad der foregik på briksen. Vietnams sygehusvæsen har dog vist sit værd. Helt uden ventetid og ganske gratis blev Martin tilset af tre forskellige læger samt en man nurse. Han blev syet i løbet af et kvarters tid, og derefter udskrevet til at opholde dig i ro på hotellet. Samme aften udbrød Martin ‘Orhh, og nu kommer smerten..’. Vi besluttede at forlænge vores ophold, og blive tre nætter mere på the Vinh hotel. Næste dag gik meget stille og roligt. Specielt for Martin. Resten af rejseselskabet stod nemlig overfor en svær opgave. Der skulle skaffes et handiride til Martin, der var for handicappet til at bevæge sig ud fra hotellet. Thomas og jeg tog ned på skadestuen, hvor vi efter en del vanskeligheder fik komunikeret os frem til, at vi skulle bruge en kørestol, og det vigtigste af alt, at vi var villige til at betale for den. Efter at have ventet ca. en halv time, tog skadestuelægen mig med på sin motorcykel ud for at hente kørestolen.
Nu med kørestol, var vi stand til at tage Martin med ud på restaurant og på computercafee. De næste dage i Ninh Binh gik så med at gå lidt rundt i byen, spise nogle forskellige lokale steder og spille counterstrike sammen med den yngre del af den mandlige vietnamesiske befolkning. Dette var rigtig sjovt, og vi faldt til i byen og oplevede den på en helt anden måde end vi havde gjort hvis vi kun var et par dage. Specielt var det rart at være sammen med vores værtsfamilie, familien Vinh, som var meget gæstfrie og venlige overfor os.